Live-krimi i lufthavnen
I disse dage bliver der skrevet kriminalhistorie i Københavns Lufthavn. Af den fiktive slags, vel at mærke.
Krimiforfatteren Thomas Aagaard Skovmand har nemlig skiftet den vanlige skrivebordsplads ud med bagagevogne og charterturister, og har slået sig ned i lufthavnens Terminal 2, sammen med sin laptop og en storskærm.
Det nytter ikke noget at få skriveblokade eller præstationsangst, for storskærmen blotter de nyskrevne ord i så stort format, at hele køen til Malaga kan læse med. Og historiens handlingen – ja, den udspiller sig i lufthavnen.
Det er ikke første gang Thomas Aagaard Skovmand tager en del af skriveprocessen med sig on location. Han har blandt andet før holdt oplæsninger i uhyggelige kældre og fra bagagerummet af en bil, hvor en hovedperson blev holdt fanget.
Indtil den 8. april vil han både skrive, researche og sludre med lufthavnspassagererne i Terminal 2.