Lego klodser arkitekturen op
De voksne skal også lege godt
Lego Architecture
Pris: endnu ukendt i Danmark
Kan senere på året købes på www.lego.dk
I stedet for de sædvanlige piratskibe og duplokonstruktioner, kan man snart samle arkitektoniske perler af de verdensberømte danske klodser. Nogle af USA’s ikoniske bygninger er nemlig blevet skaleret ned til Lego-størrelse.
”Tanken med Lego Architecture er at fremme kendskabet til god arkitektur og inspirere fremtidens arkitekter og ingeniører. Alle med en interesse for godt design kan dog være med,” siger PR-medarbejder Flemming Binderup Gammelgaard fra Lego.
I USA er Lego særdeles populært blandt voksne, og klodsede entusiaster mødes til store events for at vise deres seneste Lego-konstruktioner frem. En fan over there havde lavet modeller af kendte amerikanske bygninger, og den idé tog Legos udviklingsafdeling til sig.
Serien har altså sit udgangspunkt i den amerikanske fanskare, og derfor findes der kun modeller af amerikanske bygninger. Indtil videre er museerne Guggenheim i New York og Fallingwater i Pennsylvania, der begge er tegnet af Frank Lloyd Wright, foreviget i Lego, men flere modeller er på vej. Dog ingen danske, trods strømmen af priser der tilfalder landets ypperste bygninger.
Indtil nu har serien kun været tilgængelig på det amerikanske marked, men senere på året kan danskerne også få fingrene i den.