Københavnere: Biskoppen

Jeg er født i Dalum på Fyn og boede de første 20 år af mit liv i Korup. Det var en meget landlig og fri opvækst. Jeg kan faktisk ikke mindes at jeg har spurgt om lov til noget. Det lå ligesom i luften hvad man gjorde, og hvad man ikke gjorde. Det var et skægt og muntert hjem.

Min faster Elly og onkel Erik havde jeg et meget nært forhold til. De bestyrede Jagtvej 69 dengang det var Folkets Hus på Nørrebro, og dem tog vi tit over og besøgte. Jeg har stadigvæk fornemmelsen af at stå med panden mod det kølige vindue og se ned på København, på alle lysene, bilerne og bylivet, høre alle lydene og se folk der boede ovenpå, ved siden af og nedenunder hinanden. Jeg var forelsket i den by, og et eller andet sted allerede fra de der 10-11 år, tænkte jeg at en dag ville jeg bo i København.

Det var en virkelig lykkelig barndom, men det skal også siges at min mor var meget syg, og det var selvfølgelig tragedien i barndommen. I mit barndomshjem var der ingen bibel og heller ingen salmebog. Somme tider gik jeg i kirke, og jeg har prøvet at tænke tilbage på hvorfor jeg gjorde det som 9-10-årig. Den lille fyr må jo have følt han fik noget luft fra sin mors sygdom. Men det kristne frirum blev lukket meget barskt igen af en voksen som sagde at hvis min mor var så syg, så var det nok fordi hun var på kant med Vor Herre. ’Fint’, tænkte jeg, ’hvis Vor Herre er sådan, så skal jeg ikke have noget med ham at gøre’. Og så holdt jeg op. Der har jeg ikke været mere en ti-elleve år.

Da jeg var 20 år gammel flyttede jeg til København for at læse tysk, men det irriterede mig en smule at jeg ikke kendte noget til kristendommen. Meget litteratur bygger jo på de testamentlige historier. Så jeg gik i Vor Frue kirke og satte mig på bagerste række, og blev simpelthen så betaget af musikken, det utroligt smukke rum og den vedkommende prædiken der blev holdt. Så jeg kom igen ugen efter, og fortsatte med at komme igen og igen. I løbet af det første år jeg læste tysk, blev jeg så enig med mig selv om at jeg ville skifte til teologi. Det gav min far et fuldstændigt chok. Han troede jeg var blevet bims. Men dét med at få en præst i familien, sker altså for selv de bedste familier.

Jeg var i Hull i England i ni år som assistent i sømandskirken og som præst. Jeg kunne have forsvoret at jeg nogensinde ville tage væk fra København, men jeg lærte at det var fantastisk at komme ud og leve uden for bymuren. Første gang jeg var hjemme igen var meget mærkelig. Alt i mit liv var forandret, men København stod der endnu og var stadigvæk København. Det var næsten en provokation, men også meget trygt at komme hjem og se at alting stod og var det samme.

Færingerne er et dejligt folkefærd. Det er faktisk en færøsk sømand, Hans Pauli, der har lært mig at danse folkedans. Vi sejlede engang hjem fra Hull sammen i hans lille skib. Det var vindstyrke 10, og vi var midt ude på søen. Jeg klamrede mig til alt hvad der kunne klamres til. Han kunne bare stå. Så slog han et bånd i maskinen med en skjald der sang, og trådte i dans. Det er én af de største oplevelser jeg har haft i mit liv. Jeg har tit spurgt mig selv hvordan Hans Pauli kunne holde ud at være væk så længe hjemmefra. Dér fik jeg syn for sagen. Jeg kunne se på ham at nu stod alle dem han holdt så meget af og dansede omkring ham. Her var en mand som blev rykket ud af tid og sted. Ligesom med gudstjenesten i kirken.