Københavnere: Dronningen af prøverummene

Jeg har arbejdet her i butikken siden jeg var 19 år. Jørgen Nørgaard var den første i byen der havde ung-i-butik, så jeg søgte ind hos ham lige da jeg blev færdiguddannet på konfektionsskolen. Han ansatte mig med det samme, og her 47 år senere står jeg stadig i min stribede salon og har ingen planer om at stoppe. Jeg ville kede mig.

Jeg er tøjnarkoman og har altid vidst at jeg skulle arbejde med tøj. Men designer ville jeg ikke være, for jeg er ikke god til at sy. Til gengæld kan jeg sælge, og derfor står jeg ved prøverummene. Og jeg siger min mening når jeg sælger tøj. Jeg siger ’det tøj klæder Dem, eller det tøj klæder Dem ikke’. Og kendte mennesker bliver naturligvis behandlet på samme måde som alle andre. For penge lugter ikke.

Jeg ved ikke om serviceniveauet er lige så højt i de andre butikker i byen, for jeg kommer aldrig rigtig andre steder. Men her hos mig er servicen i hvert fald god. Jeg har mange faste kunder som kommer igen fordi de ved hvad jeg står for og vil høre min mening.

Jeg har ingen mand, og jeg har ingen kæledyr, og jeg vil heller ikke have fast ejendom. Men jeg holder utrolig meget af katte. Jeg har boet i det samme hus på Amager i 46 år, og jeg synes at Amager er dejlig. Men hvis jeg skal nævne et andet sted, jeg godt kan lide i København, så er det Frederiksberg. Det er et meget charmerende kvarter. Lidt ældre i stilen.

Jeg går til og fra arbejde hver dag året rundt. Jeg har ingen cykel, og jeg har ingen bil. Og så gør jeg morgengymnastik og går til mensendieck. Det er sådan en meget speciel slags gymnastik, en gammeldags form for pilates, hvor man lærer sin krop at kende. Det har jeg gået til i mange, mange år. Faktisk siden ’78.

Når jeg går ud og spiser, går jeg på Skindbuksen eller Pasta Basta. Og så kommer jeg også på Le St. Jacques ude på Østerbro. Jeg synes det er interessant at komme i forskellige miljøer. Men jeg ville ønske at der var flere sjove steder for voksne mennesker i København. Altså for folk over 25 år. Jeg vil jo også gerne ud at danse.

Jeg må ærligt indrømme at jeg ikke er sådan et rigtigt storbymenneske der tager rundt i byen. Når jeg kommer ud i det pulserende liv i København, føler jeg mig ikke nær så tryg som jeg har gjort. Og det gælder sådan set hele København. Til gengæld er kunderne blevet mere positive gennem tiden. De har alle gennemgående noget sødt over sig.

Jeg synes at København er en spændende by, men mit yndlingssted er Bornholm. I hvert fald i Danmark. Men jeg kunne ikke finde på at flytte til Bornholm, for jeg kan jo ikke pendle frem og tilbage på job. Og Nørgaard rykker nok ikke til Rønne. Og så er jeg nok alligevel for meget københavner. Men jeg kommer tit på Bornholm. Også alene. Jeg er meget alene. Det kan jeg godt lide. Jeg har mine vaner, og jeg vil ikke være afhængig. Jeg er helt mig selv, og jeg kan godt lide at være en fri pige.

Storbyen er måske lidt for forjaget. Jeg har indtryk af at folk skal nå så meget. Og de stopper ikke op og siger ’hold da op, vi skal jo nå at leve også’. Det virker som om de lever livet mere på Bornholm.

Du må godt slukke den dér nu. (diktafonen, red.)