København er ikke cykelvenligst
Verbummet at copenhagenize er blevet en international betegnelse for, at gøre en storby cykelvenlig. Men på det spritnye Copenhagenize Index 2013 er Copenhagen faktisk kun selv nummer to.
I stedet er det Amsterdam, der er duks, nøjagtigt som på den første cykelvenligheds-rangliste fra 2011. I alt 150 af verdens førende cykelbyer har fået point i en lang række kategorier, resulterende i en top-20, der i det hele taget domineres af Holland.
På indekset scorer København især stort på sin veludviklede cykel-infrastruktur, der fortsat udbygges med for eksempel cykelbroer og supercykelstier. Nye politiske strømninger til fordel for flere p-pladser og en havnetunnel til biler trækker i den anden retning.
Indekseringen er udarbejdet af de københavnsk baserede cykelvenlighedskonsulenter Copenhagenize Design Co.