pixel

Nu plantes kaktusserne ved Dybbølsbro

80 og 60 meter høje er de Bjarke Ingels første højhuse i København.

kaktustårnene

På Dybbølsbro har al opmærksomhed dette efterår været rettet mod ibrugtagningen af byens bredeste cykelsti, der skulle være så god, men i stedet har skabt total trafikal forvirring med sin noget kontraintuitive vejføring.

Slipper man helskindet igennem kaosset, kan man imidlertid observere ny byggeaktivitet ved hjørnet lige over for Fisketorvet, hvor der også er stort nyt på vej i form af Kaktustårnene.

Som navnet antyder er der tale om to boligtårne med en karakteristisk "stikkende" silhuet. De bliver henholdsvis 80 og 60 meter høje og er formgivet af Bjarke Ingels Group (BIG), der har fundet frem til kaktusformen ved at udstyre sekstenkantede kerner med kvadratiske dæk, som roterer for hver etage og danner forskudte altaner, der går ud i en spids.

Inde i kaktusserne kommer der 495 små lejligheder målrettet studerende og andre unge byboere, der kan fristes af at have begrænset plads til sig selv men til gengæld mange fællesarealer og muligheder for at komme hinanden ved.

Micro-living kaldes det af den svenske udvikler Catella Group, der opfører tårnene på samlet 25.000 etagemeter, hvoraf 6.500 er sat af til kultur og erhverv. Størstedelen af boligerne vil være 1V'ere på 36 m2, men der vil også komme 2V'ere på 56 m2 – og så kan beboerne mødes omkring de fælles storkøkkener, vaskerier, biblioteker, fitness-rum og måske caféer og restauranter.

Tårnenes indgange og udeområder integreres i den hævede gangforbindelse gennem nybyggerierne langs landsiden af Kalvebod Brygge og kobles dermed tæt sammen med naboerne; til den ene side det statslige bofællesskab i det nye domicil Nexus CPH og til den anden side den kommende (men udsatte) inner city-IKEA med et grønt strøg på taget og en forplads direkte på Dybbølsbro.

I en base i gadeplan får kaktusserne to store kontorlejemål på samlet 4.300 m2 lige over for IKEA og to butikker på samlet 400 m2 mod Carsten Niebuhrs Gade.

Kaktusserne bliver med deres 24 og 20 etager det første egentlige højhusbyggeri hjemme i København signeret Bjarke Ingels, der med BIG ellers har tegnet skyskrabere fra Manhattan til Singapore (og rejst en 65 meters boligblok på Århus havn).

Kaktustårnene forventes at stå klar til indflytning i sommeren 2022.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling