Kaktustårnene får sine pigge
Ved Dybbølsbro er to tårne ved at blive beklædt med altaner. 495 mikrolejligheder er klar til indflytning til sommer.
Selvom vintersæsonens aktuelle temperaturer svinger mellem frost og syv graders varme, påvirker det ikke vækstbetingelserne på de tidligere DSB-ejede arealer tæt ved Fisketorvet. På den anden side af Kalvebod Brygge må foråret være kommet tidligt, for her er de to Bjarke Ingels-tegnede Kaktustårne skudt godt i vejret.
På den første julidag — når højsommersolen forhåbentlig bager ned over de henholdsvis 80 og 60 meter høje tårnbyggerier — vil 'Kaktus Towers' ved Dybbølsbro efter planen stå fuldt udvokset med sine seksten-kantede kerner på kvadratiske dæk.
Hver etage er påsat forskudte altaner, der går ud i spidser og skaber en illusion af, at bygningen roterer om sig selv. Netop i disse dage vil man kunne se de første altaner begynde at stikke ud fra den bagvedliggende, noget anonyme facade.
Med sin placering ved Dybbølsbro skal tårnene og deres udeområder flettes sammen med naboerne via en hævet gangforbindelse, der strækker sig fra det statslige kontordomicil Nexus CPH, igennem Kaktustårnene, videre hen over et langstrakt taglandskab over den stærkt forsinkede IKEA City og hele vejen hen til Postbyen.
Bag Kaktustårnene står den svenske udvikler Catella. Sammen med tegnestuen BIG har de skabt de to særprægede tårne, der vil tilbyde lejligheder til primært singler, der kan nøjes med få kvadratmeter og forskellige former for fællesområder.
Lejlighederne er nu kommet på markedet, og selv om de er små, skal man ikke forvente helt små huslejer.
Et hjem til singler og expats
Inde i Kaktustårnene finder man 495 nye mikrolejligheder, hvor langt de fleste er 1-værelses med et BBR-areal på 33 m2 — men der er også blevet plads til enkelte 2-værelses på 53 m2.
Beboerne bliver formentlig en blanding af studerende, nyudklækkede dimittender, andre unge byboere og internationale expats, der kan nøjes med et lille boligareal til sig selv, men som til gengæld gerne vil have store fællesarealer og mange muligheder for at komme hinanden ved.
Det kræver dog lidt mere end en SU-indtægt, hvis man gerne vil bo i en af Kaktustårnenes lejligheder.
Priserne starter ved 8.150 kroner for de billigeste af de små lejligheder på 33 m2 med en "small and sweet"-altan.
Hvis man vil op i de øverste luftlag, koster det samme antal kvadratmeter mere end 10.000 om måneden.
Og vil man have 2 værelser at leve i, skal man op i nærheden af 13.000 for at få overdraget nøglen.
Lejlighederne er alle indrettet med egen altan og er delvist møbleret med specialdesignet inventar, der skal få så meget ud af de få kvadratmeter som muligt.
Prisen per kvadratmeter har tilsyneladende ikke afskrækket de københavnske boligsøgende. Næsten halvdelen af de 270 lejligheder der nu er udbudt til leje i det ene tårn er i skrivende stund reserverede.
I tårnenes stueetager kan beboerne mødes ved vaskerummet, de fælles storkøkkener, i biblioteker, caféområder, fitnessrum og sågar også en vinbar. Den nederste etage vil også byde på mødelokaler, to store kontorlejemål på samlet 4.300 m2 og to butikker på samlet 400 m2 ud mod Carsten Niebuhrs Gade, der vil få en mere markant plads i københavnernes bevidsthed, når den om føje år både lægger jord til IKEA og byens nye busterminal — og leder hen til den nye Jernbanebyen.
Kalvebod Brygge under forandring
Den forventede slutdato til sommer betyder, at Kaktustårnene bliver et af de sidste byggerier i rækken af ejendomme, der har forandret grænseområdet til det store jernbaneareal på landsiden af trafikåren Kalvebod Brygge.
I 2015 åbnede kontrolcentret Trafiktårnet Øst, hvor blandt andet Banestyrelsen og Vejdirektoratet holder øje med tog- og vejtrafik i Hovedstaden og øst for Lillebælt. Nexus CPH fulgte efter i 2018.
Og nu venter mange sikkert spændt på opførelsen af IKEA City, der bliver placeret nord for Kaktustårnene. Byggeriet af den svenske møbelgigant forventes nu at være færdigt i sommeren 2023.
I plan-processen skrumpede IKEA i størrelse, så der nu er efterladt endnu en byggegrund mellem IKEA og Cabinn. Hvad der skal bygges her, er endnu uvist.
Kaktustårnene bliver med deres 24 og 20 etager det første egentlige højhusbyggeri hjemme i København af Bjarke Ingels, der med BIG har tegnet skyskrabere på Manhattan og i Singapore — og slået stregerne til en 65 meter høj boligblok på havnen i Aarhus.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
Kan nogen svare mig på hvordan kaktustårnene oprindeligt er opført efter lovgivningen som ungdomsboliger, der bl.a kan dispensere for krav om udearealer, og må forventes at være betalelige for studerende. Og så undervejs er blevet tilegnet nyuddannede med fin indtægt og expats fordi huslejerne er omkring 10.000 kr ?
Kan man bare det?