pixel

Byens flyvende legetæppe fuldendt

Efter langt tilløb står fornyelsen af Israels Plads helt færdig – og Københavns største fællesrum fuldstændig forandret.

israels plads fornyelse cobe

Der er mange mennesker denne sommerdag. De sidder på trappetrin og taler, spiller bold på boldbanerne, ruller rundt i skatepitten, holder balancen på legeredskaberne og sopper i den lille kanal.

»Det er gået over al forventning,« siger arkitekt Morten Engel og skuer ud over den nye version af Israels Plads. Det flyvende tæppe var arbejdstitel og metafor for tegnestuerne Sweco og COBEs fornyelse af pladsen, der (hvis man tæller Torvehallerne med) er Københavns største. Og som tæppet har lagt sig til rette, lidt hævet over Ørstedsparken og med hjørnerne foldet op i trappetribuner, bliver det nu ivrigt brugt som både legetæppe og picnictæppe.

Den nye, fuldstændig forandrede Israels Plads blev officielt indviet sidste sensommer, men blandt andet vandkunsten var ikke færdig, og derfor er det først med solsæsonen 2015, at fornyelsen for alvor har skullet stå sin prøve.

Letter om aftenen

»Det virker som om, at her er noget for alle aldersgrupper. Her er et ret bredt spektrum af folk. Jeg har set, at pladsen bliver brugt til streetfood-, design- og loppemarkeder; selv en operafestival har her været. Basisfunktionerne er her stadig, men nu bliver der også proppet flere lag ned over – altså de specielle arrangementer. I dag kan jeg for eksempel se, at her også bliver solgt cykler,« siger Morten Engel fra COBE glad og hentyder til en række cykler, der er stillet op til skue foran trappetrinene.

Når mørket falder på, tændes der i hele pladsens omkreds et lys i fodhøjde, der får tæppet til at se ud, som om det letter fra byen. At der i det hele taget er kredset om detaljerne på Israels Plads, er noget, arkitekterne bag gerne vil understrege.

Morten Engel fortæller, hvordan underlaget omkring det let sænkede boldbur er belagt med gummimateriale bestående af gamle såler fra Nike-sko, så det ikke er så hårdt at ramme, hvis man skulle snuble. Boldbanernes afskærmning er lyddæmpet, så det ikke gjalder, når en skæv bold ryger afsides. Og hegnet er ophængt i fjedre for at gøre det transparent og dermed pladsen overskuelig og tryg.

P-kælder i vejen

På trods af blå himmel og spredte grønne træer plantet med cirkelbænke omkring sig er flisebelagte Israels Plads dog meget granitgrå. Københavnerne har efterspurgt mere grønt, men pladsen er svær at beplante, fordi der ligger en stor parkeringskælder nedenunder den, og træerne skal hvile på p-kælderens betonkonstruktioner, forklarer Morten Engel.

Det var i øvrigt uoverensstemmelser mellem Københavns Kommune og parkeringskælderens skiftende ejere, der blev grunden til, at denne sydlige del af Israels Plads ikke kunne åbne synkront med Torvehallerne på den nordlige del modsat Vendersgade, men endte med at blive tre år forsinket.

Ørstedsparken på spring

Mangler selve pladsen bynatur, er grænsen til Ørstedsparken til gengæld blevet åbnet helt op, så det er nemt at finde vej ind til alt dens grønne.

På kanten af parken ligger vandkunsten udformet af billedhugger Morten Stræde – en aflang fordybning som en kanal for foden af den højeste trappetribune. Her er vand at soppe i, mindre øer af sten og jern at hoppe imellem, og små springvand. Kanalen ender i et trappevandfald, der fører vandet ned i Ørstedsparken.

»Det bliver fedt at se, hvordan pladsen kommer til at udvikle sig fremover, når træerne får lov at vokse sig lidt større og pladsen bliver mere grøn. Jeg håber, at de bliver store med tiden, så man får fornemmelsen af, at Ørstedsparken hopper ind på pladsen,« siger Morten Engel.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling