pixel

Hilton vil indtage Ørkenfortet

Havnefrontens udskældte kontorkoryfæ skal forvandles fra lukket bankblok til livligt hotel.

hilton copenhagen city

Siden 1960'erne har en flere meter høj betonmur langs Torvegade taget imod københavnerne, når de kom over Knippelsbro. Men om et par år kan ankomsten til Christianshavn være blevet ganske anderledes imødekommende med muren forvandlet til den åbne og aktive facade på byens nye Hotel Hilton.

Kort
Ørkenfortet

Verdens nok mest berømte hotelkæde planlægger at vende tilbage til København i 2020 efter en omfattende ombygning af havnefrontens tidligere bankhovedkvarter, bedst kendt som Ørkenfortet.

Nordea flyttede i efteråret ud af den tilknappede kontorblok og ind i sit nye bankfort med udsigt til Amager Fælled. Det giver mulighed for i stedet at indrette omkring 400 værelser på de godt 29.000 etagemeter sammen blandt andet to restauranter, den ene nede ved kajkanten, hvor der i dag blot er mur.

For som en væsentlig del af planerne skal bygningens betonbase, som udgør muren, udvides og åbnes op. I samspil med at der skabes en ordentlig fodgængerforbindelse mellem Torvegade, Knippelsbro og havnepromenaden med havnebussens stoppested, som det kan være noget omstændig at komme hen til.

Ombygningen tæller også en ekstra etage i højden og skal lægges i hænderne på Operaens arkitekter Henning Larsen Architects, der i slutningen af 90'erne ligeledes tegnede Ørkenfortets nærmeste naboer, striben af Nordea-tilbygninger langs kajen. Og som såmænd også har udformet det nye Nordea-domicil i Ørestad.

Godkendelsen mangler

Inden det kommer så langt, skal Hilton Copenhagen City, der efter rygterne bliver et 5-stjernet hotel, dog først godkendes af Københavns Kommunes politikere. Forandringerne er så store, at der skal en ny lokalplan for området til, og den proces er endnu i sin tidligste fase.

Der står Hilton på nøglekortene til over 800.000 hotelværelser i mere end 100 lande verden over, men kæden måtte i 2017 forlade sit eneste danske hotel, der fik ny forpagter i Københavns Lufthavn. Og selvom Hilton-logoet skal op på facaden ved havneløbet, så er det Ørkenfortets ejer ATP Ejendomme, der står bag comebacket og investeringen sammen med den lokale mastodont BC Hospitality Group.

Foruden Bella Center og Forum driver BC Hospitality Group i forvejen 5-stjernede Copenhagen Marriott ved Langebro og de to tårnhøje 4-stjernede hoteller i Ørestad, Bella Sky og Crowne Plaza.

Ørkenfortet blev opført i årene 1957-1962 og var oprindeligt hovedsæde for skibsværftet B&W. I 80'erne overtog Privatbanken, der siden blev til Unibank og så Nordea.

Emner

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling