Storbyen, empatien og den stræberiske skyline
Walk-and-talk: Fremtidens København er lige om hjørnet, så vi gik en tur ud i den med tre eksperter.
Det er en af sensommerens sidste mandage, at to arkitekter og en adfærdsspecialist møder Magasinet KBH ved Nordhavn Station. Vi skal en spadseretur videre ud i den nyopførte boligbydel på de gamle industrimoler for at kigge på og tale om fremtidens København.
Hovedstaden ændrer sig, som den altid har gjort. Byen, rammen om folks liv, udvikler sig. Og byplanlægningen skal sikre, at de nye bydele bliver rammen om attraktive liv. Lige nu er det blandt andet i det unge postdistrikt 2150 Nordhavn, at de gode viljer realiseres. Her man virkeliggør det, der er tilbage, efter nødvendighed og kompromis har gjort deres indflydelse gældende.
Adfærdsspecialisten er Mille Sylvest, der arbejder for arkitektfirmaet 3XN. Arkitekterne er Flemming Rafn Thomsen og Ole Schrøder, partnere i tegnestuen Tredje Natur.
Da årets udgave af kulturfestivalen Golden Days for nylig roterede omkring Københavns 850-års fødselsdag, var et af temaerne byens fremtid. Forestillinger, drømme, dystopier og utopier. De tre eksperter sad med i en paneldebat om højhuse, og det er derfor, at Magasinet KBH er taget på walk-and-talk med dem. Og det er ved højhusene, at samtalen begynder.
I højden tabes forbindelsen
”Vi på mange måder fejlcastet til rollen som storbymennesker”, siger Mille Sylvest.
Fra stationen er vi spadseret ned mod cykelstien, der går under togbanen, ud til Marmorvej og FN-byen, som 3XN har slået stregerne til. Som trioen står og kigger udover Nordhavnsbassinet, er luften salt. Havet er i vindens brise. Vejret er friskt og bygningerne ligeså.
”Bygningernes størrelse betyder noget for måden, vi kommer hinanden ved,” uddyber adfærdsspecialisten. Hun forklarer, at mennesket har været jæger-samlere i små grupper langt det meste af vores tid, og vores psyke er stadig gearet til det liv. Vi har brug for at holde øje med det omgivende samfund. Mulighed for at orientere os efter muligheder og fare.
Mille Sylvest anfører, at både vores øjne og ører taber forbindelsen, med gaden, ens nærmiljø, når vi kommer op i højden. Effekten indtræffer allerede ved 2. sal. Desto højere man kommer op, desto mindre empati har man for dem, der er på jorden. Der er ifølge Mille Sylvest undersøgelser, der viser, at jo højere bygningerne er, jo færre sociale kontakter har dem, der bor i dem med hinanden.
Brokvartererne er tætte nok
Et ofte anvendt argument for at bygge i højden er, at byen skal kunne rumme den stigende mængde personer, der flytter til byen. Flemming Rafn Thomsen fra Tredje Natur er skeptisk.
I byplanlægning arbejder man med begrebet bebyggelsesprocent. Hvis en matrikel er dækket af én etage, er dens bebyggelsesprocent 100. Hvis den har to etager over det hele, er bebyggelsesprocenten på 200. Det kan bruges til at beskrive, hvor tæt folk bor.
”Samlet set behøver man ikke en højere bebyggelsesprocent i København end 110-180, så kan man håndtere tilflytningen i mange år endnu,” mener Flemming Rafn Thomsen.
Det er en tæthed, som man kender den fra brokvarterene og som altså ikke kræver mere end fem etager på bygningerne og stadig har plads til parker og rekreative områder. Den nuværende bebyggelsesprocent for Østerbro er 150, mens den for Indre Nørrebro, som noget af det tætteste, er lige under 200.
Noget at samles om
Vi er nået frem til Göteborg Plads, hvor der er antræk til leben. Der er udskænkning og sensommersol, niveauforskellene i cementen ned til vandet skaber hyggekroge og ryglæn. En badezone i havnebassinet er hegnet ind, og man kan tage en dukkert. Børn leger på små kunstige bjerge i glat cement. Bag ved den ombyggede kontorsilo Portland Towers skimtes Konditaget Lüders – et stort rødt parkeringshus med træningsfaciliteter og legeredskaber på toppen.
Flemming Rafn Thomsen synes, p-huset havde været kønnere, hvis det var gravet ned, ”men det har en legeplads, og det virker, det trækker folk til,” anerkender arkitekten. Det giver nærmiljøet mulighed for handling og samvær.
”Gode byrum er steder, der formår at tiltrække folk, ” indskyder hans partner Ole Schrøder.
Vi går videre ud mod Fortkaj og det åbne vand. Men slår ruten ind igennem Stay Seaport-hotellets gård. Den er tom, lyset er svagt. Eneste pynt er små hvide stenskulpturer, der fungerer som cykelstativer. Der er udbredt konsensus: Gården er alt det, der ikke inviterer til muligheder og interaktion. Her kommer folk kun, hvis de er gæster på hotellet eller ude og se på bydel med Magasinet KBH.
Blot et stenkast derfra ligger Redmolens grus, rod og byggegrund. Her skal Tredje Natur selv være med til at opføre et 60 meter højt hus. En rund bygning i 12 etager omkring et atrium med offentligt tilgængelig vinterhave og potentielt butikker. Forhåbentlig vil det trække folk til, ligesom legepladsen.
Ambitioner behøver ikke gå opad
Noget at samles om kunne Korch Towers nok også blive. Det satiriske forslag om megahøjhuse af meget fallosagtig karakter hittede Tredje Natur med på de sociale medier i sommer. Det var en kommentar til nyheden om, at Vesteuropas højeste bygninger kan være på vej i det ydre Nordhavn – og med glimt i øjet syntes beskeden at være, at fremskridtet må man bøje sig (forover) for.
Men det er ikke fordi, at alt der er højt, nødvendigvis er forkert for Tredje Natur, der altså også selv arbejder i København med at få høje bygninger til at spille sammen med omgivelserne. Pointen er, at når vi bygger højt, skal det være med forståelse for det sted og den tid, hvor bygningen opføres. At vi forhåbentlig er blevet klogere, i stedet for at gentage fortidens synder og tilsidesætte kontekst, vision og historie. At nye høje huse både kan og bør være empatiske frem for blot stræberiske i forhold til den københavnske skyline.
Og så behøver det ikke være højt, for at være ambitiøst. For eksempel drømmer Tredje Natur om at flytte trafikken på H.C. Andersens Boulevard under jorden, og i Sankt Kjelds-kvarteret på Østerbro arbejder de med at integrere gode bymiljøer med evne til at modstå voldsomme regnskyl.
Spørgsmålet om højhuse eller ej kunne gemmes af vejen og fokus i stedet være på, om boligerne blev rammen om gode liv. Ole Schrøder parafraserer Kierkegaard: ”Byplanlægning tænkes forlæns, men forstås baglæns”.
Den lave tætte by, som kendes fra brokvartererne, er bygget forlæns, men i dag forstår vi den baglæns og ved, hvorfor den fungerer. Det er gågader, cykelstier og parker, som folk fra udlandet misunder os. Stemningen i en by som København, der er tæt, men lav, adskiller sig fra de tætte og høje byer, man finder verden over. Det skal byen dyrke og satse på, er vores højhusskeptiske følgesvende enige om.
Det bedste af begge verdener
Noget af det der fungerer i den nye Nordhavn er, at man har integreret de tidligere siloer i den nye by og har beholdt enkelte gamle huse, der falder udenfor.
”Det giver spænding og kant til området” siger Ole Schrøder. Tingene må ikke blive for pæne, så bliver de uinteressante og kedelige.
Ole husker at have haft det bedste af begge verdener, da han boede på Platanvej i en 12-etagers bygning. ”Hattedamer og Frederiksberg på den ene side, Vesterbros vildskab på den anden,” smiler han.
På vej tilbage mod 7-Eleven og Nordhavn St. går vi ad Århusgade og støder på Havnekulturhuset. Et pop-up kulturhus, der skal skabe aktiviteter og glæde i den nye bydel. Yoga, oplæsning og dans tilbydes, til den der vil samle handsken op.
Bygningen står lidt stille og genert. På en mandag aften ligner den ikke en, der byder op til dans, eller synger for. I nærheden løber en flok ældre medborgere i samlet trop og farvestrålende gevandter. Snakken i vores lille gruppe er forbeholden, det da fint nok, sådan da. Det skader ikke med et kulturhus.
Damen med tangen
Hun kommer ret ubemærket. Da hun først fanger vores opmærksomhed, undres vi over, at vi ikke så hende på lang afstand. Hun har gråsprængt hår, er klædt i sort fra top til tå, undtagen kondiskoene. Tøjet er praktisk, men ikke arbejdstøj. Hun bærer en tang, man kan samle affald med, og en sort affaldspose.
Adspurgt forklarer hun, at det er hendes eget initiativ. Hun går et par gange om ugen ruten fra hendes hjem og op til stationen og samler skrald, overvejende cigaretskodder.
”Den første gang fyldte jeg fire store affaldssække, og så ringende jeg til kommunen og sagde, de godt kunne komme og hente.” Kommunen adlød.
Der er nogen, der vil noget, derude i fremtidens København.
MODTAG KBH’S UGENTLIGE NYHEDSBREV
