Skyskraber-fantasien lever i Nordhavn
Københavns Kommune afviser ikke planerne om at rejse Vesteuropas højeste højhuse – og nu skruer et tredje forslag helt op for både antal, højde og fallos-symbolik.
Tanken om at bygge superhøje skyskrabere i København kunne indtil for bare få uger siden fuldstændig afvises som enten våde drømme eller uhyggelige febervildelser, alt efter temperament.
Men ud af det blå landede så først 280 meter høje H.C. Andersen Adventure Tower og dernæst op til 330 meter høje Great Northern på bordet foran byens politikere. Privatfinansierede forslag om henholdsvis Nordens højeste og hele Vesteuropas højeste bygninger placeret det samme sted i det ydre Nordhavn.
Og nu er der politisk flertal i Københavns Kommune for at undersøge, om de vilde vartegnsvisioner overhovedet kan blive til virkelighed – og dermed for at lade bagmændene arbejde videre med deres multimillard-projekter.
Til den første af formentlig rigtig mange skyskraber-afstemninger om Nordhavn ville kun Enhedslisten og SF's repræsentanter i Teknik- og Miljøudvalget afvise højhusene med det samme.
De to konkurrerende himmelstæbere er endnu kun præsenteret som skitser, og politikerne har ikke forholdt sig direkte til deres indhold, udformning og højde. Tidshorisonten for en så dramatisk ændring af københavner-horisonten er da også stadig lige så lang, som husene er høje. De strider nemlig imod alle vedtagne kommunale fremtidsønsker for denne del af byen og vil blandt andet kræve helt nye kommuneplaner, masterplaner, lokalplaner, trafikplaner og ikke mindst metroudvidelsesplaner.
Innovativ penetrering af horisonten
Straks efter meldingen om den politiske velvilje har tegnestuen Tredje Natur løftet dynen for et tredje, om end åbenlyst satirisk skyskraber-projekt til Nordhavnen, der klart overgår de to første i såvel antal, højde og fallos-symbolik.
Korch Towers består nemlig af hele 10 nyskabende højhuse, som sætter nye standarder for hvor højt, der kan bygges i Europa – det højeste tårn når 660 meter op.
Arkitekterne fra Tredje Natur er selv kendte for at kaste sig ud i ganske fantasifulde forslag til København, som eksempelvis oplevelsescenteret House of Water ved Langelinie, blomsterbroen i Sydhavn og den grønne boulevard midt gennem hovedstaden. Men ved nærmere eftersyn er Korch Towers altså bare for sjov og en kommentar til den nye nordhavnske skyskraber-febers elementer af Dubai-arkitektur og min er større end din-tankegang.
Således er forslaget opkaldt efter den folkekære forfatter og filmmand Morten Korch, hvis efternavn udtalt med lidt god vilje peger under bæltestedet på engelsk. Og samtlige ti skyskrabere ser ud til at være udformet med inspirationen fra redskaber til intimmassage. Dildoer og buttplugs, om man vil.
Med tungen i kinden udråber Tredje Natur sin højhusvision til "en innovativ og visionær penetrering af den danske folkesjæls lavloftede horisont."
Og velvidende, at noget grønt tit får den til at glide nemmere ned, loves højhusene beklædt med en energiproducerende slimalge-facade, der samtidig modvirker vindfriktion. Samt omgivet af en gigantisk byfælled, der med sine 69 millioner forureningsædende klimatræer "giver den ægte guldaldernatur tilbage til københavnerne."