pixel

Forvaltning skal finde løsning på sti forbi Noma

Forslag blev vedtaget — og embedsværket er nu pålagt at komme med udspil til, hvordan stien om Stadsgraven åbnes.

noma sti

Socialdemokratiet og De Konservative vil nu have konkrete forslag til, hvordan Københavns Kommune kan få åbnet stien forbi Noma, så der vil være en stifrobindelse hele vejen langs Stadsgarvens vand.

Dét kunne vi fortælle i sidste måned, hvor vi også spåede, at partiernes forslag ville samle et flertal, da SF og Radikale meldte ud, at man ville støtte op om det såkaldte 'medlemsforslag'.

Og sådan gik det da også, da de 11 politikere i rådhusets Teknik- og Miljøudvalg (TMU) satte sig om bordet tidligere på ugen.  

Forslaget gled igennem uden afstemning, hvilket ofte sker, når alle partier over kaffen i korridoren har nikket til punktet på dagsordenen.

Så hvad nu? 

Kan ikke bare ringe

Formelt er det tale om, at politikerne i udvalget har bedt embedsfolket i forvaltningen om at se grundigt på forholdene og komme tilbage med en såkaldt 'sag'.

En 'sag' beskriver for politikerne det råderum, de har.

Det er ikke muligt for byens folkevalgte blot at tage telefonen, ringe til Noma og sige, at de skal fjerne deres hegn.

Først skal embedsværket kigge nærmere på, hvilke muligheder den gældende lokalplan og den gældende lovgivning giver for at skabe en sti på stedet.

Dét arbejde skal resultere i ét eller flere udspil til, hvordan man kan få åbnet stien inden for landets lov og ret — i en såkaldt 'indstilling' til politikerne 

Og hvornår kommer dén?

Sagen om Noma har kørt siden en lokal beboer første gang klagede over afspærringen af stien i 2018 — kort efter at Noma var flyttet ind i flådens gamle 'Søminedepot'.

Først i 2023 endte sagen dog foreløbigt med, at adgangen til stien blev åbnet i den ene ende — mens den stadig er lukket i den anden.

Med tanke på den betragtelige sagsbehandlingstid spurgte Magasinet KBH efter mødet i TMU forvaltningen om, hvornår politikerne kan forvente at have en indstilling at tage stilling til.

"Primo 2025" lyder svaret.

Og dermed må man altså vente omkring 4-5 måneder på, at der — måske — træffes en politisk beslutning om en sammenhængende sti hele vejen rundt om Stadsgraven.

Glædelig overraskelse?

Astrid Aller — der sidder i TMU for SF — siger til Magasinet KBH, at hun er glad for, at der sker noget i sagen nu. Men hun er skuffet over, at der skulle et formelt, politisk forslag til for at komme videre.

Aller har ved flere lejligheder haft dialog med forvaltningen om, hvad man kunne gøre fra politisk side — men uden at have modtaget et tilfredsstillende svar.

»Hvis medlemsforslaget her lykkes med noget, som talløse politikerspørgsmål og dialog med forvaltningen ikke har gjort, så bliver det en glædelig overraskelse,« sagde hun til Magainet KBH i august.         

Mens vi venter på, at forvaltningen kommer med et svar, kigger Magasinet KBH selv på, hvilke muligheder politikerne formentlig har.

Det bliver i en artikel en af de kommende dage.

Emner

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling