pixel

Forstads­sporvognen tilbage på sporet

Truslen mod den omegnskøbenhavske letbane er foreløbig afværget – forventet første tur i 2023.

hovedstadens letbane herlev hospital

Det lignede en formalitet at få de sidste detaljer om Hovedstadens Letbane på plads dette forår, så sporvognsprojektet kunne sendes  i udbud og arbejdet med at lægge skinner i forstadsasfalten endelig komme i gang. Men i stedet har letbanen været lige ved at blive afsporet.

Den politiske aftale mellem staten, Region Hovedstaden og 11 københavnske omegnskommuner blev ellers lavet tilbage i 2013, og efter nogle år med høringer og andre forberedelser skulle Folketinget vedtage den endelige anlægslov inden april. Men det skete ikke, for et nyt flertal på Christiansborg er ikke vilde med projektet, og derfor har truslen om en udsættelse på ubestemt tid hængt over letbanen, hvis ikke den nåede at blive vedtaget inden sommerferien.

Med et nyt forlig, der giver staten større magt og mindre risiko, er Hovedstadens Letbane dog tilbage på sporet. Hvis ellers regionen og kommunerne ender med at acceptere, at staten får flertallet i letbanens bestyrelse, selvom den kun betaler 40% af regningen på 4,1 mia. kroner (en samlet pris der svarer til under en kvart metrocityring). Desuden skal forstæderne selv stille med en større økonomisk reserve, og så skal hele projektet inden udbudet lige granskes uvildigt yderligere en gang – med et par indbyggede ekstra muligheder for staten til stadig at kunne hive stikket på den strømførte sporvognsløsning.

28 stop i 2023

Men kører det hele ellers på skinner herfra, ser det ud til, at det livstruende postyr ender med blot at koste letbanen et halvt års forsinkelse. Og i så fald bliver det stadig i 2023, at de første passagerer kan stige på og rulle ud af den 28 kilometer lange, storkøbenhavnske rute mellem Lyngby og Ishøj.

Derefter er der afgang med plads til 200 passagerer hver femte minut, og hele turen langs med ringvejen Ring 3 og på tværs af S-togs-linjerne vil tage lige under en time.

Fra Lyngby-Taarbæk i nord til Ishøj i syd kommer der 28 stop gennem 8 kommuner, der også tæller Gladsaxe, Herlev, Glostrup, Rødovre, Brøndby og Vallensbæk – Hvidovre, Albertslund og Høje-Taastrup er også med i aftalen, selvom de ikke er med i linjeføringen.

Hovedstadens Letbane forventes at lokke 13-14 millioner passagerer med om året, hvilket er eksempelvis  3-4 millioner mere end Kystbanen.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling