pixel

FCK Allé og Chokoladegade

Byens børn fremtidsdrømmer om at tage den flyvende bil til Østerbros Dinosaur Zoo og dykke ned under Sortedamssøens chokoladeoverflade

kbh magasin

I fremtiden kan de træfsikre gå til knivkastning på Agentskolen i Sølvgade, hvor du også kan bo på 10-stjernet hotel. Efter en shoppetur i Magasins nye afdeling, som ligger i Østre Anlæg, kan de fodboldglade drible ned ad FCK Allé, hvor alle bygninger er malede hvide og blå.

I hvert fald hvis det står til eleverne fra 3.z på Nyboder Skole.

Statens Museum for Kunst lægger i disse dage værksted til workshoppen 'Byg din drømmeby', hvor folkeskoleelever fra Østerbro, Indre By og Christianshavn får mulighed for at sætte deres farverige fingeraftryk på byens rum.

maling.jpg

Eleverne får frie tøjler til at tegne, fortælle, klippe og klistre, hvad der i deres øjne ville være den aller fedeste by at bo i – for selv om man kun går i 3. klasse, kan man godt have store visioner for fremtidens København.

God gade? Carina Zunino er billedkunstner og børnenes pædagogiske borgmester for en dag. Det kan dog være svært at få børns opmærksomhed i et lokale fyldt med pap, sakse og maling inden for meget kort rækkevidde. Men 3.z’s 21 elever er opmærksomme og ivrige for at deltage i diskussionen.

”Hvad bruger vi gader til?” spørger Carina, og 21 børnehænder ryger fluks i vejret.

”Til at gå rundt i”, ”Til at køre på”, ”Til at kigge på butikker”, er nogle af de mange svar. De diskuterer, hvordan byen opleves ved forskellige hastigheder, når man er til fods, på cykel, i bil eller i bus.

”Når man kører hurtigt, bliver alt omkring en til kruseduller, men når man går rundt, lægger man mærke til flere træer, kirker og statuer,” vurderer en af drengene.

Børnene er enige om, at Øster Voldgade, hvor deres skole ligger, ikke er en særlig rar gade, for der er mange biler og larm - til gengæld er der kort til Østerport Station, Irma og et sted hvor man kan pumpe cykler gratis.

”Men hvad er så en rar gade?” spørger Carina. ”Hvordan kan man forvandle en vej, så den bliver rigtig god?”

Spørgsmålet sætter gang i en eksplosion af forslag, og det er ikke længere den, der har hånden oppe længst, som har ordet.

”Flyvende hunde og biler!,” bliver der råbt fra hjørnet. ”En svømmebane – og så kan bilerne have puder nedenunder, så de bare kan flyde rundt i pool’en!” ”En skibakke lavet ud af flødeskum!” ”En slikby med en gade af chokolade, og hvor det regner med sodavand!” ”FCK Allé! - med fodboldbaner og fodboldbutikker, og når man flytter ind, så får man en gratis bold!”

By i børneøjne I den kommende uge vil der være mange flere børnebyplanlægnings workshops, både på Statens Museum for Kunst og rundt omkring på byens folkeskoler.

Værkstederne er arrangeret af Indre By Lokaludvalg, Statens Museum for Kunst og Københavns Kommunes Børne- og Ungeforvaltning, og børnenes input og idéer skal gerne gi' input til den kommende visionsplan for Indre By.

img_7098.jpg

”Byen er for alle, og derfor skal børn og unge selvfølgelig også være med til at forme den efter deres ønsker og behov. Dette er en unik chance for os til at få et indblik i, hvordan man ser Indre By med et barns øjne,” siger Bent Lohmann, formand for Indre By Lokaludvalg.

Først facade, så en gade

boern.jpg

Tilbage på Statens Museum for Kunst bliver eleverne inddelt i tomandsgrupper og får hver udleveret et stykke pap, som gør det ud for en af gaderne på den såkaldte Drømmerute.

Drømmeruten er en sammenhængende cirkel af gader, som omkranser børnenes lokalområde fra Østerbro Station forbi Nyboder Skole på Østervoldgade, via Sølvgade til Sortedamssøen og tilbage gennem Østre Anlæg rundt om Statens Museum for Kunst.

Når børnene har lavet gadernes bygningsfacader, skal de udfylde de rum, som opstår mellem bygningerne.

fcby.jpg

Udendørs boblebade og flyvende biler Efter et par timers intensivt arbejde med maling, limpistoler og tungen lige i munden, har børnene kreeret hver deres bud på forbedringer af nærmiljøet.

”Biler forurener verden, så de skal bare væk. Vi har lavet en computerby med flyvende biler, en Blockbuster - og en isbutik,” fortæller Jakob og Aleksander, som har lavet et forslag til en digital gade, hvor selv træerne er lavet ud af skærme.

Et andet bud på en drømmegade er Tryllevej, hvor et luksushotel optager hele gaden med en udendørs pool side om side med en kirke, en slikbod og et pandekagehus – og så er der opsat overvågningskameraer, så der bliver trygt at færdes.

dino_zoo.jpg

Længere nede ad drømmeruten ligger Fodbold/Skateboardvej, hvor der er lavet en kunstgræsplæne til helårsfodbold og en høj skateboardrampe til vovehalsene. Og man kan også dyppe tæerne i det udendørs boblebad, som ligger ved siden af kiosken hvor alt er gratis – endda lottokuponerne, hvor man er sikret at vinde mindst to millioner kroner på hver.

sej_by.jpg

”Vi har fundet på vores navn nu! Den skal hedde En Sej By, for der er skyer af candyfloss og paladser af slik – og en fodboldskole!,” siger Fredrik og William, som også har klemt et overdækket fodboldstadion og en sportsbar med fladskærm og pølser i loftet ind på deres lille del af Øster Voldgade.

agent.jpg

Godt nok er de fantasifulde forslag nok ikke just realiserbare, men alligevel mener Københavns Kommune, at det er vigtigt at involvere de små poder, så de lærer, at man kan præge den by, man bor i.

”Det er vigtigt, at børn lærer at tage aktiv del i de demokratiske processer. Disse arrangementer vil forhåbentlig vise de børn og unge, der deltager, at deres stemme er vigtig for det samfund, de lever i, og at demokrati ikke kun handler om, at sætte et kryds hvert fjerde år,” siger Kirsten Hanne Hansen, skolekonsulent i Københavns Kommunes Børne- og Ungeforvaltning.

overblik.jpg

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling