Kilometerlang laserstråle over byens tage som Københavns vintervartegn
Lysfestival: I en hel måned skaber op mod 40 installationer nyt lys i byens mørke.
Når solen går ned i København fredag 2. februar, skyder en grøn laserstråle ud fra tårnet på Nikolaj Kirke og skærer sig gennem vintermørket hele vejen henover byens tage til hjertet af Tivoli.
En 1 km lang, lysende streg på himlen over hovedstaden, der vender tilbage hver eneste aften hele februar – fra mørket sænker sig over byen, frem til midnat og igen i de tidlige, kulsorte morgentimer.
Copenhagen Light Festival 2018
2. februar til 2. marts 2018
Københavns nye lysfestival med lysinstallationer, -events og -aktiviteter i hele byen
Lysoplevelserne er fortrinsvis udendørs og gratis og kan indtages på egen hånd eller på guidede lysture til fods og i kanalbåde
Få overblikket på copenhagenlightfestival.org
Den grønne stråle bliver Københavns midlertidige vartegn i anledning af den allerførste udgave af Copenhagen Light Festival. En månedlang lysfestival, hvor op mod 40 nye små og store lysinstallationer dukker op i gaderne, under broerne og på facaderne i kortere eller længere tid. Især i Indre By og omkring havnen, men med afstikkere rundt omkring i hele byen.
For eksempel svøber Glyptoteket sig i rødt lys under festivalen, og der vil pulse farvet damp ud fra under Børsbroen.
En hvid søjle af lys rejser sig mod nattehimlen fra siloerne på Sandkaj i Nordhavn, så kraftig at den kan ses fra hele København.
En familie af små lysede glober slår sig ned i universitetskanalen i Ørestad. I en ballonskov på Islands Brygge aktiveres to hundrede lysende balloner af dine bevægelser. Og for en aften forvandles Danhostel ved Langebro til et 56 meter højt lærred for en serie laseranimationer insprireret af havnevandet.
Lysterapi på egen eller guidet hånd
Lysinstallationerne er skabt af førende danske og internationale lyskunstnere og placeret i byens rum, så københavnerne bare kan trække den tykke frakke og huen på og gå ud på egen hånd og få sig en velfortjent gang lysterapi midt i den årlige, kollektive vintermørkedepression.
Men oplevelserne kan også absorberes på festivalens guidede lysvandringer og opvarmede havnerundfarter.
Med på holdet har Copenhagen Light Festival flere af byens andre aktører, der i samme periode byder mørket og kulden op til dans. Ikke mindst Tivoli, der for første gang nogensinde holder vinteråbent i februar.
Også Det Kinesiske Kulturcenters Lighten up-initiativ bidrager med de lanterner, der allerede er hængt op på Strøget i anledning af det kinesiske nytår. Og musikfestivalen Frost har igen lysdesign og lyskunst som en integreret del af sine arrangementer, hvilket blandt andet betyder, at den 80 meter lange og lysende port The Wave vender tilbage til molen Ofelia Plads bag Skuespilhuset i hele februar og marts.
Bag Copenhagen Light Festival 2018 står brancheorganisationen Dansk Center for Lys, der arbejder for at udbrede kendskabet til god og energirigtig belysning. Det er også Dansk Center for Lys, der hvert år uddeler Den Danske Lyspris til arkitektur og byrum med ekstraordinært godt lys.
Find hele overblikket over lysfestivallens installationer og events på copenhagenlightfestival.org.