pixel

6 meter høj Grevinde Danner ved Søerne?

Stor forkæmper for kvinderettigheder og tre andre værker er doneret til byen. Politikerne skal sige ja eller nej tak.

Kirsten Justesens Grevinde Danner Statue

Organisationer og ildsjæle vil gerne have fire nye monumenter til at pryde Københavns byrum.

Politikerne i Københavns Borgerrepræsentation skal inden længe tage stilling til, om de alle — eller nogen af dem — skal have lov til at stå i byens gader. 

6 meter Sø-Danner 

I 70'erne var billedkunstner Kirsten Justesen med til at besætte det kvindehus, som Grevinde Danner grundlagde hundrede år tidligere. Det skete i en protest mod et forestående salg af huset.

Huset fik i sidste ende lov at bestå, og nu vil selvsamme Kirsten Justesen forevige grevinden i bronze.

Ud af Københavns 370 monumenter forestiller i dag kun fem af dem navngivne kvinder. Det gælder for eksempel Dronning Caroline Amalie i Kongens Have og skoleleder Natalie Zahle i Ørstedsparken.

Organisationen Danner ønsker, at kvinderettighedsforkæmperen Grevinde Danner, som organisationen har taget navn efter, slutter sig til den lille forsamling — i bronze og i hele seks meters højde, omsluttet af en træbænk, hvorpå man kan placere sin krop.

I 1873 oprettede Grevinde Danner en fond for 'Trængende Fruentimmere' og opførte kvindehuset i Nansensgade til dem.

24 år forinden spillede hun også en rolle i at få Kong Frederik VII's — hendes mands — underskrift på grundloven. Det symboliserer det stykke papir, som statuen holder i højre hånd.

Hvis byen takker ja, vil statuen komme til at stå tæt på sit Dannerhus. Fra sit hjørne ved Sankt Jørgens Sø vil grevinden holde øje med det kvindehus, hun skabte — og selv skabe opmærksomhed på voldsudsatte kvinder og børn.

10 meter bronze på Amager

Endnu et stærkt trafikeret hjørne i byen kan også få et bronzeværk: Billedkunstner Sophia Kalkaus 'Portal til Amager':

Den 10 meter høje — og lidt over 2 meter brede — skulptur er foreslået placeret på Christmas Møllers Plads i chausséstenene foran en Netto på hjørnet af Vermlandsgade og Amagerbrogade.

'Portal til Amager' er doneret af Ny Carlsbergfondet, som de sidste par år har samarbejdet med Københavns Kommune om udsmykning af netop Amagerbrogade.

Bronzeskulpturen starter og slutter med halve ellipser, der omgiver to hele, og er symmetrisk både horisontalt og vertikalt. Ved siden af den skyder tre runde stenbaser med figurer op af jorden med lidt forskudt højde.

I beskrivelsen af bronze-statuen fremhæver kunstneren placeringen: At den skal stå ovenpå et underjordisk netværk af kabler, rør og ledninger.

Tæt på den svæver den forgyldte kugle på Frelser Kirke og det pyramideformede klokketårn på Kong Haakons Kirke.

Skulpturens geometriske former skal ifølge kunsteren sende tankerne imod begge dele.

Netop associationer til andre genstande har allerede nu sat gang i en debat om denne donation.

Et medlem af Borgerrepræsentationen — Rune Dybvad Simonsen (S) — ser nemlig hverken underjordiske kabler eller kirketage, men var derimod hurtig til at sammenligne værket med voksent legetøj på en semi-subtil måde på Twitter.

Andre i kommentar-feltet var mere direkte i koblingen mellem en specifik form for sexlegetøj og Amagers øgenavn.

(Bemærk at behandlingen af kunstværkerne er blevet udskudt til et senere tidspunkt).

 

 

 

Kunstkritiker Matthias Borello skriver dog i Politiken, at han præcis får associationer til underjordiske vandledninger, der kommer op af jorden.

 

Georg Stages anker

Et tredje monument vil måske slutte sig til byen på kajkanten ved Christianshavns Kanal.

Her er dog ikke tale om et resultat af en kunstners visioner, men om en gammel brugsgenstand fra Skoleskibet Georg Stage: Skibets gamle anker.

Ankeret har siden 1985 tilhørt 'Prinsesse Maries Hjem' og har tidligere været placeret i bygningens gård. Men efter en renovering har det været gemt væk på grund pladsmangel.

Nu ønsker Sømandshjemmet, at ankeret i stedet bliver opstillet udenfor hjemmet for at synliggøre både hjemmet og Christianshavns fortid som base for søfarten omkring København.

På hjørnet ved Christianshavns Kanal og Overgaden Neden Vandet vil ankeret i givet fald komme til at ligge tæt på Christianshavns Metrostation, Christiania og Udenrigsministeriet.

Lysværk i Sydhavnen

Det sidste monument — 'Velkommen til det konstruerede, det romantiske og oversete' — er hverken af bronze eller jern, men en lysinstallation af den visuelle kunstner Sonja Lillebæk Christensen.

Hun er Sydhavn-lokal, medstifter af udstillingsstedet Sydhavn Station og har skabt tre øer af lys til undersiden af jernbanebroen ved selvsamme station.

På betonen skal LED-skærme vise billeder og tekst i bevægelse inspireret af stationens omgivelser.

Den første skærm, man vil møde, når man træder ud af stationen, er 4 gange 1 meter stor og viser et by-logo og rød tekst, der gentager en række ytringer, kunstneren har overhørt i området.  

Anden LED-skærm er placeret på undersiden af togbroen som et virtuelt udkig gennem betonen til togspor og himmel.

Den 4 gange 4 meter store skærm er placeret over de gående på det mørkeste sted under broen for at gøre det til et mindre utrygt sted — a la kunstforsøget på Sjælør og Vigerslev Allé Station.

Det sidste videoværk bevæger sig fra togbroens underside og ned på muren der bærer den. Her vil optagelser fra postnummer 2450 trække omgivelserne ind under broen.

I byen inden for tre år

Om Statuen af Grevinde Danner, ankeret fra Georg Stage, 'Portal til Amager' og Lysinstallationen bliver nye gæster i byens rum, er nu op til Borgerrepræsentationen.

I første omgang skal de forbi Teknik- og Miljøudvalget, der vil behandle sagen på et snarligt møde. 

Hvis politikerne ender med at takke ja, forventes monumenterne at stå ude blandt os inden udgangen af 2023.

Magasinet KBH følger sagen.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling