Tarzan-træf på bryggergrunden
Fotoserie: Klatreskoven på Carlsberg er groet til en fast attraktion i tredobbelt størrelse.
Klatreskoven på Carlsberg
Åben hver weekend klokken 10-17.
Tre timers klatring koster 50 kr. på børnebane, 90 kr. for børn op til 15 år, og 130 kr. for voksne.
Klatresele, sikkerhedskarabiner og hjelm er obligatorisk udstyr, der indgår i prisen.
Din indre Tarzan vil slippes løs på Carlsberg! Mellem træerne ved Boble Plads er Klatreskoven nemlig vendt tilbage efter sit korte, men populære visit i efterårsferien. Nu tre gange så stor og med planer om at blive stående hele sommeren.
Bliver temperaturerne omkring Valby Bakke for kølige til junglefantasier, så overvej en hemmelig identitet som den urbane superhelt Spiderman. For med Carlsbergs røde produktionsbygninger som baggrundskulisse, og en udrangeret bil hængt op i wirer højt oppe i trækronerne, må der være tale om noget nær den ultimative setting for en edderkop-helt.
Tre forskellige baner står klar med hver sin sværhedsgrad, så der er udfordringer for både børn og voksne. Udover klatrebanerne er der også vokset et udspringstårn, en rapellevæg og en 35 meter lang svævebane op i Klatreskoven.
Uanset vejret er klatring en aktivitet, der ikke bare er sjov, men også giver god motion og mulighed for at træne både balance- og koordinationsevne. Af selv samme årsager er forhindringsbaner som Klatreskoven derfor blevet et populært udflugtsmål rundt om i Europa. Her hjemme er det klatrebaneinstruktør Søren Banke som tilbage i 2010 tog initiativet til at starte Klatreskoven op.
Anbefalede action-soundtracks at varme op på: Spiderman (2002) eller Åh Abe! (1993).