pixel

Bycykler i ny krise — samler støv i ladestanderne

De hvide bycyklers fremtid er usikker, efter at en bølge af hærværk efterfulgt af coronakrisen har medført op mod 90% nedgang i brugen.

bycyklen

Det er ikke første gang, at de hvide bycykler har været i krise. Men måske er det sidste gang.

Brugen af bycyklerne er dykket voldsomt i de to første kvartaler af 2020 i forhold til samme periode i 2019 — helt op til 86,9 procent.

I juni 2019 blev der for eksempel kørt lidt mere end 90.000 ture på de hvide bycykler. I juni i år var antallet af ture helt nede på 14.506.

Tallene fremgår af et svar til det konservative medlem af Københavns Borgerrepræsentation Jakob Næsager, der har bedt om en status på bycyklens drift.

Ifølge svaret vurderer By- og Pendlercykel Fonden, der står for driften af Bycyklen, at to begivenheder ligger til grund for nedgangen i antallet af ture.

I anden halvdel af 2019 blev bycyklerne udsat for en bølge af hærværk, som ifølge Jyllands-Posten medførte, at der en overgang kun var 300 af de godt 1.860 bycykler i drift. 

Ifølge By- og Pendlercykel Fonden blev cykelflåden reduceret med 550 cykler på grund af hærværket, der betød at mange faste bycykelbrugere måtte finde alternative transportformer. 

Dernæst skyllede coronaepidemien ind over landet, og bycyklerne blev ligesom resten af den kollektive trafik ramt af en voldsomt dalende efterspørgsel.

På grund af hærværket havde By- og Pendlercykel Fonden budgetteret med en meget lavere omsætning i første halvår af 2020 i forhold til året før, men ifølge svaret til Jakob Næsager blev dette lavere omsætningsmål ikke nået. 

Problemer på stribe

Om nedgangen er så grel, at bycyklens fremtid står på spil, er endnu uvist. By- og Pendlercykel Fondens endelige årsrapport, som vil blive offentliggjort inden månedens udgang, vil formentlig give svaret.

DSB samt København, Frederiksberg og Rødovre kommuner har tilsammen afsat knap 96 millioner kroner over otte år i driftstilskud til bycyklen. I skrivende stund har Københavns Kommune betalt 35 af 40 afsatte millioner.

Bycyklen har gennem en stor del af sin levetid været plaget af problemer.

Før de hvide cykler kom på gaden, blev Københavns Kommune kritiseret for at have valgt en for dyr løsning, og senere var leveringen af den store cykelflåde stærkt forsinket.

I 2017 gik GoBike, firmaet bag Bycyklen, konkurs, og de hvide cykler blev reddet på stregen ved at By- og Pendlercykel Fonden overtog driften. 

Året efter blev bycyklerne først udsat for den bølge af hærværk, der satte op mod halvdelen af cyklerne ud af drift, og derefter blev Bycyklens IT-system lagt ned af et hackerangreb.

Og nu er vi så i gang med et nyt kapitel i Bycyklens lange lidelseshistorie. Bliver det mon det sidste — eller bliver den endnu engang reddet i sidste øjeblik?

 

 

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

Med 450 elektriske Renault'er på gaden er endnu en bybilsordning kommet til København (øjensynlig altid klar på en frisk parkering).

relaterede
visioner

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling