Børnebyen i Prinsessegade er modelleret efter de voksnes København

Ét hus er hullet som en ost, et andet sortblankt og spidst, et tredje ligner en container, og et fjerde er pakket ind i trælameller.

Vi er i Børnebyen Christianshavn, Danmarks største daginstitution med over 700 børn i vuggestue-, børnehave-, fritidshjems- og fritidsklubalderen, som er flyttet ind i byen i etaper i løbet af de sidste to år.

Børnebyen er opført af Københavns Kommune for 117 mio. kroner og dækker næsten 11.000 kvadratmeter, som ligger på en trekantet grund med Prinsessegade ved Café Høvlen på den ene side, Christianias Grå Hal på den anden side og kanalen over mod Arsenaløen på den tredje.

Så for at undgå at den store institution skulle blive en ”pasningsfabrik,” har arkitekterne fra Cobe og Nord Architects fundet på at udforme den som en varieret by i børneskala med forskellige kvarterer – og med både rådhus og brandstation.

Børnenes eget Minikøbenhavn

Der er også et par almindelige murstenshuse i den lille by. I baggrunden stikker Vor Frelser Kirkes tårn op og får børnebyen til at se ud som en naturlig del af voksenbyens skyline. Og det er netop meningen, for inspirationen er selve København.

»Vi har prøvet at lave en parallel by til København med de almindelige kvarterer, hvor man ikke lægger så meget mærke til de enkelte bygninger, og så de særlige bygninger, der skiller sig ud, som for eksempel brandstationen og rådhuset. Vi har også prøvet at få københavnertemaet med i udearealerne i Børnebyen, hvor vi har gadelamperne, som vi kender dem fra gaderne i København, designet af stadsarkitektens tegnestue for mange år siden,« siger Rune Boserup, projektchef hos Cobe.

Brandstationen er egentlig et rødt skur til mooncars med en legeplatform og rutsjebane ovenpå. Stadionet er en lille kunstgræsbane med bander rundt om, og den spejlklædte bygning hedder Biblioteket. Rådhuset er hele institutionens fællesrum til fester og events.

»På Rådhuset kan børnene selv begynde at lave deres egne policies. Det er idéen om børnemagt fra de gamle dage på Christiania, der kan realiseres her,« fortæller Morten Gregersen, Partner i Nord Architects.

En gylden byport

Selve daginstitutionen er delt op i tre hovedbygninger i to etager, der igen er opdelt i fløje med tagterrasser. I alt er der plads til 17 småbørnsgrupper på 0 til 5 år samt 15 fritidsgrupper for skolebørn.

Begge arkitekter er enige om, at guldburet ud mod Prinsessegade er noget af det bedste ved Børnebyen.

Her kan ungerne spille bold højt hævet over vejens trafik. Plexiglas på alle fire sider holder vinden ude og lyden inde i boldburet, som blev samlet for enden af gaden og løftet op med kran. Og det var al besværet værd at få det op i højden:

»For det første er det megafedt. Og for det andet var der ikke plads nok til, at de kunne have banen nede på terræn. Boldburet kommer til at danne en slags byport ind til børnebyen, og så betyder det også, at børnene ikke bliver gemt væk; de bliver præsente i bybilledet,« siger Rune Boserup.

Fregatter med hjerterum

Hovedindgangen til småbørnsinstitutionen er gennem et drivhus. Tager man blå futter på og går videre ind i næste bygning, dufter der af nybagt brød og andet godt fra køkkenet.

Inde på stuerne har børn og voksne sat deres præg på rummene og hængt diskokugler og børnekunst op i loftet ganske uden ærefrygt for arkitekternes intentioner.

Fordi det er et gammelt flådeområde, hedder stuerne sådan noget som Fregatterne, Dampskibene, Supertankerne, Jollerne og Isbryderne, fortæller Rune Boserup fra Cobe.

»Jeg har fundet en orm,« lyder en klar, lys pigestemme fra første sal, som man kan se op til fra Hjerterummet – et fællesrum i midten, som alle stuerne ligger ud til.

»Hjerterummet forbinder børnehaven på første sal og vuggestuen, som ligger i bunden, fordi de små ikke er så mobile. Så hvis de skal ud på legepladsen, skal de ikke slæbes op og ned ad trapperne. Men alle stuer har direkte udgang til friareal. På første etage kan de gå ud på tagterrassen,« siger Morten Gregersen fra Nord Architects.

Kunstgræs til numsen

En pædagog på stuen stopper op og fortæller:

»Det har været ret vildt at være her. Det var helt euforisk i starten, og så kom de der ting, der ikke helt fungerede alligevel, og som er lidt arkitekt-fancy. Legepladsen så jo for eksempel rigtigt fin ud med seks legehuse, men der var ikke en gynge, ikke en rutsjebane. Sådan nogle ting. Men vi har et megalækkert hus nu og nogle megagode omgivelser med nærmest alle muligheder inden for husets rammer: eget bibliotek, egen gymnastiksal, et drivhus,« siger hun.

Personalet lægger hele tiden mærke til, hvordan børnene leger, og har hjulpet arkitekterne med at justere. I dag er der både rutsjebane, babygynge og balanceinstallationer på legearealerne – og mindre sand.

»Der var tidligere sand og grus tæt på vuggestuen, som vi har udskiftet med kunstgræs. Så kan man sidde på numsen uden at blive sandet til,« fortæller Rune Boserup. Udearealerne er også opdelt i forskellige zoner mellem de forskellige alderstrin:

»Der er en graduering, så de kan søge længere væk og blive mere selvstændige, når de bliver ældre,« forklarer Rune Boserup, mens Magasinet KBH er godt på vej til at forlade bygningen iklædt blå futter.

»Det er en klassiker, at man når halvvejs hen på arbejde med futterne på,« nikker Rune.

Nytænkning og optimering

Der kommer flere og flere små københavnere, og den nye, kæmpestore daginstitution skal hjælpe med at holde ventelisterne i skak. De fleste børn i Børnebyen kommer fra Christianshavn, og der er særligt mange fra boligområdet Margretheholmen, som måske kan betegnes som den egentlige børnefabrik.

»Der er en generel tendens i København til, at flere børnefamilier vælger at blive inde i byen i forhold til tidligere. Det har skabt en udfordring for kommunen med at have daginstitutioner nok. Der er jo kun en vis mængde grunde til rådighed i Indre By, så det er vigtigt, at man udnytter dem bedst muligt,« siger Morten Gregersen.

Det har heller ikke været helt nemt at nytænke daginstitutionen på den begrænsede plads.

»En daginstitution er som udgangspunkt en maskine, og der skal være nogle meget klare arbejdsgange. Liggehallerne, altså de uopvarmede rum, hvor børnene sover til middag, skal for eksempel ligge i nær relation til stuerne, så de ikke skal gå for langt med trætte børn,« siger Rune Boserup og fortsætter:

»Byggeteknisk er det også mange detaljer, der skal løses med jeg ved ikke hvor mange forskellige facader, der mødes på alle mulige forskellige måder.«

Det har alt sammen taget tid. Faktisk har det taget så lang tid siden de første tegninger, at Rune Boserup har nået at få to børn inden indvielsen – begge går i dag i Børnebyen.

Ikke en statisk by

I dag – godt to år efter de første børn flyttede ind – er Børnebyen fuldt befolket og har fundet sin egen rytme.

»Det er fedt at se, hvordan institutionen er blevet en del af gadebilledet og hverdagslivet, både børnenes og de voksnes. Børnebyen er blevet et samlingssted, hvor mange fra lokalsamfundet møder hinanden dagligt,« siger Rune Boserup.

Han mener, det er lykkedes at undgå følelsen af pasningsfabrik, blandt andet ved at der ikke er én stor port, som alle 700 børn følges ind ad om morgenen, men mange små indgange, som gør, at børn og forældre får et tilhørsforhold til en bestemt del af komplekset, når der hentes og bringes. Samtidig har man også kunnet mærke fordelene ved størrelsen:

»Fordi det er en stor institution, kan man have mange slags særlige rum. For eksempel er der den store sal, som vi kalder Rådhuset, som både børnehave, vuggestue og fritidshjem har glæde af. Og der er produktionskøkkenet, som de nogle gange bruger til pædagogisk køkken, hvor børnene arbejder sammen med køkkenpersonalet eller laver halskæder af gulerodsskiver,« siger Rune Boserup.

De mange og varierede rum gør også byen fleksibel over for ændrede behov. Den ene fritidshjemsbygning har for eksempel fungeret midlertidigt som indskoling for 0.-klasserne i ca. to år, mens Christianshavns Skole har været under ombygning.

Byen i børnestørrelse har dermed fået sit eget, sommetider uforudsigelige, liv. Biblioteket indeholder for eksempel ikke biblioteket, som man har valgt at lægge i en anden bygning.

»Ligesom en by ændrer sig hele tiden, hvor en brandstation kan blive til en kontorbygning, kommer tingene også til at ændre sig her,« siger Morten Gregersen.