Big Macs på Kgs. Nytorv
Den står for fald, den klassiske distinktion mellem fornemme Kongens Nytorv og folkelige Rådhuspladsen, i hver deres tilsvarende fornemme og folkelige ende af Strøget.
McDonalds vil inden året udløber åbne familierestaurant i de traditionsrige lokaler på Kongens Nytorv 17, der har Magasin som umiddelbar nabo og Det Kongelige Teater som genbo.
Her har der ligget stilfulde afarter af konditori, restaurant og natklub siden 1792, især berømt under navnet A Porta. Men de seneste år har der mest været lukket.
Burger-kæden lover, at Happy Meals og pomfritsauce vil blive langet over disken i en indretning med respekt for historien og omgivelserne.
Bare tanken om "Den Gyldne Måge" på Kongens Nytorv har dog fået Facebook-folket til at fare i flint, og den højrystede protest-gruppe 'FANME NEJ TIL MCDONALDS PÅ KGS. NYTORV!!!' passerede 5.000-medlemmers mærket på under et døgn. Flere har dog øjensynligt meldt sig i koret, fordi de hellere vil have en Burger King på adressen.
Der findes i skrivende stund endnu ingen protestgrupper mod stripklubben Beverly Hills på Kongens Nytorv 19 eller kaffebarskæden Baresso på Kongens Nytorv 24.