Efter 16 år: Skøjtebanen om Krinsen tilbage på Kgs. Nytorv
Efter en lang pause vil man fra november igen kunne stå på skøjter omkring Krinsen på Kongens Nytorv — og opleve et mere lokalt julemarked.
En hel generation af københavnske børn vil i år for første gang kunne stifte bekendtskab med en tidligere højt skattet københavnertradition.
Den store, cirkulære skøjtebane rundt om Krinsen på Kongens Nytorv vender nemlig tilbage efter 16 års fravær.
Samtidig bliver det julemarked, der de seneste år har været opstillet på en del af Kongens Nytorv, udskiftet med et mere beskedent et af slagsen med større lokal forankring.
Det var oprindelig byggeriet af metrolinjerne M3 og M4 og deres tilhørende stationer, der tilbage i 2009 satte en stopper for skøjtebanen på torvet. På det tidspunkt var det ellers blevet en årligt tilbagevendende tradition, der havde stået på siden slutningen af 90’erne.
Men selv efter at de grønne metrohegn i 2019 var blevet pillet ned, og Kongens Nytorv var genetableret i sin fulde pragt, vendte skøjtebanen ikke tilbage.
Overpriced bratwurst og fudge
Egentlig var det Københavns Kommune, der stod for driften af skøjtebanen indtil 2008, hvor den blev opstillet for sidste gang. Den gamle bane var imidlertid slidt op, og da der skulle findes penge til en ny, prioriterede politikerne i stedet at få etableret en skøjtebane på Genforeningspladsen i Nordvest.
Som afløser var det et af de siden så forkætrede julemarkeder, der i de følgende år rykkede ind på Kongens Nytorv, når julen nærmede sig — til stor fortrydelse for en hel del borgere og politikere.
Ligeså sikkert som at adskillige københavnske pladser hvert år op til jul bliver bebygget med små brune alpehytter, ligeså sikker er den årligt tilbagevendende debat om dem. Især ser mange markederne som discountagtige, dominerende og åbenlyst afkoblet fra dansk julekultur.
Det er vejmyndigheden i Københavns Kommune, der godkender ansøgninger til at arrangere julemarkeder på byens torve og pladser. Ansøgningerne må alene blive vurderet ud fra saglige og praktiske forhold som 'sikkerhed' og 'fremkommelighed'.
Forvaltningen kan altså ikke afvise et julemarkedsarrangement, fordi det ‘discountagtigt’ eller ikke er tilstrækkeligt lokalt forankret.
Sidste jul tog tre af Københavns borgmestre derfor grødskeen i den anden hånd og inviterede erhvervsliv og kulturinstitutioner til en workshop om, hvordan man fik gjort op med “metervarejulemarkederne”, som Københavns teknik- og miljøborgmester, Line Barfod (EL), kaldte dem ved den lejlighed.
»De københavnske julemarkeder er alt for generiske og fyldt med overpriced bratwurst og fudge,« lød det i samme forbindelse fra kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (R), mens den tredje initiativtager, Venstres beskæftigelses- og integrationsminister Jens-Kristian Lütken, kaldte de eksisterende markeder “turistede og tarvelige”.
Nogle dage senere gik socialdemokraterne Mette Reissmann og Anders Kronborg dog i rette med de tre borgmestre i et debatindlæg i Berlingske. Her kaldte de initiativet for “smagsdommeri” og “rendyrket snobberi” — og argumenterede for, at julemarkederne tiltrækker turister og er gode for erhvervslivet.
Uenigheden til trods, tyder det dog på, at de tre “snobbede” borgmestres idéer har slået rod.
Mere beskedent, mindre kommercielt
Da politikerne for nylig skulle vælge mellem to private aktører, der begge ville arrangere julemarkeder på Kongens Nytorv, faldt valget i hvert fald på ansøgeren med det mest beskedne, og mindst kommercielle, oplæg.
Det er KCC, som er interesseorganisation for handels- og kulturlivet i Indre By, der står bag det vindende forslag til det kommende julemarked på Kongens Nytorv.
Organisationen opstillede sidste jul i en kort periode en lille Chanel-sponsoreret skøjtebane på Kongens Nytorv, men i år agter man altså at genstarte traditionen med en 1.300 kvadratmeter stor cirkelbane rundt om rytterstatuen.
Til forskel fra tidligere vil man dog nu skulle betale for at bruge skøjtebanen. Prisen bliver 35-50 kroner for halvanden time — alt efter om man selv medbringer skøjter.
Udover skøjtebanen og de dertilhørende boder vil KCC opstille et minijulemarked med 10-12 boder i torvets sydlige ende over mod Det Kongelige Teater. Her skal det først og fremmest være lokale restauratører, kunsthåndværkere eller lignende, der får stadeplads.
I torvets vestlige ende reserveres der plads til en gratis kunstudstilling.
Hidtidig arrangør vraget
Den vragede arrangør var virksomheden Art & Artist Agency, der har stået bag julemarkederne på torvet siden 2015 — og som også har arrangeret det meget lignende julemarked på Højbro Plads.
Også denne arrangør ville bringe skøjtebanen om Krinsen tilbage — og derudover inddrage hele Kongens Nytorv i markedet med omkring 40 boder med mad og varer. Her var der desuden lagt op til, at brug af skøjtebanen skulle være gratis, hvis man havde sine egne skøjter med.
Embedsværket på rådhuset vurderede dog, at KCC’s forslag harmonerer bedst med omgivelserne og sikrer, at Kongens Nytorv fortsat er åben og tilgængelig for alle. Der blev også lagt vægt på samarbejdet med lokale producenter og planerne om et område til en gratis kunstudstilling.
Og et flertal af politikerne var enige i dén vurdering. Kun De Konservative ville hellere give tilladelsen til Art & Artist Agency, da der her ville være gratis benyttelse af skøjtebanen og til juleboder, der havde åbent hele ugen og ikke kun i weekenden.
KCC har indtil videre fået tilladelse til at arrangere julemarked på Kongens Nytorv de kommende tre år.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
kommentarer