BIG "opfordrer" Magasinet KBH til at fjerne aprilsnar
Aprilsnar er nu fjernet efter henvendelse fra arkitektfirma.
Den 1. april bragte Magasinet KBH en aprilsnar i hvilken det stod skrevet, at arkitektfirmaet BIG ville rive deres egen kreation — Kaktustårnene — ned, fordi de fandt byggeriet "for grimt" efter at have set det opført.
Artiklen indeholdt blandt andet et spoof interview med BIGs direktør, Sheela Maini Søgaard.
Magasinet KBH har tidligere benyttet sig af denne type "interview" i satiriske indslag bragt den 1. april.
BIG har dog siden henvendt sig til redaktionen og angiver, at "artiklen er [...]egnet til at underminere BIGs professionelle integritet og anseelse."
BIG "opfordrer" Magasinet KBH til at fjerne artiklen og desuden at gøre sine læsere opmærksom på, at der har været tale om en aprilsnar.
I modsat fald ser man sig nødsaget til at overlade sagen til sin advokat, skriver BIG til Magasinet KBH.
Desuden angiver BIG, at aprilsnaren bringes "som led i en længere serie af ikke-satiriske artikler, der kritiserer BIGs æstetik" og at når aprilsnaren ses i den kontekst, kan det blive "svært for læseren at skelne aprilsnarren fra jeres øvrige kritiske artikler om BIG, hvilket er skærpende i vurderingen af artiklens egnethed til at sprede misinformation."
Det er ikke et billede, som redaktionen kan genkende, men Magasinet KBH har valgt at følge BIGs opfordring og gør hermed opmærksom på, at artiklen bragt den 1. april var en satirisk aprilsnar og ikke en omtale af faktiske forhold.
Kaktustårnene står med andre ord ikke over for en nedrivning iværksat af BIG selv.
Nå, da da. Der var nok nogen, der blev mobset dér. Det var dog en ualmindelig ømskindet reaktion fra BIG. Måske fordi de synes, "artiklen er [...]egnet til at underminere BIGs professionelle integritet og anseelse." Og videre:
"BIG "opfordrer" Magasinet KBH til at fjerne artiklen og desuden at gøre sine læsere opmærksom på, at der har været tale om en aprilsnar." For en sikkerheds skyld må man tro. Har de virkelig ikke større tiltro til egne evner og produkter end at en aprilsnar kan intet mindre end undergrave dem!
Nu er satire jo nærmest pr. definition ikke "misinformation" og der findes talrige domme, der lader humor have vide rammer. Det ville sådan set ikke have misklædt BIG om de havde svaret ligeså humoristisk her og have ladet det være ved dét. Men stor ros til Magasinet København for ikke at gide at gå ind i dét slagsmål. Blot håber jeg ikke det får konsekvenser for jeres fremtidige dækning af BIGs bling-bling flakon-arkitektur.Mest trist i denne historie (og flere andre) er, at humor ikke længere er sjovt. Inkl. den skarpe humor. Fornærmethed og krænkelsesparathed er desværre blevet styrende.
I dette tilfælde en dansk virksomhed, BIG, som skuffer fælt med manglende humor og selvironi. Man kan også bruge denne 1. aprilsnar til lidt selvrangsagelse, så det er måske et BIG issue til næste teambuilding?