Oprørsleder vil gøre 'god arkitektur' til en folkesag

Selv uddeler protestforeningen lussinger.

Sidste uge udgav foreningen en 'hit-liste' over de grimmeste nybyggerier fra de sidste fem år i Danmark — og den revser gerne arkitekter, bygherrer og forvaltninger, der er ud af trit med 'folket'.

Selvom de skyder med skarpt, ønsker Arkitekturoprøret dog at bygge bro mellem fagfolkene og de lægmænd, som foreningen hævder at repræsentere. Missionen er, at 'god arkitektur' bliver en folkesag — på lige fod med miljøsagen, hvor fagfolk og almindelige borgere er mere forenede i at beskytte naturen.

»Det handler om to ting — først og fremmest skal vi passe på de historiske bymiljøer, og så skal man lave nye bymiljøer, som mennesker har lyst til at opholde sig i. Jeg tror, at forståelsen snart slår igennem. Så hvis vi kan gøre det her til en folkesag, vil jeg være rigtig glad,« siger Jep Loft.

Formanden mener, at alle har samme interesse i at skabe levende og attraktive bymiljøer. Spørgsmålet er bare, hvordan de ser ud i virkeligheden, og hvorvidt arkitekter og 'lægmænd' kan blive enige.

Vi har spurgt Jep Loft, hvad han mener der skal til, og hvilke bymiljøer i København, han synes fungerer godt.

Fagfolk burde mene det samme som os

Kritikken er kras. Men når Arkitekturoprøret udskammer nybyggerier, de ikke kan lide, er det ikke for at hænge nogen ud. Det er for at råbe arkitekter, planlæggere, skribenter, bygherrer, forvaltninger og politikere op — de seks grupper, som i følge Jep Loft har fejlet, når det handler om at skabe gode byrum for mennesker.

I miljøsagen samarbejder fagfolk og 'lægmænd'. Hvordan tænker du, at man kan gøre 'god arkitektur' til en folkesag?

»I miljøsagen er mange enige om, at landbruget er den fælles fjende. Sådan én har vi jo ikke. Der er ikke nogen interessekonflikt. Bygherrer og arkitekter burde mene det samme som os. Vi vil gerne have gode byrum. Vi bygger ikke bare for, at folk kan få et bad, en balkon og et soveværelse. Vi bygger også for, at der skal være rart nede på gaden,« siger han.

Jep Loft mener, at bygningerne simpelthen får en højere økonomisk værdi, hvis de bidrager til et bymiljø, der er attraktivt at opholde sig i. Det vil også give bygherren et bedre image.

Og så skal arkitekterne lægge ambitionen om at skabe et kunstværk fra sig, mens politikere skal stille krav om, at ny arkitektur respekterer kulturarven, som forvaltningerne så skal eksekvere.

Arkitekter er kun én af de seks grupper, som Arkitekturoprøret konfronterer i sin kritik. Men det er arkitekterne, der tegner stregerne og omsætter bygherrens visioner til beton, glas, stål, træ og mursten.

Skal 'god arkitektur' blive en folkesag, må man have arkitekterne om bord, og Jep Loft ønsker at samarbejde med dem.

Institutioner som Dansk Arkitektur Center og Arkitektforeningen er positive overfor Arkitekturoprøret og har inviteret Jep Loft indenfor til debatter, men spørgsmålet er, om man kan blive enige om midler og mål.

Arkitektforeningen har mange år arbejdet for, at kommunerne laver en arkitekturpolitik. Kan dét være en løsning?

»Københavns Kommune har allerede en arkitekturpolitik, hvor der står, at man skal bygge i overensstemmelse med stedets ånd. Den er egentlig god nok, men den bliver ikke forvaltet, som vi gerne så det — nænsomt, hensynsfuldt, og konservativt, selvfølgelig, når vi taler om Indre By,« siger Jep Loft.

Som en del af Indre Bys lokaludvalg arbejder han for at omsætte arkitekturpolitikken i bevarende lokalplaner for bydelen, så man undgår et nyt Gutenberghus — Forlaget Egmonts domicil med glasbroen i Vognmagergade — som han mener ødelægger bymiljøet. Men han oplever ikke, at forvaltningen tager forslaget alvorligt.

»De bliver ved med at komme med det sædvanlige lirumlarum om, at man godt kan vedkende sig sin egen tid, hvis man går i dialog med stedet og ind i et spændingsfelt — og så godkender de Østerport II,« siger han.

Det er her, den egentlige konflikt ligger. På papiret kan 'folket' — hvis det er i form af Jep Loft — og fagfolkene måske godt blive enige om, hvad der er 'god arkitektur', men når teksten skal fortolkes, kan det godt blive svært.

Både Nationalbanken og Overformynderiet på Holmens Kanal er for eksempel bygninger, han gerne havde været foruden. I mange fagfolks optik er de begge dog af høj arkitektonisk kvalitet.

Stedets ånd er nøglen 

Det er de historiske bykerner, og særligt Indre Bys historiske arkitektur, som er Jep Lofts hjertesag. Bydelen har utallige eksempler på ny arkitektur, der ikke falder i hans smag, og BLOX er hovedsynder.

Bygningen er ligesom Østerport II også blevet kritiseret af arkitekter — dog ikke ligeså entydigt. Men én ting er at finde eksempler på det, der ikke fungerer. Det bliver sværere at finde eksempler på det, der gør.

Kan du komme med nogle eksempler på gode byrum, hvor der også er ny arkitektur?

»Det er jo det, jeg ikke kan, men jeg kan godt fortælle hvordan, jeg vil gøre det,« siger Jep Loft

Han ønsker, at arkitekturen tager afsæt i stedets ånd. Man skal faktisk helst ikke kunne se, at det er et nyt byggeri — nyere bygninger i Indre By bør gå i ét med det historiske tapet.

For mange arkitekter der arbejder med begrebet, er det kutyme, at man oversætter 'stedets ånd' i ny arkitektur. Det ses ikke som god stil at direkte kopiere fortidens byggeskik.

Derfor kan det godt virke som en utopi, at Arkitekturoprøret og arkitektstanden kan finde fælles fodslag, i hvert fald i de historiske bymiljøer.

Står det til Jep Loft kan bygherrer og arkitekter fint bygge ny arkitektur i nyere bykvarterer. Han foretrækker, at det er i karréer af samme størrelse som i Indre By og på brokvarterne og ser gerne, at man bygger i forlængelse af dansk byggetradition, "som den udviklede sig i århundreder — indtil modernismen smed det hele ud med badevandet."

Det er også vigtigt, at tænke torve og pladser ind i byplanen fra start. Af nyere byplaner synes Jep Loft, at Vejlands Kvarter på Amager Fælled er et godt eksempel.

»Der er tre centre, og vejene er ikke lige. Det er den første byplan, jeg har set, hvor man opgiver at lave et grid. Det er et lille forsøg på at lave en byplan, der er menneskelig. Lidt organisk,« forklarer han.

Han mener, at de store byggerier, som han kalder 'legoklodser', punkthuse og et lige gadenet genererer slumkvarterer og dødssyge uderum, hvor der ikke er noget at lave.

Men det er ikke fordi, arkitekturen ikke må være anderledes eller moderne. For eksempel er det tommelfinger op til skibakken på Amager, mens Mærsk Tårnet får ordene ”et pænt hus” med på vejen. Mest glæder han sig over, at højhuset ikke ligger i middelalderbyen.

'God arkitektur' — hvad er det?

Som et forsøg på at finde en fællesnævner mellem Jep Lofts og arkitektstandens opfattelse af, hvad der er 'god arkitektur', flyver vi over en række nyere bygninger og byrum i København, der har vundet faglig anerkendelse.

Han finder den gode vilje frem og medgiver, at der er skabt indtil flere acceptable byrum i de senere år.

»Krøyers Plads er blevet en succes. Jeg er rigtig glad for, at vi har fået murstenshuse i stedet for de glastårne, der først var tegnet. Det fungerer jo. Igen — det er nogle skæve vinkler og huse, der råber 'Her kommer jeg, se nu mig! Jeg er trekantet.' Vi er på Christianshavn, og behøvede man det? Men det kunne have været meget værre,« siger han.

Havneparken på Islands Brygge får også rosende ord med på vejen — både fordi de historiske huse skaber en flot væg ud til havnen, og fordi Havneparken bliver brugt. Tilbage i 1990'erne deltog bryggeboerne også aktivt i planlægningen af parken for at beholde adgangen til vandet.

Omdannelsen af kajen er én af de største successer i Københavns nyere byudvikling. Særligt var havnebadet og muligheden for at bade i havnen med til at tiltrække international opmærksomhed om København, som toneangivende magasiner har kåret som verdens mest 'liveable' storby. Igen og igen.

På den anden side af vandet ligger Kalvebod Brygge. Det er omvendt eksemplet på, hvad man ikke skal gøre i byplanlægning, hvis man ønsker liv mellem husene, mener Loft.

Men bag domicilerne ud til kajen ligger SEB Banken, der har fået et nyt, og rost, byrum.

»Det er også en kamp, jeg ikke tager. Det er pænere end de andre. Nu ligger det på den anden side af gaden (Kalvebod Brygge, red.) og ikke inde i Middelalderbyen, så fred være med det. Men hvis man havde stillet bygninger som SEB Banken op hele vejen langs Kalvebod Brygge, ville jeg være ked af det.«

Længere ind mod Rådhuspladsen finder vi Axel Towers. Det er også acceptabelt — 'meget sjovt' endda — mens Tivoli Hjørnet, der netop har vundet en stor arkitekturpris, gør ham ærgerlig. 

Til gengæld synes han, at den nye Nørreport Station fungerer godt — særligt fordi man flyttede trafikken over langs den ene side, så stationen nu hænger sammen med byen. 

Og Israels Plads er Jep Loft ligefrem tilfreds med. Her skaber de historiske huse vægge til pladsen, som han beskriver det, og det store åbne byrum og Torvehallerne skaber et leben af basketspillere, hundeluftere og feinschmeckere.

Til slut falder snakken på et andet populært byrum — Kvæsthusmolen for enden af Sankt Annæ Plads, og Jep Loft finder smilet frem.

»Molen er jo blevet sjov. Det er festligt område, hvor man kan lave alt muligt skæg på. Og Skuespilhuset — jeg synes egentligt, at det har en charme, at det er så mørkt. Der giver en særlig stemning. Jeg er glad for, at man har trukket det tilbage, så man kan se vandet fra Sankt Annæ Plads,« siger han og fortsætter:

»Om jeg så synes, at det er fantastisk, at man bygger et fint, modernistisk hus på den plads ... Det havde jeg hellere været fri for, men jeg vil ikke begynde at kritisere det. Der skal dog ikke være for mange af den slags huse, så bliver byen ødelagt. Men jeg mener, at det er mere hensynsfuldt end så mange andre,« siger han.

Både Kvæsthusmolen og Skuespilhuset er forbilleder for arkitekter, så her er i hvert fald ét godt eksempel, hvor arkitekter og 'lægmænd' — i hvert fald i skikkelse af Jep Loft — kan blive enige om, hvad der fungerer. 

Herfra kan kampen for den 'gode arkitektur' begynde.