Østerport II er blevet mindre grelt

Tog vi fejl, da vi kritiserede Østerport II?

Arkitekturskribenterne på både Berlingske og Politiken har for nyligt skrevet, at huset alligevel ikke er så slemt.

Nej, vi tog ikke fejl. Kritikken var helt berettiget, og måske har den endda båret frugt — selv om arkitekt og bygherre kun havde skuldertræk til overs for den.

Til en artikel d. 10/5-2020 bad Ekstrabladet om en reaktion på, at Arkitekturoprørets afstemning havde kåret huset som det værste i de seneste fem år.

»Det har jeg ingen udtalelse om. Jeg troede, at det var noget seriøst,« svarede den adspurgte direktør.

Hvilken arrogance. Han var ligeglad med folks mening.

Men måske har man alligevel lyttet til kritikken. Husets farve er blevet bedre tilpasset stationsbygningen. Mon ikke det er den primære årsag til, at der nu blæser mildere vinde?

Jeg synes selv, at huset er blevet mindre grelt. Sagen viser, at man ikke skal vente med at kritisere, til et hus står færdigt. Jo tidligere jo bedre. Helst inden tegningerne er helt færdige.

Måske bliver der lyttet, så man kan få ændret noget, før det er for sent. Jeg kan ikke komme i tanker om andre eksempler på, at et utilpasset hus er blevet ændret, inden det stod færdigt.

Arkitekter mangler helheden

Byggeriet blæste på sine omgivelser. Det syntes at ville skille sig så meget ud, som overhovedet muligt.

Det er min overbevisning, at arkitekter ikke er blevet undervist i at tænke i helheder eller i at vise hensyn og indpasse sig efter omgivelserne.

Så godt som alt infill-byggeri — fx kommunens nye hus i Nansensgade 57 — og alle tilbygninger til museer og skoler underbygger den teori.

Både Østerport II, BLOX og Industriens Hus er eksempler på en se-mig-her-kommer-jeg-attitude, som tiden er løbet fra. Vi har set det så mange gange, at det ikke er interessant længere.

Men debatten om Østerport viser vist nok også, at arkitekturkritikken og fagfolkene i byggebranchen stadig befinder sig et andet sted end den almindelige befolkning.

Fagfolk har i årtier bedømt byggeri ud fra normerne for 'god arkitektur', og de har i 100 år været fast forankret i modernismen.

Men modernismen har ikke været menneskevenlig i sit udtryk. Den har ødelagt mere end den har gavnet i de ældre bykvarterer. Og den synes at betragte hvert hus som en slags kunstværk, der har krav på at blive bedømt på sine egne præmisser. 

Det er en forfejlet tilgang.

Modernismen taber terræn

En by er ikke et experimentarium. Den består af helheder. Et hus skal bedømmes på, om det bidrager til helheden, om det tilfører positiv eller negativ værdi til bymiljøet.

• Byens Rum
• København

Fejlplaceret arkitektur ødelægger bymiljøet

Arkitekturoprørets formand Jep Loft gæsteanmelder 'København på Lattergas'.

læs

Bedømmelsen må derfor bero på kvaliteten og karakteren af det omkringliggende bymiljø. Hvis det er et fint bymiljø, må der stilles store og særlige krav til det nye hus.

For mig var det betydningsfuldt, at professor Carsten Thau kort før sin død sidste år i en mail medgav, at Nationalbanken nok fortjente ros for sit indre, men ikke for det ydre; den er et fejlplaceret hus (se Jep Lofts anmeldelse af Carsten Thau med fleres bog her, red.).

Hjørnet ved Østerport Station er et enestående sted. Det nye hus magtede ikke at løfte bymiljøets kvalitet. Det ville køre sit eget sololøb og tilførte derfor negativ værdi. Var det blevet bygget i Ørestad, havde det været anderledes; dér havde det måske passet bedre.

Jeg er så optimistisk at tro, at der er nye tider på vej. At det er ved at være slut med at bygge anderledes bare for at være anderledes. At modernismen nu efter 100 år taber terræn, og at arkitekterne vil få mod til at frigøre sig fra dens jerngreb og dens forældede værdinormer.

De bør genopfinde en mere hensynsfuld, menneskevenlig og klassisk byggestil. Og bygherrer og ejendomsudviklere bør tænke mere på at skabe gode bymiljøer.

Østerport II har måske (ufrivilligt) været med til at bane et lille stykke af den vej.

Se resultatet af Arkitekturoprørets prisuddeling 2021