pixel

'Enghave Brygge Syd' sætter i gang med 320 almene boliger

Endelig kommer der gang i område ved ensom metro-station — og det bliver med færre private, end byen ellers er ved at være vant til.

320 nye almene boliger til Enghave Brygge Syd

Efter mere end to årtiers næsten konstant byggeaktivitet i Sydhavnen, blev det for et år siden offentliggjort, hvad der skal ske med den sidste del af den tidligere industrihavns ubebyggede områder.

Det tog lidt tid at få området afsat, men sidste år påtog AP Pension sig opgaven at investere i — og udvikle — 'Enghave Brygge Syd' med omkring 1.000 nye boliger.

Og for nylig meldte man så ud, at man nu er klar til at sætte gang i opførelsen af ikke mindre end 320 almene boliger i området. Det er næsten ligeså mange, som der blev opført i hele København i 2024. 

Dermed vil mere end 30% af de nyopførte boliger blive almene lejeboliger, hvor huslejen er bestemt af omkostningerne og ikke af det frie marked. Og byggeriet vil ske sideløbende med det private byggeri, der også bliver opført i området.

Det vil for mange være en god nyhed i en verden, hvor dyre grunde og materialer ellers har gjort det svært at opføre almene boliger i hovedstaden — og hvor de få, der bygges, som regel først slæber sig hjem længe efter det private byggeri er realiseret. 

Både blåt og grønt

De 1.000 nye boliger kommer til at ligge sydøst for det ikoniske H.C. Ørstedsværk.  

Den almene del vil blive bygget på 'fastlandet' ved siden af værket, mens de private boliger også breder sig ud på tre nygravede "boligøer" i havnen.  

En hel stribe arkitekter er hyret ind til arbejdet, og de almene boliger bliver tegnet af Vandkunsten, der skal fordele mure og vægge, så der opstår en blanding af ungdomsboliger, familieboliger og bofællesskaber — i størrelsen 35 m2 – 115 m2.

Cobe, Jaja og Dorte Mandrup tegner de øvrige byggerier i området, og dermed kan man forvente mere arkitektonisk variation end f.eks. på øerne 'Engholmene' umiddelbart mod nord, der er domineret af relativt ens U-karréer med åbning ud mod vandet.

Selvom de almene boliger altså ikke kommer til at ligge i første række til havnen, vil de alligevel være sikret nærhed til vand med planlagte kanaler med badezoner som nabo på to sider af byggeriet.

Den offentlige transport er altså allerede på plads med Enghave Brygge metro-station, der ligger næsten lige ved siden af de kommende, almene boliger. Og den såkaldte 'metroforplads' ved stationen er allerede udpeget til også at blive samlingsstedet for bydelen.

Når vejret er til det, vil de nye lejere i de almene boliger også have adgang til det grønne i form af en planlagt park ved navn 'Kraftværksparken', der skal anlægges lige ved siden af boligerne — umiddelbart syd for Ørstedsværket.

Pasning og skole

Med befolkningstilvæksten i Københavns Kommune generelt — og de mange nye indbyggere på Enghave Brygge Syd — vil der blive endnu mere pres på det lokale behov for institutioner.

Det tager en ny børneinstitution højde for — også tegnet af  Vandkunsten. 

Nærmeste skole bliver den arkitekturroste Skolen i Sydhavnen, som kan nås via Alfred Nobels Bro, der forbinder den sydligste del af Enghave Brygge Syd med Teglholmen.  

Svært for de almene

Det er Københavns største almene boligorganisation fsb, som har påtaget sig opgaven med at bygge de nye almene boliger.

Fsb fortæller, at når man overhovedet kan bygge almene boliger et sted som dette, så er det fordi, at 'Fonden for Blandede Byer' har støttet med et såkaldt 'grundkøbslån' på 130 mio. kroner.

De almene boligers udfordring i København er særligt, at de skal opføres inden for et "maksimumsbeløb" fastsat af staten.

Loftet skal sikre, at prisen på byggeriet bliver lav nok til, at huslejen også kan holdes lav. Men med dyre grunde i København, og høje priser på materialer og arbejdskraft, har det i flere år været svært at få gang i opførelsen af almene boliger inden for maksimumsbeløbet.   

Men det ekstra lån til fsb til køb af grunden har altså åbnet en dør på Enghave Brygge Syd. 

Også blandt de kommende ejerboliger og de private udlejningsboliger vil der være boliger i mindre størrelser i området.

Håbet er, at det blandede udbud af både ejerformer og størrelser i områdets boliger skal bidrage til at sikre bedre adgang til et hjem for alle i København: Unge, ældre, singler og familier. 

AP Ejendomme har ved en tidligere lejlighed ytret, at man planlægger at gå i gang med at bygge allerede her i første halvdel af 2025.

Byggeriet af de almene boliger forventes at stå færdigt i 2030.

Man kan skrive sig op til en almen bolig hos fsb her, men man skal regne med "mindst 5 års ventetid".

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

finn.breddam

Og det var så her, nogen af os har agiteret for "J10", en meget ligeud cykelforbindelse fra Jernbanebyen ad Bertha von Suttners Vej lige forbi metrostationen, gennem den midterste boligø til en cykelbro over til Rundholtsvej.

Jeg har tidligere skitseret, hvordan den kunne løbe overdækket gennem gårdhaven som en tre meter høj græsklædt bakke med cykellegebaner osv. Som en gevinst for karreen, i stedet for en belastning. Og som en meget direkte vej til byens største grønne område, Amager Fælled. En værdiskabende cykelsti!

Den ide har måske stadig 1% chance for at blive realiseret, nu hvor cykelbroen er udskudt?
Henrik C.
"mens de private boliger også breder sig ud på tre nygravede "boligøer" i havnen. " Betyder det at der endnu en gang skal stjæles åbent vand til fordel for mere eller mindre luksuriøse boligbyggeriet ud i havneløbet? Hvis ja, så SUK. Det er ikke noget under, at mange tilflyttere kalder Sydhavnen for 'kanalen'. Der er ikke meget havn over det længere.

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling