Nyt byggeri rejses i graffiti-område der skal bevares
Street art, graffiti og brugerdrevet kulturhus er med til at sikre beskyttelse af gammelt industriområde, der også får ny institution.
"Råt" er nok udtrykket, der bedst beskriver en stor grund på hjørnet af Ragnhildsgade og Haraldsgade på Ydre Nørrebro.
Grunden ejet af Københavns Kommune og er karakteriseret af ældre fabriksbygninger fra 1930'erne, asfalt og utrolig meget grafitti og street art.
Man skulle måske tro, at en pengestærk udvikler for længst havde kastet sig over stedet. Men tværtimod har den gamle lager- og værkstedsgrund længe overlevet på egne præmisser med et brugerdrevet kulturhus, koncertsal, udstillinger og folkekøkken drevet af foreningen Bolsjefabrikken.
Børn i spraglede omgivelser
Men i grundens "spids" er der nu lidt mere faste takter på vej. Her vil Københavns Kommune nemlig opføre en ny dagsinstitution til børn med særlige behov.
Den tre-etagers bygning skal rejse sig på hjørnet af Haraldsgade og Ragnhildgade.
Lavest bliver huset ud mod Haraldsgade, hvor en tagterrasse med legeplads får plads i 1. sals højde.
Stueetagen vil formentlig få lov at stå i beton, mens resten af facaden vil blive klædt med rødlige aluminiumsplader og vil blive udstyret med altangange.
Som en lille hilsen til områdets farverige grafitti, skal en del af facaden ifølge planerne desuden udsmykkes med et kunstværk. Øverst kommer der et grønt tag.
Mod gaderne skal grønne kantzoner skabe naturlig afstand til trafikken, mens et grønt byrum den anden vej skal skabe en overgang til resten af grundens selvgroede kulturliv.
Graffiti skaber miljøet
Som del af lokalplanen, der skal gøre det nye byggeri muligt, bliver syv eksisterende bygninger på grunden erklæret bevaringsværdige. Dét betyder, at de i fremtiden ikke må nedrives eller ombygges uden en dispensation fra lokalplanen.
Bygningerne er opført i starten af 1930'erne som oplagspladser og værkstedsbygninger. Frem til 1970’erne blev resten af grunden udvidet med kommunale værksteder, som sammen med de ældre huse siden er omdannet til mere rekreative formål.
De færreste vil nok kalde bygningerne for 'kønne'. Men området er om noget sted i København præget af den uorden og selvgroethed, som nogen begynder at savne, efterhånden som mere og mere af det nye og "vinkelrette" rejser sig.
Bygningerne scorer faktisk kun et 6-tal på den SAVE-skala, som man bruger til at klassificere bevaringsværdighed i Danmarks byggede miljø. Og det er normalt ikke nok til at blive udpeget til en bevaring.
Skalan går fra 1 til 9, hvor 1 er mest bevaringsværdig. Og ved udsigt til nedrivning lægger kommuner typisk "spærregrænsen" mellem 3 og 4.
Scorer et hus ikke 1, 2 eller 3 vil en ejer som regel få lov at rive ned for at bygge nyt.
Men her på Nørrebro vil man altså gøre en undtagelse, da man mener, byggerierne i særlig grad repræsenterer byens historie. Desuden vurderes husene at være "enkle, funktionelle og harmoniske og som et fint eksempel på tidens funktionelle brugsarkitektur", som det lyder i udspillet til den nye lokalplan.
Og så fremstår den graffiti og street art, der over tid er malet på bygningerne, "så bemærkelsesværdig, at den i sig selv er en afgørende faktor for miljøets udtryk", hedder det videre.
Og på dén baggrund bliver hele det rå, farverige område altså nu beskyttet for eftertiden.
Når politikerne i næste uge formentlig siger god for det nye lokalplanforslag, skal det i offentlig høring i otte uger.
Eventuelle kommentarer fra offentligheden kan så justere de endelige planer, som man forventer at kunne godkende politisk i starten af næste år.
Gang i kvarteret
En tre-etagers daginstitution er i sig selv ikke et stort byudviklingsprojekt.
Men med planerne fastsættes fremtiden altså for hele grunden, der er ligeså stor som Rådhuspladsen (fraregnet H.C. Andersens Boulevard).
Og zoomer vi lidt ud, er institutionen blot det seneste nybyggeri i randzonen langs S-banen mellem Østerbro og Nørrebro, hvor der er godt gang i byggeplanerne.
Lige rundt om hjørnet på Vermundsgade er et større boligkvarter under forvandling, hvilket gerne skulle bringe mere tryghed og byliv med sig.
På Østerbrosiden mod Lyngbyvej er en ny svømmehal på vej. For to år siden stod transformationen af et af hovedstadens mest forfaldne lagerbygninger klar om hjørnet på Rovsingsgade. Og "Nordvestpassagen" under togskinnerne åbnede sidste år.
Og så har vi ikke engang nævnt den helt store fornyelse på disse kanter: Nemlig planerne om den nye bydel 'Vingelodden' på det gamle DSB-område øst for Bispebjerg Station.
Det er planer, der kan kaste 1.300 boliger i alle størrelser af sig — foruden en mulig bro- eller tunnelforbindelse til Lersøparken på den anden side af jernbanen.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!