Københavnere: Stadsarkitekten

Min opgave er at inspirere og rådgive byens politikere. Og så skal jeg skabe sammenhæng mellem byens overordnede arkitekturpolitik og de enkelte projekter. Man kan vel sige at jeg skal fungere som en kvalitetssikring for udviklingen af København som by.

Jeg vil gerne give plads til flere skæve projekter i byen. Det kunne være byggepladser og andre mellemrum hvor man prøver eksperimenter af som man ikke helt kender svaret på. Som arkitekt tegner du normalt et hus i skalaen 1:100, men når du arbejder med midlertidige byrum arbejder du 1:1. Så prøver du simpelthen noget af direkte i stedet for på dine skitser. Det er rigtig interessant.

Det er et totalt tilfælde at jeg endte med at blive arkitekt. Jeg har altid villet være designer, men kom ikke ind på Designskolen. Min mor var syerske, og min far solgte køkkener, så jeg er lidt af en mønsterbryder.

Københavns tårne og spir finder du ikke lignende i andre storbyer. De er så poetiske og eventyragtige. En dag skulle jeg følge min datter ud til et sted på Refshaleøen vi ikke helt vidste hvor lå, og da vi nåede frem, spurgte jeg om jeg skulle cykle ud og hente hende igen. "Nej, det behøves ikke," sagde hun bare. "I København kan man altid finde hjem, for der cykler man bare efter tårne og spir." Er det ikke vildt?

Jeg vil have meget fokus på at skabe godt byliv. Skabe plads til at folk kan mødes. Sønder Boulevard er et rigtig godt eksempel på at der kan være plads til alle i byen. Du kan både sidde på en bænk med ryglæn, en simpel betonstøtte eller ligge på græsset – du kan være der på alle måder, alt efter om du er ung eller gammel. Der er både staudebede, legepladser, boldbaner og bordtennis, og så er det et sted hvor folk bevæger sig på tværs. Det giver et godt flow som skaber sammenhæng med resten af området.

Engagement er fascinerende. Så er det lige meget om det drejer sig om at bygge en togbane i kælderen. Det handler om at ville noget og brænde for det. Min venindes mor er hygiejnesygeplejerske og rejser stadig ud og underviser folk selv om hun er 70 år og pensioneret. Hun er lidt af et forbillede for mig.

Hvis jeg skulle lave noget andet, ville jeg være gartner. Jeg kan godt li’ at man på den ene side kan se resultatet af ens arbejde med det samme, men på den anden side overhovedet ikke kan styre det fordi man har med natur at gøre. Det kan jo tage 10 år før et træ vokser sig stort.

Når jeg kommer cyklende forbi Axeltorv mod Rådhuspladsen, får jeg altid et sug i maven. Der er noget specielt ved det kaotiske sted hvor byen åbner sig, du kan se Rådhuset, og man bare tænker "det her er København". Utroligt at jeg efter 18 år i byen stadig kan få lyst til at vifte med håret og råbe "jeg er fri" når jeg cykler forbi Rådhuspladsen. Hvis jeg som 12-årig havde vidst at jeg skulle bo i København og cykle dér, ville jeg slet ikke have kunnet forstå det.

Noget af det jeg blandt andet tror man kommer til at diskutere i København de næste par år er hvordan vi skaber forskellige bydele med forskellige identiteter. Lige nu står vi blandt andet med bydele som Ørestad, Nordhavnen og Carlsberg som er under udvikling, og Københavns Kommunes vision er at arbejde med dem som forskellige typer af kvarterer, så bydelene ikke kommer til at ligne hinanden. De skal have deres egen karakter, og den strategi om forskellighed er vigtig også på de enkelte pladser og mindre byrum.