Borgmester skal svare på sag om Noma
Sagen om Restaurant Nomas afspærring af stien om Stadsgraven forplanter sig nu til Borgerrepræsentationen, hvor politikere vil have svar på, om de kan stole på forvaltningen.
Hvad er pointen med at lave lokalplaner for byen, hvis det ikke bliver kontrolleret, at de bliver overholdt?
Spørgsmålet er ikke mindst blevet aktuelt, efter Magasinet KBH tidligere på året kunne fortælle, at Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune har ikke mindre end 3.350 såkaldte "anmeldels- og lovliggørelsessager" liggende på deres skriveborde.
I gennemsnit er sagsbehandlingstiden mere end to år, og nu vil to partier i Borgerepræsentationen have svar på, hvordan det er gået så galt — og hvordan behandlingen af sagen om Nomas ulovlige afspærring af stien omkring Stadsgraven nu er løbet over mere end fem år.
SFs Astrid Aller siger til Magasinet KBH:
»Det er helt vildt, at der i dag går to år fra en borger anmelder, til forvaltningen kan håndtere sagen. Ikke nok med at det påvirker byen, når vores lokalplaner bare kan ignoreres uden konsekvenser i flere år. Jeg er også bekymret for, om der simpelthen er sager vi bliver nødt til at droppe, fordi kommunen ikke reagerer i tide.«
Fem år — og stadig i gang
Når Borgerrepræsentations 55 medlemmer mødes den 14. december kl. 17.30, får de lov til at lytte til Teknik- og Miljøborgmester Line Barfods svar på et helt grundlæggende spørgsmål:
Kan politikerne overhovedet stole på, at de beslutninger de tager om byens udformning bliver ført ud i livet?
Spørgsmålet er foldet ud som fem konkrete spørgsmål til borgmesteren, stillet af SF og Radikale Venstre.
Først bliver Barfod bedt om at gøre rede for sagen om Noma, som Magasinet KBH nu har gravet i over otte artikler og en podcast.
Her har det taget mere end fem år at behandle en sag og kræve to afspærringer fjernet, så offentligheden igen får adgang til den sti, der løber rundt om Stadsgraven på Christianshavn.
Magasinet KBH har over godt et år påvist en lang række fejl og mangler i Teknik- og Miljøforvaltningen, men sagen er ikke afsluttet endnu, da forvaltningen for nylig — efter fem års sagsbehandling — konkluderede, at den ene af de to afspærringer var omfattet af en anden lokalplan end hidtil antaget.
Offentligheden har derfor stadig ikke fuld adgang til stien om Stadsgraven — selvom det politisk er besluttet, at der skal være offentlig adgang til området.
Astrid Aller (SF) siger:
»Vi er ikke tjent med, at man kan bryde reglerne i flere år uden at der sker noget. Den afspærrede sti langs Noma tyder på, det i nogle tilfælde er lettere at bede om tilgivelse end tilladelse.«
Vi opdaterer snart om dén sag, men Magasinet KBHs indtryk det seneste års tid har været, at kun magasinets vedholdende spørgen ind til sagen — og dækningen af den — har sat lidt mere fart i sagsbehandlingen end i de første fire år, hvor vi ikke havde opmærksomhed på den.
Og hvis der ligger 3.350 åbner sager i Teknik- og Miljøforvaltningen, hvordan går det så med de 3.349, der ikke er samme fokus på?
Otte-doblet behandlingstid
På mødet den 14.12. bliver Barfod af SF og Radikale også bedt om at svare på en række mere generelle spørgsmål om sagsbehandlingen i forvaltningen.
Det er kun godt en måned siden, at en stolt forvaltning udsendte en pressemeddelelse om, at "målet var nået" og at det nu endelig var "slut med at vente urimeligt længe på at få en byggetilladelse i København."
Men fra 2019 til starten af 2023 er den gennemsnitlige behandlingstid af de såkaldte anmeldelsessager vokset fra knap tre måneder til altså godt to år.
Christopher Røhl (R) siger til Magasinet KBH:
»Det er mildest talt ikke tilfredsstillende at se de stigende sagsbehandlingstider. Imens vi har haft travlt med at få styr på den ene del af butikken, bygger sagsbunkerne sig op et andet sted i forretningen. Det er hverken borgere eller virksomheder tjent med, og jeg synes borgmesteren skylder at redegøre for den udvikling, når vi endda har tilført området millioner af kroner de seneste år.«
Barfod får blandt andet lov at svare på det helt fundamentale spøgsmål:
"Hvad vil borgmesteren gøre for, at [medlemmerne] af Borgerrepræsentationen kan forvente, at de rammer, som [de] vedtager for byens udvikling, bliver overholdt."
Med lidt skarpere ord: Fungerer den politiske kontrol med byen?
Lokalplaner er lokale love
"Byggesager" dækker over de tilladelser der gives — eller ikke gives — til ethvert byggeprojekt i København: fra kontordomiciler til franske altaner.
De behandles alene af embedsværket, og der har de senere år været meget fokus på, at det typisk tog over et halvt år at få behandlet en såkaldt "simpel byggesag" — et tal der nu er bragt ned til omkring tre måneder, hvilket fik Teknik- og Miljøforvaltningen til at udsende sin stolte pressemeddelelse.
"Anmeldelsessager" — eller "anmeldelses og lovliggørelsessager" som de retteligt hedder — dækker derimod over mulige brud på byens lokalplaner, som man skal se som en slags lokale love.
Lokalplanerne behandles — modsat byggesagerne — også politisk, og de udgør dermed byens demokratiske styring af, hvordan byen udformes, hvad dens arealer skal bruges til, og hvortil der skal være offentlig adgang.
Og mens sagsbehandlingstiden for byggesagerne er reduceret, er den for anmeldelsessagerne på fire år helt præcist vokset fra 102 dage til 739 dage, således at der ved indgangen til i år altså lå omkring 3.350 åbne sager på bordet og ventede på en afklaring.
Er ressourcerne i Teknik- og Miljøforvaltningen blot blevet flyttet fra én type sag til en anden? Og kan politikerne — og befolkningen — stole på, at deres beslutninger bliver ført ud i livet af forvaltningen?
Vi opdaterer, når Line Barfod har besvaret spørgsmålene fra SF og De Radikale.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
kommentarer