Fem år senere: Her er Fisketorvets nye byggeplaner
Et år før megaudvidelsen af Fisketorvet skulle have været færdig, er ejerne af shoppingcentret klar med en ny plan for fremtiden.
Da Fisketorvet slog dørene op for snart 23 år siden, mødte shoppelystne københavnere så talstærkt op, at politiet måtte træde til og lukke centret for en stund for at få styr på menneskemængderne.
Siden har efterspørgslen fundet et mere naturligt leje, men i 2018 annoncerede Fisketorvet alligevel en gigantisk udvidelse, der skulle mere end fordoble omfanget af det eksisterende shoppingcenter med nye butikker samt kontor og hotelfaciliteter.
Ombygningen skulle have stået klar i 2024, men et sted undervejs i processen kom Fisketorvets franske ejere, Unibail-Rodamco-Westfield, på andre tanker — og efter en del hemmelighedskræmmeri er Fisketorvet nu klar med deres ønsker til en ny lokalplan.
Som Magasinet KBH kunne løfte sløret for i forbindelse med den interne høring tilbage i maj, stod udvidelsen til at blive en del mindre end tidligere udmeldt. Og nu viser det sig, at byggeplanerne er skrumpet med hele 39 procent — fra de først anmodede 70.000 m2 til nu 43.000 m2 inklusive den igangværende udvidelse af Fisketorvets madhjørne.
Fisketorvet ønsker fortsat at opføre en ny, høj bebyggelse langs Kalvebod Brygge, men de oprindelige planer om at lave et så omfangsrigt byggeri, at det også kan fungere som halvtag for forpladsen ved Havneholmens kommende metrostation, er skrottet.
Til gengæld står en tredjedel af den nu åbne metroforplads til at blive fyldt op med plantebede, så det bliver en grøn og luftig oplevelse at hoppe af eller på metroen ved Havneholmen.
Shopping a la Italien?
Det er stadig tanken, at nybyggeriet ud mod Kalvebod Brygge og metroforpladsen skal være op til 42 meter højt. Det lyder voldsomt, men til sammenligning er den nærliggende bygning Trafiktårnet præcis samme højde, og de 42 meter er endda lidt lavere end den højeste kontorbygning på Havneholmen.
Samtidig kommer de nye byggerier til at "skjule" Fisketorvets nuværende relativt lukkede facader samt den knap så æstetiske bilrampe og Fisketorvets varegård.
Såvel lokale som besøgende kan også se frem til, at der kommer udadvendte funktioner i de nye stueetager, som vil ligge i en overdækket kolonnade i niveau med Dybbølsbro. Med lidt god fantasi kan den måske give en følelsen af, at man shopper under en af støvlelandets utallige søjlegange.
Skulle der være en nabo i de nærliggende boligbyggerier, der skumler ved udsigten til de høje byggerier, så vil det næppe hjælpe, da præcis samme højde figurerede i den tidligere — og allerede godkendte — lokalplan for området. Samtidig må man også forvente, at bygningerne trods alt vil skærme for noget af støjen fra den trafikerede Kalvebod Brygge.
Bevæger vi os rundt om bygningen og ned til den kommende metroforplads, så er det her, at vi finder de største forandringer.
Tidligere skulle metroforpladsen have været overdækket af nyt byggeri — lidt som man kender det fra Frederiksberg Allé Metro — men de planer er som nævnt skrottet, og Fisketorvet ønsker nu at etablere en åben plads uden overdækning, som man kender dem fra de fleste af byens øvrige metrostationer.
En tredjedel af forpladsen vil blive fyldt ud med plantebede, og dertil kommer en række træer og 200 cykelparkeringspladser. Fra forpladsen vil der desuden blive etableret en ny indgang til Fisketorvet gennem en ny bygning i to etager.
Nej tak til flere butikker
Bevæger vi os ned mod kanalen, der løber på bagsiden af Fisketorvet, så er det også nye idéer på bordet.
Ved centrets sydvestlige hjørne ud mod kanalen ønsker Fisketorvet nemlig at opføre en 40 meter høj bygning på, der skal rumme op til 9.300 m2 boliger og/eller erhverv.
Skulle du drømme om et kontor ud til kanalen, så må vi dog skuffe med, at i hvert fald stueetagerne også her er reserveret til udadvendte funktioner som eksempelvis caféer eller yogastudier.
Lokaludvalget har i de indledende høringer opponeret mod både opførelsen af nye boliger — som de mener, der er rigeligt af i området — samt udvidelsen af centrets butikker, der potentielt kan komme til at trække yderligere handel fra de lokale butikker på Vesterbro.
Forvaltningen angiver dog, at detailbutikkerne kun udvides med 5.000 m2 — hvilket svarer til knap 13 procent af Fisketorvets detailbutikker, som det ser ud i dag. Det er en andel, som forvaltningen vurderer, ikke vil påvirke bymiljøet synderligt.
Med den nye lokalplan kommer der ifølge forvaltningen i alt otte nye byrum af varierende størrelse og indtryk. Metroforpladsen udgør det ene, og arealerne ud mod havnebadet, der lige nu er inddraget i Fisketorvets ombygning af deres madhjørne, udgør yderligere et par stykker.
Derudover lægger lokalplanen op til, at der vil komme to nye byrum på bagsiden af Fisketorvet, hvor der vil blive bygget ud mod kanalen, ligesom der vil komme en ny plads i midten af det kommende kolonadde-byggeri ud mod Kalvebod Brygge.
Endelig vil der komme en plads ved den eksisterende indgang ud mod Dybbølsbro, ligesom der vil blive integreret gårde i forskellige niveauer i det nye byggeri.
Farvel til rundkørslen
Bygningerne er nu ikke det eneste, der kommer til at ændre sig ved Fisketorvet.
Fordi der ventes at komme mere biltrafik i området, vil krydset ved Havneholmen/Kalvebod Brygge/Vasbygade/Carsten Niebuhrs Gade blive ombygget, ligesom den oprindelige rundkørsel på Havneholmen fjernes og erstattes af et lysreguleret kryds.
Også cykeltrafik forventes der at komme mere af, og det betyder, at forpladsen ved Fisketorvets hovedindgang overfor Dybbølsbro skal omlægges for at kunne holde til presset — et pres der potentielt kan blive forstærket yderligere, hvis Dybbølsbro bliver omdannet til en ren cykel- og gangbro.
Når der bygges langs Kalvebod Brygge, vil den eksisterende varegård blive overdækket, ligesom der vil blive etableret en ny adgang til parkeringsanlægget i centrets stueetage via det nye signalregulerede kryds på Havneholmen.
Politikerne skal tage stilling til den nye plan mandag den 2. oktober, og får den tomlen op, ryger den i otte ugers høring, hvor københavnerne også kan afsige deres dom.
Mens Fisketorvet afventer såvel politikernes som byens vurdering, fortsætter arbejdet med at bygge Fisketorvets nye "madunivers", der er ved at vokse frem på hjørnet ud mod havnebadet. Det skulle efter planen være åbnet her i 2023, men åbningen er nu udskudt til marts 2024.
Og det er da også lidt af en ombygning, Fisketorvet har gang i. Hele det tidligere restaurantområde vil nemlig blive erstattet af et nyt, 6.500 m2 stort spiseområde i fire etager. Modsat det tidligere ganske lukkede udtryk, vil madhjørnet blive åbnet op ud mod Kalvebod Brygges vand — med kæmpestore vinduespartier og et blødt afrundet hjørne med forskudte etager.
Derudover vil restauranterne i bygningens stueetage få mulighed for udeservering, og samtidig skal der anlægges to træbrygger, hvor gæster kan nyde havnelivet på første parket.
Ovenpå restaurantområdet kommer der en stor taghave i to plan, der blandt andet skal rumme et legeområde til børnene og en vinbar til de voksne.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
kommentarer