Nye broer på Vesterbro, Amager og i Sydhavn? Og en cykelsti til Noma?
Hvert år indsender de 12 bydele ønsker til rådhusets budget for det kommende år — hvad ønsker de sig i år?
Hver sensommer skal de 55 politikere i Københavns Borgerrepræsentation blive enige om byens budget for det kommende år. Og dén beslutning kommer altid til at have stor betydning for byens udvikling.
De fleste poster er mere eller mindre fastsat på forhånd til byens 'kernevelfærd' — i form af f.eks. udgifter til folkeskoler, ældre, daginstitutioner og service der har med beskæftigelse at gøre.
Men en mindre del af de mange skattekroner kan fordeles ud til byens fysiske udvikling — altså skabelse af f.eks. nye byrum eller ny infrastruktur.
Det hele sker netop i de kommende dage, når forhandlingerne om 'Budget 2024' står på. Og med på listen over, hvad de kan vælge at bruge penge på, har politikerne en ønskeliste fra byens lokaludvalg.
Dem har Københavns Kommune i alt 12 af — ét for hver bydel — og i dem sidder et lille udpluk af bydelens beboere. Hvert år kan de sende ønsker til de kommende budgetforhandlinger ind til rådhuset, hvorefter politikerne priroterer dem. De højest prioriterede kommer med på bordet, når alle partierne sætter sig for at forhandle byens budget.
Der er aldrig råd til dem alle — som regel blot et mindretal — men der kan ske mærkbare ændringer i de bydele, der tildeles penge til de foreslåede projekter.
Her tager vi et lille kig på nogen af bydelenes mere markante ønsker, som er sluppet igennem til de meget snarlige forhandlinger om, hvem og hvad der skal have penge i 2024.
Amager Vest
Rundkørsler laves til T-kryds
Kører man fra Indre By ad Ørestad Boulevard mod Ørestad skal man på vejen igennem tre rundkørsler i området omkring DR Byen. Men de har vist sig farlige med mange ulykker for både bilister og cyklister — og derfor vil man lokalt gerne have dem omlagt til T-kryds i stedet.
Trafikplan for hele Amager
Både Amager Vest og Øst ser gerne en ny, samlet trafikplan for hele Amager, der skal reducere øens bilisme og fremme grønne transportformer. Den kunne f.eks. ende med en anbefaling af et grønt bælte gennem Amager.
Amager Øst
Ny gangbro
I den Øresunds-vendte del af Amager ønsker man sig en ny gangbro over stærkt trafikerede Uplandsgade, der løber langs Kløvermarkens sydlige kant. Broen vil man gerne have bygget lige ved Nordøstamagers Skole, der netop er åbnet her i august 2023. Den ville betyde, at man ikke behøver at krydse vejen for at komme over til det grønne og sportsbanerne på Kløvermarken.
Bispebjerg
Rent vand i Utterslev Mose
I Utterslev Mose sker der med mellemrum overløb af spildevand — men de lokale drømmer om, at man går i den stik modsatte retning: At man får helt rent vand i mosen. I første omgang ønsker man penge til at der laves en screening af mulighederne.
Cykelsti under Tuborgvej
Tuborgvej er lang, bred og fuld af biler. I Bispebjerg ønsker man penge til, at der bliver skabt en cykelsti under den.
Christianshavn
Cykelsti fra Børnebyen til Noma
Refshalevej forbinder Prinsessegade på Christianshavn med Refshaleøen, og det meste af vejen løber den mellem Stadsgraven på den ene side og Christianshavns vand på den anden. Det er både en ganske grøn og pittoresk affære, men belægningen er forsømt, og en del biler benytter sig af den "hemmelige" bagvej.
Lokalt ønsker man sig derfor en cykelsti på vejen — mere præcist på de 1,4 kilometer fra 'Børnebyen' ved Prinsessegade til Noma. Herfra er der eksisterende infrastruktur til cyklister, der vil videre til Refshaleøen.
Kongens Enghave
Et kig på trafikken på Sydhavnsgade
Sydhavnsgade deler det gamle og det nye Sydhavn i to dele. Lokalt har man længe ønsket sig, at den voldsomt trafikerede vej bliver gravet ned i jorden, så man på overfladen kan knytte de to bydele sammen — men sådan et projekt ville naturligvis koste mange penge.
Hver dag kører mere end 50.000 biler ad Sydhavnsgade, og nu ønsker man sig penge til, at der i hvert fald bliver lavet en trafikundersøgelse af området, som kan pege på mulige forbedringer af forholdene.
Stibro over Sydhavnsgade
Samtidig med at der bliver kigget nærmere på hele strækningen, ønsker Kongens Enghave sig, at der med det samme bliver afsat penge til en ny stibro henover bilerne på Sydhavnsgade. Den skal ligge tæt ved Sjællandsbroen og den kommende metrostation Sluseholmen.
Vesterbro
Bro til Jernbanebyen
Opførelsen af Jernbanebyen på det gamle baneterræn er slet ikke gået i gang endnu. Men på Vesterbro vil man gerne have, at der allerede nu afsættes penge til en bro til den fra Ingerslevsgade — henover banelegemet. Uden sådan en bro vil banelegemet afskære store dele af Vesterbro fra nem adgang til den kommende bydel.
Man kan se en komplet liste over bydelenes ønsker her.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
kommentarer