pixel

Overdækning af Helsingør­motorvejen skal screenes

Nyt, stort byrum kan blive skabt på toppen af motorvej — nu skal der laves et konkret forslag.

helsingørmotorvej overdækning

Hvis der var ét nøgleord i sidste uges aftale om Københavns Kommunes såkaldte 'lille budget' for 2023, så må det være overdækning.   

De to største nyheder i aftalen var nok, at man nu kan sætte gang i både anlægget af et nyt havnebad ved Fisketorvet og omlægningen af Torvegade på Christianshavn, som fremover skal have mere plads til cykler og fodgængere.

Men som vi kunne fortælle i går, blev de otte forligspartier i aftalen også enige om at sætte gang i en sag, der skal munde ud i, at et stykke af metroens linje M2 bliver overdækket.

Og dét er ikke det eneste stykke infrastruktur, som politikerne nu ønsker at lægge et tag på.

I budgetaftalen finder man nemlig også en check på en halv million kroner, der skal finansiere en screening af, hvordan man kan overdække en strækning af Helsingørmotorvejens første stykke på vej ud ad København — lige der hvor Østerbro er blevet til Bispebjerg.

Klar om et år

Da vi sidst besøgte sagen i december 2022, forklarede Teknik- og Miljøforvaltningen ellers, at der p.t. ikke var noget fremdrift i de snart fire år gamle drømme om at lægge låg på 200 meter af motorvejen ved Ryparken S-togstation.

Man oplyste dog, at politikerne kunne vælge at prioritere sagen, når byens lille budget skulle lægges her i marts. Og dét er netop, hvad byens politikere valgte at gøre.    

Man får naturligvis ikke meget motorvejs-overdækning for 500.000 kroner, men beløbet er nok til at finansiere en klarlægning af, hvordan en overdækning kan konstrueres. Og med dén i hånden kan polikerne så senere sætte gang i en egentlig 'foranalyse', der skal ende med en mere specifik plan — og et budget over, hvad der vil koste at bygge overdækningen.

Som en del af aftalen har politikerne fastlagt, at screeningen skal ligge klar inden for et år, så man kan tage sagen op igen, når det i 2024 igen er blevet tid til at lave byens 'lille budget'.

Dermed er der nu kommet fremdrift i de planer, der ellers har været ro om, siden Bispebjergs lokaludvalg i 2019 fremlagde deres vision om at skabe nye byrum oven på motorvejen.

I dag skærer motorvejen Emdrup og Ryparken midt over og lægger en naturlig dæmper på mængden af udeliv på disse kanter.

Men med et strategisk placeret 'låg' på motorvejen vil man skabe plads til både en park, et madmarked og en scene — og derudover tage noget af støjen fra den massive flod af pendlertrafik, der bruser forbi netop her.

Dét greb skal knytte boligområderne på hver side af motorvejen bedre sammen og give dem et fælles bycentrum at mødes i.

Læs mere om lokaludvalgets visioner her — visioner som altså nu så småt er ved at få bropiller at stå på.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

tommy64nielsen_2327
God idé. Og ja, de tegninger er helt i skoven. Ren smøring !!!
Lars Barfred 1
Ka i ikke stoppe med de visualiseringer hvor der kan vokse 30 meter høje løvtræer på et 500 mm betondæk, eller at man flytter Vore frelser Kirke til Ryparken, fordi 5o meter motorvej bliver overdækket

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling