Nu er København både bedst og næstbedst
For femte gang får København 1.-pladsen på liste over klodens 25 bedste byer at bo i. Men på anden liste må vi se os overgået.
Høj levestandard, flot arkitektur og cykler over det hele.
For andet år i træk, og femte gang i alt, har København snuppet førstepladsen i det britiske livsstilsmagasin Monocles kåring af verdens bedste byer at bo i på deres såkaldte 'Global City Index'.
Danmarks hovedstad roses især for sikkerhed, kulturliv, god offentlig transport, vores høje grad af velfærd samt vores evne til at forbedre os år for år.
Derudover har Monocle i år fokus på byernes klimaindsatser, og her fremhæves Københavns mål om at blive CO2-neutral hovedstad – selvom det i skrivende stund er usikkert, om det ambitiøse mål kan nås allerede i 2025, som planen ellers foreskriver.
Efterfulgt af København kommer Zürich og Lissabon som nummer to og tre, mens Stockholm får en femteplads, og Oslo sakker bagud som nummer 23.
Tag med salt
I år undersøgte Monocle også kvaliteten i arbejdslivet i kølvandet på pandemien, de stigende leveomkostninger og nærhed til frisk luft og grønt.
Sidstnævnte indebærer, at nærhed til havnebade og andre muligheder for at svømme i rent vand, er et stort plus, hvilket giver en by som København nogle solide kort på hånden.
Som andre år har vores glæde og livsnydelse, de mange kulturtilbud og løsslupne festivaler som Distortion, samt et højt niveau inden for design, arkitektur og gastronomi, også gjort sit til, at København giver andre storbyer baghjul.
Værd at nævne er det dog, at undersøgelsen er baseret på en række parametre og kriterier, der ikke altid kan måles objektivt, men nærmere diskuteres.
Flere af kriterierne smager derfor lidt subjektivt, og som altid bør man tage livsstilsmagasiners bykåringer med sund skepsis, selvom det da, bevares, er dejligt med lidt ros fra den store verden.
Da København første gang landede på toppen i Monocles by-undersøgelse tilbage i 2008, faldt det da også nogenlunde sammen med at den internationale begejstring for København for alvor fik vind i sejlene – hvilket dog også kan tilskrives andre internationale københavner-succeser fra samme periode – som f.eks. restauranten Noma og tv-serien 'Forbrydelsen' for bare at nævne to.
Næstbedst i The Economist
Glemmer man hypen for en stund, kan Monocles kåringer sagtens bruges konstruktivt.
Når relativt grønne og menneskeskala-venlige byer som København indtager toppladserne, sender det nemlig et signal til andre storbyer om, hvilke politiske, sociale og teknologiske initiativer man bør efterfølge for at skabe samme positive resultater for indbyggerne.
Men det er ikke kun Monocle, der hvert år kaster roser efter verdens bedste byer og får alverdens medier til at gå i selvsving.
Også mediet The Economist, og deres analytiske afdeling Economist Intelligence Unit (EIU), kårer hvert år kandidater til deres 'Global Liveability Ranking'. Her er kriterierne på samme vis fordelt over en række parametre hældende til de subjektive.
Her landede København i år på en andenplads kun overgået af Wien, hvilket må siges at være et comeback.
Efter flere års flotte placeringer var hverken Wien eller København nemlig at finde på EIU's sidste års top-ti over de bedste byer at bo i. Som så meget andet i 2021 spillede covid-nedlukningen en rolle i dén afgørelse.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
kommentarer