Blingbling til fremtiden
Freaks, Prins Henrik og tilfældige københavnere er afsættet for ny smykkekunst
24.juni - 31. august
Kunstindustrimuseet
Bredgade 69, Kbh K
Der er fornyelse til smykkeskrinet på programmet når fem afgangselever fra Institut for Ædelmetal giver deres bud på fremtidens smykker på Kunstindustrimuseet. Fælles for dem alle er at de har mennesket i fokus, og det emne har lagt op til lidt af hvert indenfor konceptuel smykkekunst.
Afsættet har blandt andet været prinsgemalen og skæggede kvinder fra 1930’ernes omrejsende cirkusser. Men på udstillingen kan man også se smykker inspireret af helt almindelige københavneres hverdag. Sidsel Götke gav et kamera til 20 tilfældige københavnere og bad dem om at tage billeder af en dag i deres liv. Det er der kommet en serie brocher ud af.
Uddannelsen til smykkeformgiver på Institut for Ædelmetal er en toårig kunstnerisk overbygning på den traditionelle guldsmedeuddannelse eller anden designuddannelse.