Besök i Middel-Svenssons stad

At finde vej ud fra Malmø Centralstation er som en trang tur igennem en snørklet kunstinstallation.

Der er fuglefløjt fra højttalere, citater på væggene, lyskæder og små områder markeret på jorden. Et blåt hvor man må holde pause, et rødt hvor man må give en et knus og et hvidt hvor man må ryge. Det sidste er vist ikke en del af installationen, men skjuler bare en omfattende ombygning af stationen.

Klokken er omkring ni, og jeg er ankommet med den togforbindelse der dagligt fragter godt 30.000 mennesker mellem København og Malmø.

Uden for er vejret dårligt. Det er koldt, det blæser og går langsomt fra trist til uvejr. Regndråber falder mod fortovet fra en blyantstegnet grå himmel, og lysglimt efterfølges af buldrende torden.

Det er ikke den bedste side Malmø præsenterer sig fra, og det er egentlig synd. For i godt vejr er det en by med masser af solrige åbne pladser og grønne områder midt i byen – noget der mangler i Danmark i al almindelighed.

Jeg bevæger mig i kraftig vind mod det man kan kalde strøget. Der er næsten ingen på gaden. De få jeg ser gemmer sig under paraplyer eller i tæt lukkede vindjakker og krydser vejene i løb for at komme i læ på de halvt overdækkede fortove.

Regnen og blæsten afslører dog én ting: Svenskerne har ikke større lyst til dårligt vejr end københavnerne.

Bløde senge og forsigtige svenskere

På strøget er der ikke specielt meget der har åbent endnu, men Duxiana, en sengeforhandler med undertitlen advanced technology in sleeping, er tidligere oppe end de andre.

Bag skranken er de to sælgere ikke helt sikre på om der er nogen nævneværdig forskel på danskere og svenskere. Og dog. En konkret forskel oplever de nemlig tit i butikken: Danskerne vil helst have hårde senge.

”Den er for blød,” efterligner sælgeren Alexandra Regnell, ikke uden besvær med udtalen af ”ø” og ”d”, en typisk dansk reaktion på de dyre svenske madrasser som broderfolket uden problemer har sovet på siden 1926.

Efter det går det hurtigt med at grave forskelle frem.

”Danske kvinder bruger ikke så tit bh. Det virker som om de er gladere for deres kroppe og sig selv,” siger kollegaen Emma Poaches.

Alexandra Regnell drager en parallel mellem kongehusene:

”Bare se på kongehuset og hvordan de går klædt. Og jeres dronning – hun ryger over alt. Det ville aldrig gå her. Det ville være en skandale. Vi er meget korrekte og klassiske.”

En anden ting der ikke ville gå i Sverige, er udenlandsk hushjælp.

”Min danske veninde i Hellerup har en filippinsk nanny boende hos sig. Det gør man ikke her. Det ville være meget underligt,” siger Emma Poaches.

Så vi er åbenbart mere afslappede end svenskerne. Vi går tvangfrit klædt, vi har det fint med importeret hushjælp, og vi ryger hvor det passer os.

Rygere findes der ellers også i Malmø. De står i butiksåbninger og smider, inden de går ind for at handle, deres skodder på jorden – ikke i askebægerne der ellers er gavmildt fordelt rundt omkring i byen.

Det virker ikke specielt korrekt at der på alle gader ligger cigaretskodder og endda så heftige bunker at det nogle steder ligner den sidste desperate chance for en smøg inden et rygestopkursus.

Gråsorte svenskere

I tøjforretningen Kalendegatan 28 by Kit, lige ved siden af Duxiana, står Åsa Rönnow bag disken. Hun har været til tandlægen dagen før og for første gang fået bedøvelse. Det er hun allergisk overfor, fortæller hun mig, mens hun prikker på sin hævede overlæbe.

Når hun ikke står i butikken, er hun agent for et tøjfirma hvor hun ofte arbejder sammen med danskere.

”I business-sammenhænge er danskere hårdere. De har altid en udvej, men i modsætning til svenskere siger en dansker ja eller nej. Aldrig sådan en måskevæven som svenskerne,” fortæller Åsa Rönnow.

”Og så klæder I jer meget mere bohemechikt. Her er vi klassiske. En svensker ville aldrig købe en mappe i cognac. Sådan en skal være sort,” fortæller hun.

Bohemechik? Jeg har en rød T-shirt, en sort sweatshirt og læderjakke på.

”Men det er synd at jeres biler er så dyre,” tilføjer Åsa Rönnow, inden jeg fortsætter ud i byen med en følelse af at svenskere er meget bevidste om hvem de er som folk. Og glade for deres bilpriser.

På trods af de billige biler, er der en del der cykler i byen. Men det kan selvfølgelig være at de tilhører eksilkøbenhavnere.

Jeg møder et dansk par på gaden, der dog har bil med over broen, og uden specielt meget lyst til at forholde sig til forskellen mellem svenskere og danskere, haster de hurtigt videre med en undskyldning om et parkometer.

Danskerkomplekset

Malmø er stadig indhyllet i regn, så jeg driver ind på Espresso House som der nærmest er en af på hvert gadehjørne i Malmø.

Ved vinduet sidder en mand og en kvinde og taler dæmpet sammen. De er begge iført mørkt tøj, brudt af lidt gråt her og der. Jeg går hen til bordet og spørger på mit bedste svensk, med tyrkisk accent har jeg fået at vide, om de har et øjeblik til et par spørgsmål.

Håkan Svensson og Pernilla Persson, iført arketypiske svenske navne ifølge dem selv, siger forsigtigt ja, men de er altså ikke sikre på om de kan hjælpe.

Det går op for mig at reaktionerne fra de andre jeg har talt med har været næsten identiske. Undskyldende som om de næsten forudser at de ikke kan sige noget om noget.

”Vi er lagom i Sverige,” siger Håkan Svensson og forklarer at det betyder noget i stil med lige nøjagtig tilpas. Ikke for meget, og ikke for lidt. Ligesom hygge kan lagom ikke defineres eller oversættes præcist.

”Danskerne går mere direkte på, mens vi er forsigtige. Det kan godt give nogle konflikter og misforståelser fordi danskere handler, og vi spørger,” siger Håkan Svensson.

”Men det er sjovt hvordan danskere altid har komplekser over landets størrelse. I har ikke store virksomheder som Volvo. Det tror jeg er med til at gøre at I skal hævde jer mere end vi skal,” påpeger Håkan Svensson.

Jeg undlader at nævne Mærsk, Lego og Novo Nordisk. Selv om man åbenbart tilhører et selvhævdende folkefærd, kan man godt være beskeden.

Spraglede soldater

Regnen er stilnet af, og der er kommet flere svenskere – samt et par danskere på gaden.

På byens centrale plads, Stortorget, spørger to busser fra hæren om du har det der skal til. Tilsyneladende ikke – der er i hvert fald ikke mange gæster.

Soldaterne, der har fået æren af at være levende eksempler på dem der har hvad end der skal til, er i deres uniformer med diverse grønne farver de mest spraglede i gadebilledet. Ud over et par enkelte kulørte paraplyer og en rød hue, holder svenskernes analyse stik: Svenskeruniformen er grå og sort.

Jeg lægger mærke til et stort reklameskilt for en tatovør. Forretningen må om noget være konkurstruet i en by hvor det at være anderledes ikke er noget man har lyst til. Så jeg skynder mig derhen.

Den ligger gemt lidt væk i en gyde. Receptionisten, der taler engelsk med noget der lyder som en spansk accent, kender hverken Danmark eller Sverige specielt godt. Men hun siger at hun kan finde mig en ’very interesting Swedish woman’.

Det er medejeren af det nyligt åbnede Tattoo World, Theres Zoi Karlsson. Hvis svenskerne er bange for at skille sig ud, er hun et rigtig dårligt eksempel.

På al den bare hud jeg kan se, har hun en anseelig mængde tatoveringer. Theres Zoi Karlsson kom for et år siden tilbage til Sverige efter 15 år med bopæl forskellige steder i udlandet. Hun er kun kommet tilbage på grund af sit barn som hun hellere vil have vokser op i Sverige. Sundhedssystemet er bedre egnet, mener hun.

Til baggrundsstøjen af summende nåle fortæller hun om det land hun ikke helt forstår hvorfor hun kom tilbage til.

”I kan gå ud og få en øl efter arbejde. Det kan man ikke i Sverige, så er man alkoholiker,” fortæller hun og tilføjer efter en lille pause:

”Jeg fatter ikke hvorfor jeg bor her.”

Bli’r man skudt?

Theres Zoi Karlsson synes heller ikke at man møder nogen når man går ud i Sverige.

”I Danmark møder jeg altid nogle og falder i snak med tilfældige. Her I Sverige er vi ’middel-Svensson’ – ingen vil stikke ud. Det er ikke et problem at gøre det i Danmark – det synes jeg er en stor og positiv forskel”.

Jeg nævner at de gange jeg har været i Sverige, er jeg blevet overrasket over hvor mange der har store tatoveringer på begge arme selv om de står i en fredelig tøjforretning. Det er ikke helt normalt i Danmark.

”Det er helt normalt her. Jeg forstår egentlig ikke hvorfor det ikke er sådan i Danmark. Er det fordi man bliver skudt eller sådan noget? Det synes jeg at jeg hørt noget om,” siger Theres Zoi Karlsson.

Jeg svarer at jeg tror det er en følge af rockerkrigen, og at det vist ikke er værre end at nogle steder ikke lukker gæster ind hvis de har synlige tatoveringer.

Vi bliver afbrudt af en høj fyr med synlige tatoveringer på halsen. Theres Zoi Karlsson fortæller at de har lavet et rekordforsøg der skal i Guinness Rekordbog for verdens længste sammenhængende tatoveringssession.

Fyren hilser kort og uinteresseret og henvender sig mumlende til Theres Zoi Karlsson, mens jeg siger farvel.

Børn bli’r stjålet

I endnu en lille gyde plasker vandet ned i kaskader fra hvide markiser. Monika Österheim bruger en kost til at skubbe det vand væk der har samlet sig og faretruende tynger de store, hvide stykker stof som dagen før skabte læ for gæsterne til åbningen af en ny udstilling i hendes galleri, Gate 38.

Efter en lang tænkepause til spørgsmålet om hvilke forskelle der er på svenskere og danskere, svarer hun:

”Det jeg hører og læser påvirker mig. Medierne cementerer på en eller anden måde ens forestillinger,” fortæller hun og har ikke rigtig lyst til at drage nogle konklusioner der kan været formet på baggrund af det.

Galleriejeren fortsætter dog med egne observationer:

”Noget jeg har lagt mærke til er at danskere lader deres børn stå ude i barnevogne. Danskerne siger: ”Hvem skulle dog stjæle et barn,” mens svenskerne siger ”børn skal ikke stå ude. De kan blive stjålet.” Så der er en stor mentalitetsforskel selv om vi bor tæt på hinanden og næsten taler samme sprog.”

I forretningssammenhænge er Monika Österheims oplevelse af danskere lig hendes landsmænds.

”Danskere siger ja eller nej. I er hårde, og jeg tror at vi tolker jer som tarvelige eller ondskabsfulde fordi I er så direkte. Det misforstår vi nemt fordi omgangstonen er så forskellig fra Danmark til Sverige.”