pixel

Vejlands Kvarter vinder arkitekturpris

Endnu ubygget bykvarter på kontroversiel grund vinder hæder i fagkredse.

Vejlands Kvarter plads

Da planerne om at opføre Amager Fælled Kvarter blev opgivet, gik der ikke længe, før et nyt projekt for et nyt boligkvarter blev lagt frem — blot 500 meter nede ad Vejlands Allé og et stenkast fra Bella Center.

Vejlands Kvarter blev navnet, og projektet har netop vundet en international arkitektur-pris. 

Uddeleren af prisen er det amerikanske arkitektur-site Architizer, der både er et medie, en projektdatabase og en webbaseret platform, hvor arkitekter og producenter af byggematerialer kan finde hinanden.

Det er 8. gang, at det store site uddeler deres såkaldte A+ priser, og det sker i ikke mindre end 88 kategorier — med fem nominerede i hver.

Henning Larsens projekt for Vejlands Kvarter vandt juryens pris i kategorien for 'ubyggede masterplaner'.

I hver kategori kåres der også en publikumsfavorit, og her måtte Vejlands Kvarter se sig slået af et projekt ved Tiberen i Rom

Vejlands Kvarter adskiller sig markant fra typiske masterplaner for nye bykvarterer — ikke mindst ved sin mindre retlinede fordeling af bygningerne, og ved sine åbne karréstrukturer hvor hver U-formede karré vender sig ud mod den omkringliggende natur. Det nye kvarter er også bilfrit og vil blive opført med træ som et gennmgående byggemateriale.

Netop placeringen i de grønne omgivelser udgør projektets kontroversielle element. Inddragelsen af nogle af Amager Fælleds kvadratmeter er ikke lige populær i alle kredse.

Ikke desto mindre har Københavns Kommune nu udarbejdet en egentlig lokalplan for Vejlands Kvarter, og man kan forvente, at den vil blive politisk behandlet i starten af 2021 — og formentlig også at den vil blive vedtaget, med byggestart kort efter.      

To mere til København

Yderligere fire projekter i københavnsområdet var nomineret til A+ priserne.

Amager Ressourcecenter (Amager Bakke) vandt publikums-prisen i kategorien 'Fabrikker og varehuse', mens CCO's Bygning B310 på DTU vandt juryens pris i 'BIM'.

BIM står for Building Information Modeling og er et digitalt system man bruger til at håndtere f.eks. byggeprocesser og energiforbrug i bygninger. Bygning 310 vandt prisen, fordi opførelsen af bygningen på DTU har været 100% digital i både design- og konstruktionsfasen — blandt andet med brug af iPads i stedet for papirtegninger på byggepladsen.   

Karen Blixens Plads og Køge Nord Station — begge designet af københavnske COBE — var også nominerede, men vandt ikke nogen pris i denne omgang. 

Læs mere om Vejlands Kvarter her.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling