pixel

Nyt gadedesign ved Torvehallerne sættes i værk

Træplantning og udvidelse af fortove er på vej.

Rømersgade nye træer bredere fortove.

Oprindeligt skulle nyindretningen af de to gader der flankerer Israels Plads og Torvehallerne have været klar til jul.

Når Københavns Kommune går i jorden i Linnésgade og Rømersgade her i august, er afleveringstidspunktet dog rykket til april — men målsætningen er der ikke ændret på.

Til foråret vil gaderne tæt ved Nørreport Station byde på bredere fortove, bedre cykelforhold og 76 nye cykel-parkeringspladser — en tiltrængt forøgelse i et område der både er et trafikalt og bylivsmæssigt knudepunkt i byen.

Kommunen har også en vision om, at Ørstedparken og Botanisk Have skal bindes bedre sammen. De to parker — der tidligere var forbundet som en del af Københavns voldanlæg — ligger kun cirka 350 meter fra hinanden, men det mellemliggende område er meget urbant og meget lidt grønt.

Derfor oplever man i dag ikke mentalt eller visuelt en sammenhæng mellem de to, men med 15 nye træer fordelt på Linnésgade og Rømersgade håber Rådhuset på, at den historiske forbindelse bliver tydeligere.

Nyt design er mere europæisk

Som i størstedelen af det københavnske gadenet optager bilerne i dag hovedparten af arealet på de to gader. Fortovene er smalle, og skråparkering maksimerer parkeringsareal på bekostning af opholdsareal.

Efter forvandlingen vil gadernes design minde mere om, hvordan mange europæiske byer har indrettet gader i deres bymidter de seneste år:

En enkelt bilbane tillader fortsat ensrettet biltrafik, men parkeringsarealet reduceres til nogle "indhug" i bredere fortove, hvor biler kan parkere parallelt med trafikken. Der hvor der ikke er parkering, kan fortovet brede sig endnu længere ud i nogle større "opholdsøer" med bænke — eller der kan blive plads til træer. 

Prisen er i alt 32 P-pladser, der vil blive nedlagt og ikke genetableret andetsteds. Området er dog betjent af P-kælderen på Israels Plads, hvor beboerne har råderet over 380 P-pladser.

Arbejdet er grønt i mere end én forstand. Sidste år forsøgte Københavns Kommune sig for første gang med eldrevne arbejdsmaskiner, og de vil blive kørt frem igen til anlægsarbejdet omkring Torvehallerne. Maskinerne støjer betydeligt mindre end de traditionelle versioner der kører på diesel — og bidrager ikke med lokal forurening i den i forvejen trafikalt belastede bymidte.  

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling