Næste skridt tages mod en næsten bilfri Middelalderby
På Københavns Rådhus skal man i juni tage principiel beslutning om fremtidens trafik i byens inderste kerne.
Bilerne skal næsten helt ud af Københavns inderste kerne, så der kan blive mere plads til gående, cyklende og bedre byrum.
Sådan lød konklusionen på den såkaldte 'borgersamling', som Københavns Kommune afsluttede tilbage i december. Beboerne i Middelalderbyen og øvrige københavnerne var enige: Op til 90% af parkeringspladserne skal fjernes, og selve trafikken reduceres med 75%.
Et halvt år senere har embedsmændene i Teknik- og Miljøforvaltningen samlet op på resultaterne fra borgersamlingen og har lagt en indstilling frem til Borgerrepræsentationen.
Politikerne skal nu af to omgange beslutte, om man vil tage indstillingen til efterretning og dermed lytte til borgernes ønsker, som de blev udtrykt på samlingen.
I første omgang skal man tage en principiel beslutning. Forvaltningen foreslår, at man tager næste skridt med op til tre nye tiltag:
1. Forsøg
At man etablerer fem til seks byrumsforsøg, der skal vise, hvordan areal der hidtil har været optaget af biler kan bruges til andre formål. Borgersamlingen gav blandt andet udtryk for, at det var vigtigt, at mindre biltrafik i Middelalderbyen straks blev erstattet med konkrete og attraktive byrum, og det skal forsøgene forberede.
2. Analyse
At man udarbejder en analyse af de erhvervsmæssige konsekvenser. Som det var tilfældet, da Strøget blev lavet til gågade i 1962, er mange erhvervsdrivende — i dag blandt andet repræsenteret af Horesta og Dansk Erhverv — bekymrede for blandt andet butiksdød og hoteldrift, hvis bilerne forsvinder.
3. Plan
At man udarbejder en mere detaljeret byrums- og trafikplan for Middelalderbyen — inklusive en tilpasning af det eksisterende licenssystem, så f.eks. beboere, varelevering og hjemmepleje vil have lov til at køre ind i området og parkere midlertidigt.
Det koster penge
Hvis politikerne siger et principielt "ja", så bliver næste skridt at samle regningen op.
De tre tiltag er budgetteret til at koste 9 millioner kroner — et beløb der vil skulle afsættes på Budget 2021, som politikerne lægger til efteråret.
Københavns Kommune er sideløbende i gang med en større analyse af trafikken i hele Indre By, så man kan afklare konsekvensen af andre store planer for ændringer i bykernen — bl.a. Tivolis forslag til en bypark på det inderste af Vesterbrogade og en overdækning af banegraven ved Vesterport.
Forvaltningen vil koordinere det videre arbejde med reduktion af trafikken i Middelalderbyen med det større arbejde med Indre Bys trafik, da de to kan have konsekvenser for hinanden.
Københavns Kommune har dog allerede nu fået konsulenterne hos ViaTrafik og Schønherr til at kigge på anbefalingerne fra borgersamlingen sidste år, og den umiddelbare vurdering er positiv.
Eksperterne forudser, at hvis man følger borgerens anbefalinger, så vil resultatet være væsentligt forbedrede forhold for både fodgængere og cyklister i det inderste af byen, mens reduktionen af den almindelige biltrafik også vil kunne forbedre fremkommeligheden for varelevering.
Trafikstøjen vil blive reduceret, 0.5% af byens CO2-udledning fra vejtransport vil forsvinde, og trafiksikkerheden vil blive forbedret.
Måske start næste forår
Til gengæld vil håndværkere ikke længere kunne parkere, mens de arbejder i Middelalderbyens boliger, butikker og kontorer, og det vil kunne skabe nogle udfordringer — noget som Håndværkerforeningen i København har påpeget. Håndværkere vil dog muligvis kunne gives adgang til at læsse materiale af.
Også beboerne selv kan også ende med lidt rynkede pander. Allerede i dag kan Middelalderbyens beboere ikke parkere ved deres bolig i dagtimerne, men i fremtiden vil bilen også skulle overnatte uden for de gamle voldgader.
Dét vil betyde et nyskabt beboerbehov på yderligere omkring 500 P-pladser i Middelalderbyens randområde, mener ViaTrafik og Schønherr, som dog også vurderer, at de private parkeringshuse kan dække dette behov.
En månedsplads her koster dog typisk 30.000 kr. om året, hvor en normal beboerlicens fås fra 200 kr — altså en prisstigning i omegnen af 15.000%.
Dét vil formentlig være en svær pille at sluge for Middelalderbyens bilejere, også selv om de principielt bakker op om, at de fremover må parkere uden for det allerinderste af byen, og Indre Bys Lokalråd har påpeget problematikken over for politikerne.
Nemmere vil sagen ikke blive af, at Københavns Kommune har sagt ja til nedlæggelse af 49 kommunale pladser på Dantes Plads — der netop ligger i Middelalderbyens randområde — så der i stedet kan blive plads til 214 private af slagsen under jorden.
En løsning vil være, at Københavns Kommune køber sig ind i flere af de centrale, private parkeringshuse og -kældre, men det vil naturligvis kræve, at der bliver afsat midler til det.
Her i juni vil Borgerrepræsentationen tage stilling til den principielle del af, om man skal gå videre med reduktion af Middelalderbyens biltrafik.
De efterfølgende analyser vil tage i hvert fald 1½ år at gennemføre, men glider alt igennem politisk, vil man allerede til næste forår og sommer kunne opleve de første forsøg med nye, fredeliggjorte byrum i den gamle by.
De ni millioner kroner til dette stadie af udviklingen dækker kun indledende forsøg, plan og analyse.
Hvis man efter en reduktion i biltrafikken senere vil renovere byrum og gadebelægning i Middelalderbyen, vil der skulle findes betydeligt større millionbeløb — enten via skatteindtægerne eller fondsdonationer.
Magasinet KBH følger sagen tæt.
—
Opdatering
På et møde i Teknik- og Miljøudvalget (TMU) den 8. juni blev indstillingen vedtaget. Kun Venstre stemte imod, mens Konservative undlod at stemme.
Hermed restererer behandlingen af den samlede Borgerrepræsentationen senere i juni. Man kan dog med stor sandsynlighed forvente endelig vedtagelse her — ikke mindst da flertallet i TMU var så markant.
Sidste skridt er afsættelse af midler på Budget 2021. Med det massive politiske flertal kan dette også forventes at ske.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!