pixel

På gyngende grund

Tænk at blive lullet i søvn til bølgeskvulp og vækket af en sulten and der banker på koøjet. Jo, livet på en husbåd lyder forjættende, men er det virkelig så rosenrødt? KBH transporterede sit sødygtige selv ud til et par af byens flydende hjem

kbh magasin

Fakta

Hvad: Husbåde
Hvor: Københavns havn
Antal: knap 80 (snart knap 90)
Leje af vandareal: ca . 1.000-8.000 kr. pr. mdr

Det er svært at få foden inden for husbådemarkedet, men står du med 17 mio. kr., kan du lige nu købe husbåden Sundance på 300 m2 med kajplads tæt på Operaen.

Husbåde skal registreres hos Søfartsstyrelsen, og derved bliver man formelt set såvel rederiejer som skipper.

De mest koncentrerede husbådeenklaver:
Krudtløbsvej (Holmen)
Omkring 20 stk.

Tømmergraven (Bag Havneholmen)
Omkring 18 stk.

Ved Slusen (Sydhavn)
Omkring 20 stk.

I midten af maj udbyder By & Havn 11 husbådepladser ved Sluseholmen som der bliver trukket lod om.

Hvem kunne ikke tænke sig at skifte tilværelsen i byens bilos og stress ud med en på vand hvor man er et med naturen og skipper over eget hjem? For et væld af københavnere er det drømmen, og da byen kan prale af 42 kilometer kajplads, lyder det jo som den perfekte cocktail. Alligevel findes der kun omkring 80 husbåde i Københavns Havn.

Det er nemlig ikke lige til at få adresse på vandet. Både søfartsmyndighederne og dem på land skal undersøge din husbåd rigtig grundigt før du får lov til at bosætte dig på den. Kommer man igennem nåleøjet og får lov at flytte sit habengut ombord, venter nye udfordringer – for hvor skal I lægge til kaj?

Bolværket ned til vandet er nemlig oftest privatejet, så uanset hvor villig By & Havn er til at udleje vandarealet, står og falder ens våde drømme med om firmaet der ejer grunden ned til vandet har lyst til at skifte udsigt til hav ud med udsigt til dit privatliv. Får man endelig en kajplads, er det på lånt tid da lejemålene gerne løber over et halvt år ad gangen. Så selv om man har et sted at fortøje sin båd i dag, er det ikke sikkert at man har det i morgen.

Udfordringerne afskrækker en del landkrabber fra at tage springet på vandet, og ellers klarer mængden af vedligeholdelse måske den sag. For der er altid noget der skal laves på en husbåd. Til gengæld fortæller søens erfarne folk at arbejdet inddeles efter årstider. Om foråret arbejder du på bådens ydre, om efteråret fikser du interiøret, og om sommeren drikker du øl, griller og holder helt arbejdsfri på din båd. Og pludselig giver det hele mening!

_MG_9346.jpg

OLIVE F.

Boligareal: 80 kvadratmeterUdeareal: 42 kvadratmeter (tømmerflåde og tagterrasse)Beboere: Dale Smith (D) og Heidi Børsholt (H)Alder: 65 år og 38 årProfession: Socialrådgiver og Selvstændig Har boet på husbåden Olive F. ved Krudtløbsvej på Holmen sammen med hunden Anton i henholdsvis ti og seks år.

_MG_9816.jpg

Hvorfor bor I på en husbådH: Da jeg mødte Dale boede han her, men hvad fanden skulle jeg i en husbåd langt ude på landet? En sommerdag cyklede jeg dog herud med Anton, en mascara og en bikini i cykelkurven og kom aldrig hjem igen. Det var instant karma.

Hvornår er I allergladest for at bo på en husbåd?H: På en skøn sommerdag hvor man kan hoppe i vandet fra stuevinduet.D: Jeg er ikke en af dem som hopper i vandet og bader. Jeg kan godt lide at bruge vandet hele året. Jeg synes også at det er helt fantastisk når det regner, blæser og rusker.

Hvad gør I hvis I bliver søsygeH: Det gør vi ikke, og vores gæster bliver heller ikke søsyge, men nærmere søraske. De får lige et skud god energi.D: Vi er vant til den der gyngende bevægelse, og så er søsyge også meget betinget af om man føler sig usikker. Man kan jo kigge på land, og så er båden tung – 130 ton – så der skal noget til før den gynger.

_MG_9311.jpgFra Olive F's stue kan man gå ned i underetagen hvor der er soveværelse, to gæstekøjer og opbevaringsrum

Har I mødt jeres nabo?H: Ja, det har vi. Det er en form for skæbnefællesskab vi er i. Alle har jo taget en beslutning om at leve lidt usikkert, og hvis naboen ikke er hjemme, scanner man også lige deres båd når man tjekker sin egen.D: Vi er afhængige af vores naboer. Hvis vores toiletkværn er i stykker, løber vi ind til naboen og låner deres. Du søger selv kontakten med dine naboer, for vi har behov for hinanden.

Hvor meget bruger I vandet?H: Så meget som muligt. Vi passer på det og er meget hysteriske omkring hvad der bliver smidt i vandet. Vi vil jo gerne blive ved med at bade og fange fisk til aftensmaden i vandet.D: Vi bruger vores jolle som bybil og sejler i Netto eller på besøg hos hinanden og får en øl.

Hvornår får I nok af at være på gyngende grund?H: Min smertegrænse var nok i vinter hvor vi ikke havde vand. Det er ikke nemt at forene mangel på vand med at være præsentabel på arbejde klokken ni om morgenen, men vi bliver nok aldrig rigtig trætte af det. Vi har slået rod her.D: Aldrig. Jeg skal slæbes ud herfra.

_MG_9594.jpg

IRMALIN

Boligareal: 40 kvadratmeterBeboer: Martin ErstedAlder: 32 årProfession: Selvstændig Har boet alene på husbåden Irmalin ved Krudtløbsvej på Holmen i to et halvt år.

_MG_9692.jpgHvorfor bor du på en husbåd? Det har været en drøm i mange år. Jeg har altid været glad for vandet, og det fascinerer mig meget at man kan flytte sit hjem. Og så er det fedt at være skipper – jeg er jo mit eget lille enmandsrederi.

Hvornår er du allergladest for at bo på en husbåd? Om sommeren, men hver årstid har sin charme. De sidste to år har jeg kunnet sidde udenfor og læse i februar, godt nok med en trøje på. Men denne her vinter var hård. Jeg vågnede en morgen fordi det lød som om båden var ved at falde fra hinanden. Det var skrueis der begyndte at presse mod skroget, så jeg hang ud over rælingen i to timer i mine waders og fjernede is.

Er du aldrig nervøs for at båden springer læk?Oh yes! Specielt lige da jeg havde købt den. Alle de lyde jeg ikke kendte da jeg flyttede herud, gjorde mig lidt nervøs. Hvis du ligger i soveværelset, er der ikke andre flugtmuligheder end hele vejen igennem båden og ud fra styrhuset. Jeg havde dog nogle dykkere nede og kigge på den sidste sommer, og de sagde at den sagtens kunne sejle i tre år før den skulle tjekkes igen.

_MG_9639.jpgIrmalins kombinerede køkken og stueHvad er den største udfordring ved at bo på en husbåd? Det er et mere primitivt liv. I vinter havde jeg for eksempel ikke vand i tre måneder, så jeg er blevet ekstremt bevidst om hvor meget vand jeg bruger. Og så alle de ting man skal lære som man ikke vidste i forvejen. Det er jo en hel lille fabrik der skal køres, men man lærer det hen ad vejen.

Hvad er den mærkeligste oplevelse du har haft ved at bo på vandet? Vi har en svane herude der er meget aggressiv, og jeg har en jolle der er sort, hvid og orange – altså svanefarver. Jeg oplever nogle gange at den kommer hvæsende og går til angreb. Første gang jeg sejlede i Netto for at handle ind var også ret speciel.

Kræver en husbåd mere vedligeholdelse end lidt træbeskytter i ny og næ? Ja, det gør den. Sidste forår, sommer og efterår gik jeg konstant og arbejdede på båden, men så var der nogle af de garvede husbådeejere der fortalte mig at det havde jeg forstået helt forkert. Om sommeren arbejder man ikke, der drikker man øl og griller. Så det har jeg tænkt mig at efterleve denne sommer.

_MG_9512.jpg

HUSBÅDEEJERNES GO-TO-GUY

Navn: Johnny NielsenAlder: 55 årProfession: Vicevært og go-to-guy igennem otte år i bådforeningen ved Krudtløbsvej. Pensioneret automekaniker. Serverer gerne en god roulade.

Hvad laver du? Jeg sørger for at området ser pænt ud, og så råber jeg efter bådejerne hvis de roder for meget. Og her om foråret skal alle deres små sejlbåde i vandet, så der sørger jeg for at reparere og klargøre motorerne så de er klar. Men ellers er jeg på min plads i værkstedet, og så kan folk komme ned med deres problemer.

Drømmer du selv om en husbåd Nej, det gør jeg ikke. Jeg havde en sejlbåd for 25 år siden, og der var så meget arbejde i den. Man kan hurtigt komme til at smide alle sine penge i båden. Jeg gider heller ikke bruge penge på en bil, så nu har jeg bare min knallert og min motorcykel.

Hvad er det mest typiske problem for en husbådejer? Der er faktisk ikke noget typisk problem. Der er altid noget der skal laves på en husbåd. Folk ordner selv alt det indvendige, og så hjælper jeg med reparationerne udvendigt. Det er én stor klub herude, og alle folk mødes i mit værksted og snakker om deres både over en kop kaffe.

Hvad er den mærkeligste opgave du har løst for en husbådejer Der var engang hvor lokummet løb over på en af bådene så det flød ud over det hele. Det var pumpen der ikke virkede længere, så jeg måtte låne ham nogle pumper så han kunne få det ordnet. Jeg var dog ikke selv nede i båden og hjælpe til.

Hvad ville du kalde din egen husbåd? Min motorcykel hedder Ingelise, så det skulle nok være det. Jeg synes det er sådan et sødt navn, og så har skibe og motorcykler jo det til fælles at de oftest har pigenavne.

Hvad er dit bedste tip til en kommende husbådejer? Køb en ny og frisk båd. Jo ældre de er, jo mere skal der laves. Og uanset hvor meget du laver på dem, ja så bliver de aldrig yngre, og det koster altså penge.

Se plantegninger og mange flere fotos fra husbådene i KBH 53 i arkivet

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling