Første DFDS-sten lagt på Marmormolen
Byggeriet af nyt, stort domicil med havneudsigt er sat i gang.
I Frihavnen har man netop lagt den første sten — grundstenen — til dét der skal blive til det næste firmadomicil med Øresunds-udsigt.
Som det ofte ses i disse år, er det danskernes private opsparinger der bliver investeret i nybyggeriet. Det er nemlig PensionDanmark der samler regningen på små 300 millioner kroner op, for derefter at forrente investeringen ved at udleje bygningen til DFDS.
De ansatte i det store rederi vil fremover få udsigt til, på den ene side, deres egne færger i Oslobådens terminal og, på den anden, FN-byen.
I alt 700 mennesker vil få sin daglige gang i byggeriet, der — bevidst — leder tankerne hen på en passagerfærge. I stueetagen vil en ny café få offentlig adgang.
Upopulær bygherre
PensionDanmark var også involveret som bygherre på det nu droppede Ørestad Fælled projekt. Engagementet er én af grundene til, at pensionsselskabet har modtaget mange negative anmeldelser på Google Reviews og i skrivende stund har en tilfredshedsscore på blot 2,3 ud ad 5.
Byggeriet på Marmormolen har dog ikke kastet lokale protester af sig. Byggegrunden på det lille udstik i havnen, lige ved siden af Amerika Plads-området, har i flere år ligget hen som et indhegnet stykke asfalt.
Når det færdige byggeri har rejst sig i 2022, skal man ikke forvente, at det vil tage sig ud helt som på de visualiseringer, som PLH Arkitekter har lavet af deres designs.
Som det ofte ses, er vinduerne i visualiseringerne transparente, og bygningen fremstår derfor let og luftig. I virkelighedens verden vil vinduerne i dagslys reflektere uderummet, og derfor vil den færdige bygning i højere grad virke tillukket.
Læs mere om projektet (fra maj 2019).
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!