pixel

Marmormolen rundes af med kuber i trapper

Efter at være blevet lagt i skuffen i tre år er der nu byggestart på 'the missing link' mellem Marmormolen og resten af byen.

Marmormolen Nordhavn

Marmormolen tæt ved Nordhavn Station har oplevet et sandt byggeboom de sidste ti år og nærmer sig fuld udbygning.

FN-byen dominerer enden af molen med sin otte-takkede stjerneform. Lige foran den voksede i årene omkring 2015 et nyt boligområde frem. Og ved siden af de to er rederiet DFDS netop nu i færd med at opføre deres nye, færge-lignende domicil på molen.

Men længst inde mod land — tæt ved Nordhavn Station — ligger en tilsyneladende efterladt grusplads. Den inderste del af Marmormolen, hvor Østerbro møder Frihavnen, er fortsat ubebygget.

Bygger i 'ingenmandsland'

Lige ovre på den anden side af Nordhavn Bassin skuer Portland Towers' to cementsiloer ned over området og ud over Øresund.

Badezonen ved det populære sommer-’hangout’ Sandkaj på samme side har været med til at skabe noget liv og leben i området, hvor visionen er at skabe en mere levende bydel, end man ellers ofte har set i Københavns nye byområder.

Den ellers nydelige udsigt fra Sandkaj skæmmes dog af Marmomolens grusbelagte grund og af en P-plads for enden af bassinet — knyttet sammen af en smal asfalteret vej, der godt kunne trænge til en overhaling.

Det ubebyggede områdes størrelse — og dets beliggenhed lige mellem Nordhavn Station og resten af Marmormolen — skaber et ’ingenmandsland’, som sammen med S-togskinnerne afgrænser Marmormolen fra Østerbro og resten af byen.

Tidligere projekt droppet

Men det bliver der til dels rådet bod på nu.

Marmomolens efterladte grund på 8.200 m2 skal nemlig huse et nyt kontorbyggeri — og en ny kanal.

AP Ejendomme har netop købt grunden og vil i løbet af 2021 sætte gang i byggeriet af en bæredygtig kontorejendom på cirka 28.000 m2.

Dermed ser det ud til, at der er fundet en løsning til grunden, der har været igennem en omskiftelig tid de senere år.

I 2018 præsenterede Henning Larsen Architects deres bud på en ny kontorejendom til revisionsfirmaet PwC på grunden.

Året efter droppede PwC dog planerne igen, da man besluttede at blive boende i Tuborg Havn.

Kuber i faldende højder

De endelige byggeplaner er endnu ikke blevet fremlagt, men at dømme ud fra det sparsomme billedmateriale, der indtil videre er offentliggjort, vil AP Ejendomme langt hen ad vejen fortsætter med det oprindelige projekt.

Det består af en bygning inddelt i 12 kuber, der omkranser et atrium. Kuberne varierer i højde og danner dermed en trappeformet profil på bygningen.

Højest bliver der ved hjørnet ved Kalkbrænderihavnsgade, der når op i 36 meter. Herfra nedtrappes højden i begge retninger og ender på 16 meter i hjørnerne ind mod byen og mod naboboligerne.

Facaden gennemskæres af indlagte terrasser, der følger kubernes faldende højder.

Ifølge planerne vil der blive gravet en ny kanal ind i Marmormolen — en cirka 125 meter lang blindtarm af vand, der vil adskille det nye byggeri fra boligområde 'Marmorbyen' lige ved siden af, og samtidig skabe et afskærmet uderum ved vandet.  

Bæredygtighed med store typer

Den største forskel fra tidligere ser ud til at ligge i byggematerialerne.

Træ kommer til at spille hovedrollen i byggeprojektet — i modsætning til de stålkonstruktioner, der dominerede det oprindelige oplæg.

'Bæredygtighed' er blevet et buzzword i byggeindustrien, og det kommer formentlig til at stå klart for alle beskuere, når byggeriet på Marmormolen er færdigt.

Ifølge oplægget bliver den centrale del af byggeriet — hvor de faldende terrasser gennemskærer facaden — domineret af store typer, der på engelsk vil proklamere, at 4.000 tons CO2 er blevet sparet ved at bygge ejendommen i træ.

Så er man ikke i tvivl.

Tallet svarer nogenlunde til, hvad omkring 870 typiske personbiler udleder på et år. 

Indtil videre er der ikke sat en dato på afslutningen af projektet, men byggeriet forventes altså at komme undervejs senere i 2021.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
Nordhavn
Kan et fiskemarked være med til at give Nordhavn lidt tiltrængt identitet og en stærkere kobling til det vand, der omgiver byens nye boligområde?
læservision
Nordhavn
Nordhavn skal have et nyt vartegn. En gigantisk figur i træ af en trind Bademester, der kan skubbes i vandet ved en fælles indsats.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling