pixel

FN bygger nyt i Nordhavn

"Verdens største humanitære lager" bliver endnu større, og det sker i Nordhavn. Ikke alle er dog glade.

unicef lager nordhavn

Det nye Nordhavn bliver præget af boliger og kontorer — men industrien forsvinder ikke helt fra den godt 100 år gamle halvø.

En ny containerterminal til skibe fra verdenshavene er ved at blive bygget på Nordhavns yderste tip og ventes færdig senere i år.

Og lige ved siden af terminalen vil FN nu opføre en stor lagerbygning, der skal huse humanitær hjælp, som kan sendes videre ud til verdens nødlidende. Som nabo til dén har FN brug for endnu en ny bygning til administraton af hjælpen.

Bygningerne bliver opført i regi af UNICEF, der er FNs organ for støtte til børn i mere end 190 lande.

Rent faktisk har UNICEF allerede en stor lagerbygning fra 2012 i Nordhavn — en bygning som ifølge organisationen allerede i dag udgør det største "humanitære lager i verden".

Lageret var en gave fra den danske stat til FN og stod i 2023 for ikke mindre end 84% af de forsyninger, som UNICEF sendte ud i verden.

Men selvom den kun er 13 år gammel, er bygningen allerede blevet for lille. UNICEF er involveret i så mange projekter over hele kloden, at man har brug for mere plads til mad, medicin, uddannelsesmateriale og andre ting, som sendes ud til verdens børn.

Og det får man i 2028, når de nye faciliteter er færdige.

Der er arkitekt på

Den nye bygning vil blive rejst i grænselandet mellem den nye industrihavn og de kommende boligområder i Ydre Nordhavn.

Dermed vil den komme til at ligge lidt adskilt fra den bydannelse, der er på vej til området — men dog ikke længere væk end at den bliver nabo til den kommende 'Nordhavnsparken' på spidsen af Nordhavn.

Og der er da blevet også sat en arkitekt på opgaven, så man i hvert fald kan håbe på, at æstetikken er lidt mere ambitiøs, end man ser det på lagerbygninger, som de er flest.

PLH Arkitekter har allerede lavet designet af de store linjer i byggeriet — se illustrationen øverst i artiklen.

Og i alt fire teams har for nylig budt ind i en udbudsrunde om at få lov at udforme konstruktionen og det mere detaljerede design af de nye bygninger. 

Byggestart er sat til begyndelsen af det kommende år.

For dyrt i Nordhavn?

Det nye byggeri vil koste mere end tre milliarder kroner at opføre — penge der tages fra statens budget til udviklingsbistand. 

Selve byggeriet er omfattende, og derudover skal der bruges penge på automatiserede logistiksystemer, der håndteres af robotter. 

Danmark yder årligt mere end 20 milliarder kroner i udviklingsbistand, svarende til mere end 3.000 kroner pr. dansker.

Ikke alle er dog glade for, at det velgørende lager bliver opført i Nordhavn.

Nordhavn kan synes som en god placering, da der kun vil være omkring 700 meter til den nye containerterminal, hvorfra man kan transportere nødhjælp ud på verdenshavene.

Og når Nordhavnstunnellen er færdigbygget omtrent samtidigt med det nye lager, vil der også være relativ let adgang til motorvejsnettet.

Nedkørslen til tunnellen vil ligge omkring 1,5 kilometer fra UNICEF, og derfra er der direkte forbindelse til Helsingørmotorvejens E47, der kobler Danmark på Tyskland — i 2029 i form af tunnellen under Femern Bælt.

Men Nordhavn er også et dyrt sted at bygge. Og i Kalundborg, Aalborg og Fredericia efterlyste man i sidste uge, at UNICEF-lageret i stedet bliver bygget ét af de tre steder.

De tre provinsbyer har fået 'tænketanken' Kraka til at regne på sagen — og her er man nået frem til, at man vil kunne brødføde 8.000 børn om året med de penge, man kunne spare, ved at bygge i provinsen i stedet for i Nordhavn.

Både den danske stat og FN ser dog en værdi i, at FNs aktiviteter i Danmark er samlet i området omkring Nordhavn. FN-Byen på Marmormolen ligger kun cirka to kilometer væk.

På et samråd forleden på Christiansborg sagde udenrigsminister Lars Løkke (M) ifølge branchemediet Byrummonitor:

»Et af hovedformålene med at bygge FN-Byen i 2012 var netop at samle de tilstedeværende FN-organisationer i Danmark for at sikre synergi og koordination i tråd. Det ville ikke give mening for mig at splitte organisationen op, og det synes UNICEF heller ikke.«

Derfor er det nok ikke sandsynligt, at provinsbyerne får held med at flytte det nye UNICEF-kompleks væk fra Nordhavn, der efter planen altså åbner i 2028.

Emner

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
Nordhavn
Kan et fiskemarked være med til at give Nordhavn lidt tiltrængt identitet og en stærkere kobling til det vand, der omgiver byens nye boligområde?
læservision
Nordhavn
Nordhavn skal have et nyt vartegn. En gigantisk figur i træ af en trind Bademester, der kan skubbes i vandet ved en fælles indsats.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling