Skammerens Datter 2

De nordiske ur-toner, Skammer-magien og det brølende kæmpeuhyre. Fantasy-eventyret hersker igen i Østre Gasværks grandiost rustikke rum, der er så perfekt til dette vidunderlige middelalderunivers med sus i sværd, slanger og skammere.

Dette magiske univers, som er helt unikt i sin enkle og kreative udfoldelse: Kasser, lemme, trapper og døre i dybder som højder, marionetagtige dyr, sprælske kostumer i alt fra kluns til skrud, vitale våben og magiske kræfter i spil med naturens elementer skabt af lys, lyd og bevægelse. Samt et stenhelvede af et fyrstedømme, der underholder sig med at smide deres fjender – og arbejdere – i søen til kæmpeslangen.

De velkendte elementer fra ’Skammerens Datter 1’ er vellykket videreudviklet, og især lys, lyd og bevægelse skaber ekstra stemning. Af bølgende vand, snigende tåge og muld så dyb som de onde magter, der stadig jagter Skammer-familien. Men de er også på flugt fra et medlem af egen blodlinje.

Det har garanteret ikke været nemt at koge de sidste tre bind af Skammer-serien ned til en samlet afslutning, men Høg, Aagaard og Svanekier har i samarbejde med Lene Kaaberbøl ramt plet med hovedvægt i ’Slangens gave’. Dermed bliver kernen i ’Skammerens Datter 2’ igen familierelationerne og Dinas udvikling.

For ind og ud af tågerne toner Dinas far Sezuan (Kim Hammelsvang Henriksen), som er sortemester og har slangens gave: At fordreje folks tanker, få dem til at drømme og se noget andet end virkeligheden. Det er ganske tvetydigt, hvor ondt eller godt det er, og Dina står overfor nye udfordringer med endnu en magimagt, hun måske har arvet.

Men også Rosa har familiekvaler, som udtrykkes smukt i duetten med Dina: ’Hvorfor lige nu?’, der sammen med Sezuans solo og fangenskabs-fællessangen ’Et lys i mørket’ er blandt de bedste sange. Titelnummeret går selvfølgelig igen, men med nye tekstlinjer mikset ind i de ørehængende strofer.

1'erens stærke Skammer-scener er tonet ned her – til fordel for slangemagien. Der kunne sagtens være mere af den dybt fascinerende slangegaves drømmetableauer, mens scenerne med det hvæsende søuhyre er perfekt udstykket.

Handlingsforløbet i 1'eren var mere begivenhedsrigt, komplekst og overraskende, hvor 2'eren er mere bevægende og forløsende – og endnu mere gennemført i både scenografi, musik, kostumer og karakterer. At Simon Stenspil har overtaget rollen som Nicodemus er strålende, for han er sammen med Sara Viktoria (Rosa) og Amalie-Marie Nybroe Fjeldmose (Dina) ubestridt tidens nye store talenter.

”Verden har brug for Skammerens datter”, synger de, og det holder max! ’Skammerens Datter 1 + 2’ er teatermagi så klassisk, at det holder over flere generationer. Sidste sæson satte barren højt og begejstrede over 53.000 publikummer, og denne sæson følger trop. Eksempelvis med maratonaftener af begge forestillinger. Det er teaterhistorie, der rykker – og forhåbentlig til gentagelse i fremtiden!