Blodbryllup

"Duende." Den ubeskrivelige karakter af følelse, udtryk og autenticitet. Fra smerte til ekstase. Oftest forbundet med spansk folkesang, i særdeleshed flamenco. Den spanske forfatter Federico García Lorca definerede  "duende" omkring 1933 og er kendt for mange citater, blandt andet det om "..en levende stil der er i blodet."

Således er hans intense kærlighedsdrama ’Blodbryllup’ (fra 1933) oplagt til den emotionelle udfoldelse som ballet er, og det unge koreografitalent Eukene Sagues har skabt en fabelagtig forestilling i Lorcas ånd. For her flyder blodet - af familie og kvinderroller, gennem kærlighed og død - med masser af "duende."

Den spanske mysticisme fylder effektivt i den klassiske historie om familie- og samfundsnormer der fører et bryllup til blodbad. Lorca havde sit fokus på kvinderne, og Sagues udvider med en forbindelse mellem dem og Månen, der i legemeliggørelsen af det åndelige og følelsesmæssige nærmest bliver personificeringen af "el duende". I eminent dobbelttydighed, fordi samfundsnormerne stadig er manges - kvinders som mænds - tryghed, så når Månen spejler frigørelsen i kvinderne ulmer også en frygt.

Den første af mange fabelagtige scener er prologen, der sætter hele dilemmaet: Flamencosangerinden (Rocío Bazán) synger Månen frem som et menneskelegeme (Alexander Stæger), androgynt og dobbelttydigt. Spejlingen i den første kvinde er mystisk og opløftende, og da hun tiltrækker en flok mænd, er hun fri til at afvise dem. Men så bekæmper de hinanden til døden, så hun føler skyld og bliver til en sorgklædt kvinde, Moderen (Astrid Elbo). 

Hendes søn er Brudgommen (Guilherme de Menezes) i det arrangerede ægteskab, hvor Bruden (Stephanie Chen Gundorph) flygter under bryllupsfesten - påvirket af Månen og andre spirituelle skikkelser. Igen to stemningstætte og følelsesmættede scener, især frigørelsesdansen med flagrende hvide gevandter. Men ekskæresten Leonardo (Ryan Thomas) halser efter hende i den tro at han kan forføre hende igen, og Brudgommen finder dem, fuld af jalousi.

Det er især denne 2.akt, der rammer et moderne udtryk for danserne, og disse to scener er ganske rå og fuldstændigt hypnotiserende. Først Leonardos mistolkning af Brudens kropssprog og mentale udtryk, så de ender i et overgreb - sat helt uden musik, så deres støn og hvin bliver ekstremt nærværende. Og derefter Leonardo og Brudgommen i en heftig, blodrød kamp med træstave - den baskiske Makildantza kombineret med den filippinske kampsport Kali - akkompanieret af indspillede palmas (håndklap) i tempofyldt bulerias-rytme, smeltet ind i orkestrets mørke toner. 

Den tredje kvinde, som Månen forsøger at sætte fri, er Hustruen (Jocelyn Dolson) - gift med Leonardo fordi hun blev gravid. Den historie er nedtonet i forhold til Bruden og Moderen, som spejler hinanden ret tydeligt. Men de ender alle i mørke og sorg - inden de tilsidst forenes i styrke og frigørelse. En slutning, der adskiller sig meget fra Lorcas skuespil, men alligevel indfrier den frihed han drømte om.

For Eukene Sagues’ vision - og Astrid Øyes dramaturgi - er et moderne balletværk der tør danse nye veje. Med hendes hjemlands stærke musik-, sang- og dansetraditioner blendet smukt ind i den fortællende Bournonville-tradition, som hun som danser har været en del af hos Den Kongelige Ballet siden 2017. Bryllupsfesten i 1.akt er den traditionelle del, men eksempelvis middagen er et fantastisk mix af dansk mime og spansk temperament. 

Musikken er forførende, dramatisk og ofte med mørke, tunge stemningsskift - primært neoklassicisten Manuel de Falla, som musikarrangør Elena Abad har tilsat Lorca-sange og egne kompositioner for at skabe naturligt flow. Allermest hjerteskærende bliver det når flamencosangerinden Rocío Bazán giver kvinderne dyb og autentisk stemme - på scenen og i orkestergraven.

Scenografien af Palle Steen Christensen er genial og konstant fascinerende i sin vekselvirkning. Lange, tykke, tunge og stærke reb hænger i strimler som (skille)vægge eller (spindel)væv. Først trækkes de som afgrænsning frem på forscenen, og midtvejs fungerer de som drejende for- og bagtæpper til brylluppet, for i næste akt at være flænsede, viklede og knudrede trådstumper i skoven, inden den sidste del igen forsøger at manifestere den normale samfundsorden med det tunge ubevægelige rebtæppe. Men det kan brydes og blive levende, det er en del af naturen.

Den simple scenografi er formidabelt stemningsfuld og suggestiv sammen med det mættede lysdesign af Súni Joensen og de ligeledes enkle farvekontraster i kostumerne af Louis Kynd. Naturfarver overfor de hvide og sorte temaer om lys og mørke. Og naturligvis den røde farve, der er stærkt forbundet med spansk kultur og associerer både passion, fare og død - og her også blodets bånd, før og efter bryluppet. 

’Blodbryllup’ er en forrygende flot forestilling, og endda Sagues’ første helaftensballet. Selve balletkoreografien er ikke overvældende, men det er en vellykket moderne fusion med de pulserende spanske traditioner. En helhed af mange stemningsfulde detaljer i forskellige kunstarter der forenes til en medrivende nyklassiker, fuld af "duende." "Bravo", lød det heftigt fra publikummer bag os til premieren - men det bør være et kæmpestort "Brava". For det er især kvindernes triumf her.