Den lille prins

Historien om prinsen, der rejser mellem planeterne og der møder den ene voksen mere underlig end den anden, er i sig selv fin og inspirerende. Teater Nexts iscenesættelse af Antonine de Saint-Exupérys bogklassiker ’Den Lille Prins’ holder fast både i det fine, uskyldige barneperspektiv og de nærmest vise, eller voksne, inspirerende iagttagelser. 

De tre herrer på scenen er klædt i sort fra top til tå, og det giver en vild effekt, når den farvestrålende prins – som dukke ført af Christian Bergman – entrerer scenen. Den blå kappe og gule halstørklæde lyser op under det dragende, drengede ansigt. 

Christian Bergman både taler og synger med en stemme, der matcher det barnlige udtryk supergodt. Faktisk ligner han også den blonde prins en smule, og bortset fra lidt hastige ryk og til tider lidt for høj dukkeføring, fungerer samspillet mellem fører og prins så godt, at de næsten smelter sammen til én. 

Der er masser af humor i forestillingen, både af den finurlige slags som teksten er rig af, og den mere direkte form, som når den forfængelige voksne fra en af planeterne lige knipser sig en selfie med prinsen. Også kropsarbejdet er humoristisk, og især Morten Hembo, som fremfører en lang række af de voksne, formår at skabe latter i salen. Hans konge er lige i øjet, men herfra bliver det desværre lidt svært at holde kadencen, med den ene mere ekstreme karakter end den anden. Vi ender i nogle unødvendige klicheer, men det virker trods alt efter hensigten, og prinsen får den modstand, han har brug for, for at kunne fremstå så fin, naiv, skrøbelig og modig, som han gør. 

Der er masser af sange undervejs, der både giver kuldegysninger og smil som følge af en blanding af alvorlige tekster og så en mandskoragtig stil, der twister og giver gods til resten. 

Kuldegysningerne indtræffer også, når prinsen finder sin røde blomst, der på fantasifuld vis åbner sig for øjnene af os. Dialogen mellem prinsen og blomsten (dubbet af Amalie-Marie Fjeldmose), hvor det går op for prinsen at han ikke bare skal passe på den, men den også på ham, giver herligt stof til eftertanke. Det samme gør mødet med ræven, som gerne vil gøres tam og prinsens bemærkninger til rigmanden, der påstår at eje alle stjernerne. ”Hvordan kan man eje stjernerne?” spørger han. Og endnu mere underfundigt: ”Hvad godt gør det for dine stjerner, at de er ejet af dig?”

’Den lille prins’ er langt fra en kedelig forestilling. Der er både dukker, velfungerende video, sang, livemusik og overraskelser, der popper op af gulvet og ud fra scenevæggen. Hatten af for alle de mange elementer og for at skabe sammenhæng og helhed i mellem dem. Men måske skulle nogle elementer alligevel være taget ud, hvis finessen i de tilbageværende dermed var blevet finere. 

Alt i alt er ’Den lille Prins’ en vellykket og ambitiøs forestilling, som dog kun glimtvist løfter sig over det jævne, fordi ambitionsniveauet i detaljen ikke helt kan følge med det overordnede ambitionsniveau. Der bliver lidt sjusk over det, lidt hastværk, ligesom udtrykket nogle gange bliver karikeret. Alt dette ikke i en grad så det forstyrrer eller trækker ned i oplevelsen, men alligevel sådan, at den ikke når helt op at svinge. Den hundrede procent gennemførte og utvivlsomme magi, som en sådan fortælling har potentiale til, udebliver. 

Forestillingen er anbefalelsesværdig til barnlige sjæle med stor fantasi og nysgerrighed på verden og til alle med krudt i røven, som godt kan lide masser af overraskelser på scenen, gode grin og sanselige oplevelser en masse. Man går ikke fra Anemonen og Nexts debutforestilling uden at føle sig beriget både sanseligt og i tanken.