Beauty and the Beast

’Beauty and the Beast’ er musicalteater, når det er bedst. Et festfyrværkeri af er en forestilling, der vil begejstre folk i alle aldre. Allerede inden tæppet går op, er man hensat til et magisk univers. Et gennemsigtigt scenetæppe med en enkelt, rød rose i midten hænger som et slør foran scenen. Bagved ses en funklende eventyrverden med tårne og spir fra det fortryllede slot.

Maria Lucia Heiberg Rosenberg står i spidsen for et toptunet ensemble, der er så umådeligt velsyngende, spillende og dansende, at det er en fryd at opleve. Sammen med en vidunderlig scenografi, der i imponerende sceneskift ubesværet hopper mellem fortryllet slot over landsbyidyl til uhyggelig skov, fra indeklemt værtshus til bjergtagende balsal, samt et hav af overdådige, glitrende kostumer, forvandler performerne den lille hyggelige scene til en magisk verden.

Bent Mejdings tørre fortællerstemme forkynder prologen om den arrogante prins, der fornærmer en troldkvinde og som straf forvandles til et hæsligt udyr. Kun hvis han kan lære at elske en anden, og blive elsket igen, vil fortryllelsen blive hævet og prinsen genvinde sin menneskeskikkelse.

Det er Disney som man kender og elsker det, og så alligevel nyt. Teaterversionen har en del ekstra sange med, heriblandt tjenestefolkenes håbefulde ballade ’Menneske igen’, der sammen med Udyrets højstemte ’Hvis ikke jeg kan elske hende’ fint understreger, hvor meget der egentlig er på spil på slottet. Fortryllelsen er en straf for ejerens såvel som hans tjenestefolks dårskab og hovmod, og forvandlingen medfører at de gradvist er ved at miste deres menneskelighed.

Historien kender vi ud og ind, alligevel bliver man aldeles charmeret, for spillerne gør fortællingen til deres – hver en joke, hvert et trin, hver en tone. ”Ret for ret” fristes man til at istemme, når Lumiere i spidsen for ensemblet af levende tekopper, bestik, tallerkener og lysestager synger den ikoniske ’Vær vor gæst’, så hele salen næsten danser med. For vi bliver i dén grad mætte af det fænomenale sceneshow, der samtidig aldrig glemmer at sætte historien i centrum. Hvem føler sig ikke knuget under kampen mellem Gaston og Udyret og Belles tårevædede kærlighedserklæring? Hvem kan undgå at blive berørt af den jublende slutning, hvor alt ender godt og de elskende får hinanden som fortjent?

Stjernen over dem alle er uden tvivl Maria Lucia, vidunderligt syngende, fuld af sødme og sympatisk charme, der kan overvinde selv det mest forhærdede hjerte. Tomas Ambt Kofod er et knurrende og gnavent Udyr, der langsomt oplever kærligheden som en åbenbaring, som en vej tilbage til hans menneskelighed.

Preben Kristensen giver sin franske charmør af en lysestage en tand mere på accent og oneliners, og det klæder rollen overraskende godt. Hans samspil med Cogsworth i skikkelse af Kristian Bolands ængstelige, overforsigtige duks vinder latteren frem hele forestillingen igennem, og de to skuespillere bevarer samtidig så meget elegant timing, at det aldrig bliver plat eller overgjort. Camille-Cathrine Rommedahl er en kælen fjerkost, mens Anne Suppli er en afbalanceret Mrs. Potts.

Kenneth M. Christensen er et scoop for forestillingen. Ny i rollen som Gaston, den opblæste skurk, er han lige præcis så flødebollelækker, narcissistisk og egoistisk, at det er en fest at se ham blive gradvist mere skurkagtig og ond – alt sammen på grund af et såret ego. Sekunderet af en veloplagt Henrik Lund som Lefou stjæler Christensen hver scene, han er med i.

”Tale as old as Time” synger Mrs. Potts i den originale film. Jo tak, men vi kan godt tåle at høre og se historien igen, når den bliver så festligt fortolket som på Det Ny Teater.