The Substance

Rygsøjlen - fra hoved til haleben sprættet op og syet sammen. Det billede er allerede ikonisk. Den fysiske og psykiske kontekst i det vildeste udtryk af bodyhorror, hvorfra substansen flyder og sprutter i Coralie Forgeats visuelle eksplosion af drøm og mareridt.

En bedre version af én selv. Det er et klichéfyldt, fortærsket mantra, der stadig rumler i diverse selvudviklende sundhedskategorier - kropsligt og mentalt. Men perfekt for den tilstand af frustration som den tidligere Hollywood-stjerne Elisabeth Sparkle (Demi Moore) befinder sig i efter hun er blevet fyret fra sit hotspot som fitnessguru. Der skal unge, søde og glatte kvindeformer til - så Elisabeth er klar på enhver transformation. 

Substansens indskærpende brugsinstruktion: Activator kun en gang! Stabilisator hver dag! Switch hver 7. dag! Samt det gentagne varsel: I er begge dig! Så ved man det går galt, men slet-slet ikke hvor amok det kan gå. For smækre Sue (Margaret Qualley) respekterer selvfølgelig ikke 7/7-balancen, og så er der på alle måder åbnet for kropsgyset. Ud af kroppen-oplevelser som aldrig før.

Især den heftige transformation, der nærmere er en fødsel: Den nye, unge version klækkes ud af en kæmpe sprække langs rygsøjlen - brændende hjerte, heftigt åndedræt og sluprende væskelyde. Uden tvivl de mest originale horror shots i mange år - og helt uforglemmeligt og øjeblikkeligt ikonisk er billedet af den sammensyede rygsøjle.

Frygtindgydende, visuelt overdådigt og med et hint af satire. For det er ikke bare en manglende rygrad i forhold til hvad kvinder vil udsætte deres krop, psyke og personlighed for i jagten på skønhedsidealer. Det er stadig der livskraften kommer fra, og billedet på den vildeste overlevelse, samt en surrealistisk hævn i slutningen.

Fargeat behøver ikke massevis af ord, hun fortæller primært og overlegent i billeder. Og alt er totalt hyper: Saftige farver (selv når de er pastel), surrealistiske mønstre (tøj, interiør), superglinsende overflader og former, intense nærbilleder, samt svimlende kamerabevægelser og -vinkler. Alt suppleret sublimt af Rafferties unikke lydside som konstant ulmer af den excessive kropslighed, som filmen dyrker aldeles skamløst. Det smukke og det grimme.

Fra tv-glansbilledet af ’Pump It Up with Sue’, der har en vis lighed med koreografi og æstetik i Eric Prydz’ ’Call on Me’-video, bare mere cute og uskyldig; til det absurde slutscenarie, der i et overvældende mix refererer de Palmas ’Carrie’-blodbad og Lynchs ’Elefantmanden’ samt klassisk Cronenberg-bodyhorror og lidt Kubrick-noder. Og alligevel er Fargeats stil helt hendes egen - ganske psykedelisk, syret og dristigt her, men også en dybere medfølelse under den vilde splat.

Demi Moore er gysets rygrad, og hun er formidabel. Desperation, frygt og sårbarhed veksler med vilje, vrede og hævn. Replikken "You can’t escape from yourself" giver også dobbelt mening, i betragtningen af Moores egen karriere, hvor hun ofte er blevet kritiseret for at udnytte sin kropslige status. Hun er ekstremt lækker, men hendes kosmetiske forbedringer er åbenlyse, og giver ekstra kontekst til Elisabeths selvværd - ikke mindst når konklusionen er at skønhedsoptimeringer bliver en afhængighed og tærer på éns ægte karakter.

Der er ikke meget plads eller følelser tilovers for mænd her, men i deres karikerede stil og velkendte male gaze bliver de basis for filmens satiriske kerne. Fra start er Dennis Quaids vulgære studieboss - med det passende navn Harvey - det ultimative billede på at mænd ikke har de samme problemer med at være ældre, klamme og sexistiske. En interessant detalje er dog at personen, der tipper Elisabeth om det livsændrende stof, er en mand. Der er kun få hints til hans motivation, men i en enkelt scene spejler de hinanden i deres livs værste mareridt.

Således er meget dobbelttydigt, og selvom sympatien ligger hos Elisabeth, så er Sue jo hendes spaltning og et ligeså sårbart offer. Begge lige fikseret på skønheden, opmærksomheden og komplimenterne. Så selvom det er mændene og deres male gaze, der har sat agendaen, så er kvinderne med til at vedligeholde den. De private, sårbare scener med Elisabeth - og i absurd stil også det eksplosive slutscenarie - fortæller den dybere sandhed om at blive set, accepteret og elsket for det man er.

’The Substance’ er en vild og forrygende grænsesøgning på den kropsfiksering vores samfund har opbygget - ikke kun i underholdningsbranchen - og nu konstant udstiller via SoMe. Og det stopper aldrig. En kontinuerlig drøm og et evigt mareridt. Så selvom man føler man kan forudsige handlingen, så er djævlen i detaljerne, og filmen vandt velfortjent manuskriptprisen på Cannes Film Festival.