Prøvedage

Forestillingen ’Prøvedage’ sker i dønningerne efter en ildebrand der har hærget et teater. Men med de indledende replikker italesættes det hurtigt at vi ser mere fremad end tilbage: ”Hvad hvis branden er en mulighed? Hvad hvis branden er et spørgsmål? Hvad hvis branden ikke er slutningen, men begyndelsen?”

Bag værket står kunstneren Filip Vest, der er aktuel på både Gwangju Biennalens danske pavillon i Korea, Moderna Museet i Malmö, på DR’s nye kulturprogram ’Kunst til tiden’ og nu med forestillingen og udstillingen ’Prøvedage’ i Bibliotekssalen på loftet over Trinitatis Kirke ved Rundetårn. 

Vest har på den korte tid siden sin færdiggjorte uddannelse på Konsthögskolan i Malmö, formået at etablere sig på tværs af installation-, performance- og scenekunst. Værkerne har ofte et fokus på det at performe, ikke bare som skuespiller eller performancekunstner, men som menneske – og hvordan vi agerer i et minefelt af forventninger fra samfundet og os selv, på grænsen mellem drøm og virkelighed.

Det er også tilfældet i denne nye opsætning. En prøvedag kan både læses som en prøveproces inden en optræden, og som en prøvelsesdag, hvor man udsættes for forskellige prøvelser på næsten bibelsk eller skærsildsagtig vis. Det er liminale situationer, hvor man skal leve op til forventningerne som kan være klare eller uklare. Måske er alle dage prøvedage, når vi sættes over for valg, dilemmaer og andres blikke.

I det nedbrændte teaterlager, møder vi tre personer. Nogle gange er de tre, og andre gange fremstår de som en samlet enhed, Praktikantkoret, som måske er forskellige stemmer i et nedbrændt sind. Et sind, et samfund og en verden i akut burn-out. De er ulønnede praktikanter på det unavngivne teater. En praktikant er ”på prøve”, i et prekært limbo mellem ledighed og ansættelse, og skal ligesom de af os der arbejder i kulturbranchen, bare være taknemmelige for at arbejde med kunsten. Det må næsten være en løn i sig selv.
 
Ligesom teatret, er de tre praktikanter strippede for identitetsmarkører, og hedder henholdsvis Praktikant 2, Praktikant 18 og Praktikant 31. Ikke bare 1, 2 og 3, men tilfældige arbejdsmyrer fra en større koloni. Under hvide/gennemsigtige one-size engangs-beskyttelsejakker, er de iklædt en blanding af tøj i brændte toner af mørkegrøn og indslag af orange. Farver som selv de mest konservative ville have svært ved at kategorisere som drengefarver eller pigefarver, og som ligesom nonbinære Filip Vest, frigøres fra det binære kønssystem.

I en scene spændes en orange paryk fast over en blæser og udgør et stiliseret lejrbål, som en drag Fugl Føniks der genopstår fra patriarkatets aske. Den slukkes, så vi kan høre hvad der bliver sagt, og Praktikant 18 (Ludvig Brostrup) lægger ud og deler en historie fra sin opvækst. Det er en anekdote om en onkel der til en familiefest holder tale, og generelt om alle de fortællinger folk kan have, og føle retten til at fortælle om en. Og det at tage magten og selv forfatte og fortælle sin historie. Praktikant 31 (Rebecca Langley Jensen) fortæller en tåkrummende morsom lavine af en absurd fortælling om det ikke at kunne sige nej, og om at flytte ind og blive partner med en facer man ikke slap af med på Strøget.

Praktikant 2 vil ikke rigtigt fortælle en historie, og siger ”Jeg er træt af at skrive mine egne replikker, hvis alle alligevel kun hører de ord de gerne vil høre. Hvis de allerede ved hvad jeg vil sige, kan de så ikke skrive dem for mig?” - i en kransekage af meta-lag, hvor alt der siges er skrevet på forhånd, og publikum endda kan sidde og følge med i manuskriptet som er udgivet som paperback og ligger klar på stolen ved ankomst. 

I et glædeligt gensyn spilles Praktikant 2 af Marie-Lydie Nokouda, som ligeledes var en del af Filip Vests tidligere værk ’Resort’ hvor kunsthallen Møstings, på baggrund af sin historie som sommerresidens langt ude på landet og forlystelsernes Frederiksberg, var omdannet til et resort der satte ramme for fortællingen om kriser i både parforhold og det globale klima i et senkapitalistisk samfund. På samme måde er installationen og forestillingen i Bibliotekssalen stedsspecifik, og her inspireret af den del af historien hvor salen var ramme for teatermaler Carl Lunds værksted for omkring 100 år siden. 

Kulisserne fremstår todimensionelle, drømmende og tegneserieagtige. Rummet, der efter forestillingsperioden bliver stående som en scenografisk installation med replikker på storskærm, er opbygget af grå magasinkasser. Imellem dem stemningsfulde lydbilleder af komponist og musiker Joakim Wei Bernild og skiftende dramatisk lyssætning af Rosa Birkedal, står plexiglas røgskyer og udskårne rekvisitter af mdf-plader med brandmærker. En af dem er et tårn, der lidt ligner tårnet på Christiansborg.

Få dage inden premieren på ’Prøvedage’ placerede Pluto sig i vandbærerens tegn, hvor den forventes at være de næste tyve års tid. Måske kan man se dette fra det gamle observatorie på toppen af Rundetårn, hvis man har forstand på astronomi. Det skulle have noget at gøre med altomgribende forandringer, og sidst Pluto var i vandbærerens tegn, skete den franske, amerikanske og industrielle revolution. Så hvad hvis branden ikke er slutningen, men begyndelsen?