Hair
MUSICAL
26. februar - 12. maj 2013
Østre Gasværk
Foto: Per Morten Abrahamsen
Rebelsk eller nostalgisk? Der er langt fra datidens til nutidens oplevelse af den ultimative hippie-musical, og til trods for pragtfuld sang-, musik- og dansefest med toptunet energi, står man alligevel tilbage med en følelse af, at oprøret er afløst af nostalgi.
Det har altid været en herlig frifest at komme ind i ’Hair’-universet – om man ville chokeres, mindes eller bare flyde med på den euforiserende bølge.
Opsætningen i Cirkusbygningen i 1971, hvor det splitterfornøjede frisind gav genlyd verden over, er legendarisk. Og nytolkningen på Betty Nansens Teater i 1996 var gennemsyret, provokerende og dramatisk vellykket. Men 2013-trippet har underligt nok mistet en del af vildskaben. Man skulle ellers mene, at vi er blevet frigjort og vænnet til at se den nøgne – og hyppigt grimme – sandhed.
Der er fuld knald på dans, sang og musik – og hår! Om end det, særligt på grund af den spinkle handling, indimellem føles ensformigt, er man godt underholdt.
Når det går vildest for sig er der topspændte maver, stramme baller og smidige lemmer til skue. Men der skal en del opvarmning til, før de virkelig slår sig løs med kropskontakten i Kenneth Kreutzmanns instruktion og Morten Innstrands koreografi.
Det starter ret godt med at Berger smider bukserne og beder en kvindelig publikummer om at holde dem. Men derefter er det småt med nærkontakten til publikum, det begrænses til lidt sang og dans på trapperne, og vi må vente helt til solskins-finalen på at blive budt op til dans.
Forestillingens scoop er Sanne Salomonsen, der debuterede i 1971-opsætningen af ’Hair’ – først i ensemblet og siden som Sheila. Her er hun den ældre Sheila, der drømmer sig tilbage til sex, syretrip og sameksistens. Det er nostalgi så lsd'en damper max.
Men det er ungdommens show. De unge talenter sprudler i de mange velkendte sange. Især Sara Viktoria (der også imponerede i ’Skammerens datter’) som unge Sheila, helt eminent i ’Let at være hård’-duet med Sanne Salomonsen.
Simon Stenspil giver charme og kraft til Berger, imens Tim Schou (A Friend in London) som Claude tenderer overspil og skinger stemme. ’Niggerdreng’ er ren power og soul med Jean Michel (fra X-factor), og Anne Sophie Steen brillerer med ’Frank Mills’.
Scenografien er særdeles sparsom, og selvom Østre Gasværks råflotte og strukturstærke rum leverer meget stemning i sig selv, så savner man lidt mere flower power. Indimellem giver en lækker farverig lyssætning lidt ekstra knald, men i andre scener er der simpelthen for mørkt. Et psykedelisk udsmykket folkevognsrugbrød fungerer fint som knudepunkt, hvorfra folk og mindre rekvisitter popper ind og ud.
Mest af alt har ’Hair’ altid været et stærkt tidsbillede i en følelsesmæssig ånd, og det er hippieshowet stadig. Men med den ældre Sheila kørt i stilling, kunne man have tilføjet en nutidig parabel af oprør, krig og frisind. Så hippierevolution ikke bare syrer til i nostalgi. Men det bliver kun til denne sluthilsen fra lyksalige Sanne: ”Tak fordi I kom og var med tilbage til mit trip.”