Hvem er bange for Virginia Woolf?

Skuespil i skuespil. Historie i historie. Biologi i biologi. Alt er dobbeltspundet i Edward Albees formidable klassiker om parforholdets evige balancegang med sandheder og løgne. Helt eminent og fortættet iscenesat og spillet - i en både enkel og overvældende fornemmelse for afhængigheden mellem mennesker. 

Fra første scene hvor manuskriptet læses op af værtsparret til den sidste scene hvor det også er i hænderne på gæsteparret, har Maria Vinterberg subtilt og skarp sat fokus på (selv)iscenesættelsen i parforholdet - og den sublime tekst (oversat af Madame Nielsen), der spidder kærlighed og had som to ligeværdige litteraturafhandlinger.

Men her er det historie og biologi de to mandlige professorer kloger sig med - i hver deres selvsikre alder - imens de bevidst (den erfarne ældre) og ubevidst (den kække unge) mingelerer deres fortællinger sammen. Og selvfølgelig er de ikke ligeværdige, for værten George har en agenda - sammen med sin kone Martha - som er velfunderet og gennemtænkt til gæsteleg. 

Det er sent afterparty for det unge par Nick (Lue Støvelbæk) og Honey (Marie Reuther) og sprutten flyder i stride strømme og snart også familie- og kærlighedshistorierne. Først er det let og lystigt, men snart bliver det grumt og grimt. Kvinderne prøver indimellem at løfte stemningen med sanglinjen ’Who’s afraid of Virginia Woolf?’ - men Disney-hintet rusker bare i hanulvene. 

Det er især en del af Marthas spil med ironi og spydigheder for at tirre George til at udfolde den vrede, som hun har brug for at spille op imod. Nærmest som en betingelse for kærligheden, der skal spices op for ikke at drukne i den sump af ligegyldighed som hun mener George er professor i. 

Og hævnen kommer - som en del af legen. Men er det den onde sandhed, eller den frydende løgn? Hele tiden stræber de efter dramaets yderkanter med en troværdighed hvor det er svære at kode sandt og falsk. Det er det ultimative magtspil og dobbeltspil, og de har gjort det til deres helt eget, ekstraordinære kærlighedssprog.

Martha er en klassisk prima rolle og Iben Hjejle spiller hende forrygende, som en furie til alle tider. Hun er skarp og grov, men ikke så vulgær som andre ofte bliver i den manipulerende, provokerende figur der synes at toppe alt og alle. Undtagen George, der i Jakob Cedergrens afdæmpede stil får highlightet desperationen i dem begge.  

Vinterberg har sammen med scenograf Marianne Nilsson optimeret følelsen af hjemmets fire vægge som et klaustrofobisk rum man ikke kan undslippe. Den lille scene er proppet med møbler hvor især gulv til loft-reolerne gemmer på gods fra et langt ægteskab, så der ud af sprækkerne siver alkohol og andet faux pas. Og kun ved at indrage andre kan man udholde misforholdene og måske opleve en anden virkelighed. 

Alt lykkes i ’Hvem er bange for Virginia Woolf?’ - med en fortættet stemning i hele scenerummet, som en regulær udmattelseskamp hvor Martha og George efterlader deres beskuere i en næsten krampagtig følelsesløs tilstand, både lammede og flænsede. Som publikum er man ligeså tæt på og indraget i forestillingen - vi har brug for hinanden, både til at spejle vores forhold og følelser, men også til at mærke og gribe teaterkulturen. Det gør de fremragende her på Teatret ved Sorte Hest.