Eventyratmosfære i NV
Gå på opdagelse i Nordvests nye park som forfatteren Jan Sonnergaard har været med til at udvikle
Nordvestparken
Nordvestparkens areal er 35.000 m2.
De rådgivende ingeniører Lemming & Eriksson og idébureauet 2+1 har været samarbejdspartnere.
Parken har kostet 24,3 millioner kr.
Udgangspunktet for parken var bestemt ikke særlig eventyrligt: En tidligere HT-grund med en nedlagt busterminal omkranset af uindbydende hegn.
Men efter tre års arbejde er det triste område mellem Ørnevej og Hulgårds Plads i Københavns Nordvestkvarter ved at være transformeret til en fantasifuld aktivitetspark med flerfarvet belysning, en ni meter høj bjergtop, eksotiske træer og børnedigte skrevet på asfalten.
SLA Landskabsarkitekter, der har udformet den ny park, tog under idéfasen kontakt til forfatter og Nordvest-beboer Jan Sonnergaard og spurgte om han havde lyst til give nogle kreative indspark til projektet. Det havde han.
”Min rolle var at se lidt skævt på tingene og bidrage med nogle idéer der afveg fra den måde arkitekter har for vane at se tingene på,” fortæller Jan Sonnergaard.
Forelskelse og fødselsdag
Han deltog blandt andet i en workshop med børn fra lokalområdet som skrev digte der er blevet malet på asfalten.
”Børnene var meget entusiastiske da vi forklarede dem at det her var en slags mulighed for at få indflydelse på hvordan parken skulle se ud,” siger Jan Sonnergaard.
Derudover er storbyforfatteren også kommet med input til belysning, beplantning og rekreative muligheder for de unge.
”Det var et sjovt projekt at være med i, og det tvang mig til at tænke over hvad det er for en bydel jeg bor i. Det er egentlig noget man burde gøre meget mere: Inddrage lokale beboere og kunstnere i de projekter der bliver planlagt i deres bydel.”
Stig L. Andersen fra SLA Landskabsarkitekter håber at parken bliver lidt som at træde ind i et eventyr:
”Idéen har været at skabe en eventyratmosfære og en stemning som er anderledes end den man ellers oplever i Nordvest. Og så er det i høj grad de lokale beboeres fælles uderum hvor man griller, leger, holder fødselsdage og bliver forelsket.”